Annonce
Lokalavisen Nyborg

Få gang i jernhesten: Her finder du de gode cykelruter

Cykelrute gennem Reformationen i Nyborg Kommune. Foto: Google Maps
Cykelsæsonen er for alvor startet, og flere og flere trækker i cykeltøjet eller blot tager cyklen ud på en søndagstur. Bliv inspireret til din næste cykeltur her.

Nyborg: Uanset om man er nybegynder eller øvede, kører på racercykel eller mountainbike, så er der helt sikkert en rute, der passer til ens tempo og temperament.

Nyborg Kommune byder på både natur- og landevejsruter, gennem skove og tilbage i tiden gennem Reformationen.

Der er med andre ord oplevelser af enhver karakter, når du tager cyklen og udforsker Nyborg og Østfyn på to hjul.

Annonce

Man kan tage cyklen mellem gårdbutikker, smukke slotte og herregårde eller tage på tidsrejse ved fortidsminder, eller ganske enkelt bare nyde det fynske landskab med vind i håret.

På VisitNyborgs hjemmeside kan man få inspiration til forårets cykelture eller læse videre i artiklen her.

Tag jernhesten gennem Reformationen

Nyborgs vigtige rolle i Danmarkshistorien som den tidligere kongelige residensby er næppe gået manges næser forbi, og Østfyns Museer har også lavet en rute rundt på Østfyn, hvor folk bliver taget 500 år tilbage i tiden til Reformationens storhedstid.

Ruten går forbi hellige, katolske relikvier i sognekirker over prægtige herregårde til kongemagtens centrum i Nyborg.

Østfyns Museer har udviklet et særligt rutekort med cykelruter og en historisk beskrivelse af samtlige rutepunkter. Det hele er afmærket med GPS-koordinater på kortet. Kortet findes på VisitNyborgs hjemmeside.

Ruterne tager dig blandt andet rundt til stedet som Øksendrup, Svindinge, Regisse Kilde, Hesselagergaard, Holckenhavn, Drigstrup, Mesinge, Kerteminde og Birkende.

Annonce

Cykelrute Mølleruten i Nyborg

Mølleruten tager dig med ud i naturen igennem idylliske ådale, hvor vandmøller stadig den dag i dag drejer lystigt ved de mange forskellige møllesøer. Turen består af to ruter på henholdsvis 42 og 51 kilometer.

På vejen kommer du også forbi to mikrobryggerier samt Fyns eneste malteri. Her bliver vand, malt og humle omdannet til lokale øl. Ruten går også forbi den lokale bager, hvis kroppen skal tankes op undervejs, samt Østfynske slotte og herregårde.

Se et udførligt kort over ruten på VisitNyborgs hjemmeside.

Annonce

Oplev Nyborgs Mountainbike spor

I Nyborg findes der flere Mountainbike (MTB) spor, hvor du både kan blive udfordret og kan opleve den smukke natur.

Det første MTB spor er ved Teglværksskoven. Det er et let spor, som kan køres af alle. Her får man et godt flow med masser af sving. Hvis du er ny på mountainbike, er dette et godt sted at starte.

Det er samtidig også muligt at sætte farten op imellem de snævre sving og små forhindringer. Sporet er uden mange højdemeter, men det kan stadig få pulsen op.

For den øvede er sporet også godt til tekniktræning. Der findes parkering flere stedet, men VisitNyborg anbefaler, at man parkerer for enden af Hølevej, en skovvej ved Strandalleen 130. Her er der både offentligt toilet og drikkevand.

Det næste MTB spor er ved Stevnshøj. Det er et spot med masser af variation og et godt flow. Det er et let spor med 62 højdemeter, og det ligger cirka fem kilometer syd for Nyborg.

Sporet er ensrettet, og der skal køres mod uret. Udfordringerne er de naturlige variationer, der findes i skoven. Derfor er sporet også en begrænset teknisk udfordring, men det byder alligevel på både sjov og en høj puls.

Sporet kan køres det meste af året, men er bedst i de tørre perioder.

Hvis man vælger at cykle til sporet, så anbefaler VisitNyborg, at man enten cykler igennem Kogsbølle eller Kajbjergskoven. Det forlænger transportturen, men gør at du undgår at køre på den tradikerede Svendborg Landevej.

Der er ingen deciderede parkeringspladser for biler ved sporet, men der er mulighed for at parkere langs Stevnshøjvej i skovkanten.

Det tredje MTB spor er et middelsvært spor, som både byder på drop og en meget stejl nedkørsel. Sporet hedder Æblesporet og findes ved Lillemøllevej tæt på Refsvindinge cirka otte kilometer sydvest for Nyborg centrum.

Sporet har ingen lange transportstykker, men køres udelukkende i skoven. De fleste kan være med, selvom det er et middelsvært spor, hvis blot de sætter farten ned og er klar på en udfordring.

Sporet er farbart hele året stort set uanset vejrforholdene, da det både ligger højt og har et sandet underlag. Hvis man vælger at cykle til Æblesporet, får man en idyllisk rute forbi historiske vandmøller.

Sporet er et betalingsspor, som drives af Nyborg Cykle Klub. Det koster 200 kroner for en årslicens og 25 kroner for et dagspas.

Den sidste rute er en af de sværere af slagsen. Det er en off-road rute, som dog alligevel foregår til dels på asfalt. På denne rute kommer man både ud på grus, skov, mose, bakker, strand og mark.

På VisitNyborgs hjemmeside skriver de, at ruten er hård. Også hårdere end de tror, du kan gennemføre. Ruten er 152 kilometer og har en højdemeter på mere end 1000. På ruten kommer man blandt andet forbi ådale fra istiden, hvor gletschere har skåret deres vej igennem landskabet, og igennem sandstrande hvor det kan være svært at få cyklen med.

Den hårde rute kræver en pause i ny og næ, og de kan nydes ved de forskellige slotte, herregårde og vandmøller, man kommer forbi på vejen. De store veje er så vidt muligt undgået, så man kører af de mindre biveje tæt på naturen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Tappenstreg med smagsprøver

Annonce