Annonce
Lokalavisen Nyborg

Fest og farver: Slaraffenland er et eventyr for børn og barnlige sjæle

Slaraffenland i Nyborg åbnede onsdag for andet år i streg. Foto: Maria Frellesen Pedersen
Onsdag kunne Slaraffenland på Bastionen i Nyborg for andet år i streg åbne Slaraffenland.
Annonce

Nyborg: - Se, bedstefar! Jeg fik den i hul på fire skud.

Koncentrationen er stor. Seksårige Sander Bendix er gået videre til den næste minigolfbane. Her skal bolden først skydes hen langs banen, over Storebæltsbroen, for derefter at trille ned i hullet for enden af banen. Den røde bold triller langsomt mod målhullet.

- Se lige, hvor tæt jeg er på at få den i mål, lyder det fra drengen, der gør alt for at slå lidt ekstra til bolden, mens hans bedstefar kigger den anden vej, så den kommer i mål på færre skud.

- Du snyder, gør du, lyder det fra Keld Hansen, der er Sanders bedstefar.


- Se, bedstefar! Jeg fik den i hul på bare fire skud.

Sander Bendix


Sander er på miniferie ved sine bedsteforældre, og da Slaraffenland sidste år var en succes hos barnebarnet, valgte de at gentage det igen i år.

Seksårige Sander Bendix var i Slaraffenland med sine bedsteforældre Keld og Nina Hansen. Foto: Maria Frellesen Pedersen

- Det er fantastisk, hvordan de kan stable så meget på benene for forholdsvis få midler. Der er gang i den, og man kan mærke, at børnene nyder det. Der er noget for alle aldre hernede, som kan underholde børnene, lyder det fra Keld Hansen.

Sander Bendix løber videre mod den næste bane. Han har et mål: Han skal vinde over sin bedstefar. Og selv om det måske involverer lidt snyd, når Keld Hansen ikke kigger på banen.

- Det er din tur nu, lyder det fra drengen.

Annonce

Musik og leg for alle aldre

I den anden ende af pladsen underholder bandet Æsken med børnesange, som børnene tydeligevis kender. Hver især sidder de og sig klapper på lårene, mens de skråler med på Min kat den danser tango.

- Kom så allesammen. Nu skal vi danse helt vildt til musikken, lyder det fra forsangeren i bandet.

Slaraffenland

  • Børnefestivalen Slaraffenland holder åbent fra onsdag til lørdag i uge 27, 28 og 29 fra klokken 10-15.
  • Børnene kan grave efter fossiler i den store sandkasse, tage agentbevis ved at gennemføre den nervepirrende laserbane, sejle i kano, rutsje på den store HelterSkelter og meget mere.
  • Festivalen foregår på Bastionen.

Duften af popcorn spreder sig på pladsen. Hvinene fra børn, der rutsjer ned fra den høje hoppeborg blander sig med barnelatter.

- Vi skal prøve igen. En gang til, lyder det fra en pige, der suser ned fra den oppustelige rutsjebane.

Børnene havde både mulighed for at rutsje i en store hoppeborg, høre musik eller skyde med plastikpistoler. Foto: Maria Frellesen Pedersen

Tre piger kæmper sig vej op i rutsjebanen, inden de endnu en gang flyver ned fra hoppeborgen.

- Igen, igen, igen.

Legen vil ingen ende tage.

Annonce

En god start

De mange grin og hvin fra børnene, giver ekstra smil på læberne hos Tue Fabricius, der er leder af Bastionen.

- Det er kommet så fint fra start. Der er glæde og leg blandt børnene, men der bliver samtidig også holdt god afstand, så vi mindsker risikoen for smitte. Det er egentlig gået, som vi havde forventet. Og så håber vi bare, at det fortsætter de kommende uger.

Slaraffenland har åbent onsdag til lørdag i uge 27, 28 og 29. Foto: Maria Frellesen Pedersen

Selv om Slaraffenland åbnede onsdag, var det ikke alt, der var klar til den store åbning. Grundet corona var udstyr til en laserbane strandet i Spanien. Men ifølge Tue Fabricius skulle udstyret være på vej, så gæsterne i Slaraffenland kan give sig i kast med et laserspil de kommende uger.

- Hele scenenografien er klar - vi mangler bare alt det tekniske, som gør, at man rent faktisk også kan spille på banen. Men det skal nok nå at komme, inden de tre uger er omme, lyder det fra lederen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce