Annonce
Lokalavisen Nyborg

Frivillig: Birgitte har det største hjerte

Birgitte Jaques: - Mange tror, at det er surt arbejde at være frivllig. De ved slet ikke, hvor lækkert vi har det. Foto: Anette Hyllested
Svanedammens Venner har snart 20 års fødselsdag. Birgitte Jaques er en af vennerne, og selv om hun kæmper med eget helbred, ved hun ikke noget bedre end at hjælpe andre.
Annonce

Nyborg/Flødstrup: Børnebørnene er de vigtigste personer i Birgitte Jaques liv. Når de to piger har brug for deres mormor, må resten af verden vente.

- Sådan er det. Jeg vil altid prioritere mine børnebørn højest, siger hun.

Birgitte Jaques har i alt fire prioriteter på sit livs liste, og de tre andre er motion, manden Keld Vedel herunder parrets hjem på Knudshovedvej og ikke mindst Svanedammens Venner.

Foreningen er en støtteforening for Plejecenter Svanedammen, og 8. februar har den 20 års fødselsdag.

Birgitte Jaques har været formand for vennerne i godt seks år, og det er et arbejde, hun tager meget alvorligt.

- For det er her, mine evner ligger. Jeg er god til at være noget for ældre mennesker, siger hun.

Det med at finde ud af, hvad hun er god til og ovenikøbet sige det højt, har været en udfordring for den 55-årige formand.

Hun er ordblind og fra en generation, hvor der ikke var mange hjælpemidler til at overkomme det medfødte handicap, og hvor læsevanskeligheder ofte og uretfærdigt blev forbundet med manglende intelligens.

Svanedammens Venner

Svanedammen Venners formål er at yde en aktiv indsats til gavn for de 48 beboere på Plejecentret Svanedammen. Det sker gennem aktiviteter for beboerne og praktisk hjælp både ved plejecentrets arrangementer og foreningens egne. Det er også foreningens opgave at skaffe penge til fordel for beboerne - det sker især gennem fondsansøgninger.

Alle kan være medlemmer. Det koster 100 kroner om året. I øjeblikket er der 71 medlemmer.

Det er primært bestyrelsen, som laver det praktiske arbejde for Svanedammens Venner - de fleste af medlemmerne er beboere på hjemmet eller pårørende. Formanden er den yngste, så yngre kræfter er mere end velkomne.

8. februar har Svanedammens Venner 20 års fødselsdag, men det bliver ikke fejret på dagen, for fødselsdagen falder i en periode med mange andre aktiviteter på hjemmet. Derfor er festlighederne udskudt på ubestemt tid.

Ifølge formand Birgitte Jaques er det magtpåliggende for vennerne ikke at "tage arbejdet fra de fastansatte". Bestyrelsen koncentrerer sig i stedet om at hygge om beboerne.

Blandt dens opgaver er samtale med den enkelte, gåture, at være ledsager til sygehus og kirke. Foreningen hjælper med at slæbe borde, stole og andet til arrangementer, og den hjælper personalet med at få beboerne ud i turbusser.

Foreningen har gennem tiden også sørget for, at plejehjemmet fik en strikkeklub, en kortklub, og den lejer hvert år et sommerhus til beboerne. Den arrangerer også underholdning - blandt andre med Arne Lundemann, og den arrangerer bankospil og udflugter.

Annonce

Kroppen knager

Birgitte Jaques er født og opvokset i Flødstrup. En tryg og god barndom i en tid, da der var karle på gården og masser af liv i lokalsamfundet, erindrer hun.

Da hun blev 18 år, flyttede hun til Nyborg, blev gift og fik som 20-årig datteren Camilla. Men ungdomsårene blev ikke nogen let gang på jord, for kroppen begyndte at knage. Det gjorde ondt i benene, og pludselig smertede armene. Så var det skulderen, så hofterne. Smerterne flyttede rundt, og det blev værre og værre.

- Nyborg Kommune forsøgte at hjælpe mig. Jeg gjorde rent på Svanedammen, men fik nu en uddannelse som social-og sundhedshjælper. Min mor hjalp mig med alt det boglige og udenadslære, så det lykkedes mig at få uddannelsen, og jeg blev sendt ud for at hjælpe borgere i eget hjem, fortæller hun.

Men hun kunne ikke holde til arbejdet. Heller ikke i beskyttede stillinger. Derfor blev hun førtidspensionist allerede som 32-årig.

- Jeg følte mig overflødig. Jeg forsøgte at morgenhygge om min datter Camilla, men hun var vant til at klare sig selv om morgenen, så hun ville ikke have det, og det var endnu et slag. Der gik nogle år, før jeg fandt mig selv, fortæller Birgitte Jaques, der i mellemtiden var blevet skilt.

Annonce

Altid hovedpine

Hendes diagnose lyder på fibromyalgi, som er en kronisk smertelidelse. Hun har altid ondt et eller andet sted og altid hovedpine, og hun bliver let træt og får brug for at hvile sig alene.

- Men jeg er blevet god til at mentaltræne - ikke tænke så meget på det, og jeg har gang i mange ting, for jeg gider ikke kun sidde herhjemme og vente på, at min mand kommer hjem fra arbejde.

Hun og Keld, der er elektriker, har kendt hinanden i 28 år og blev gift for fire år siden.

- Han skulle lige se mig an, siger hun og griner højt.

Birgitte Jaques har været medlem af Svanedammens Venner siden 2011 - de seneste seks som formand. Og hun elsker at gøre en forskel på plejehjemmet, hvor hun føler sig velset og velkommen.

- Jeg er træt, når jeg kommer hjem derfra, men alt det, jeg giver, får jeg igen i form af gode stunder og glade øjne. Det er så givende at være noget for andre, siger hun.

- Birgitte er den af os, der har det største hjerte, konstaterer Kirsten Klavsen, som også sidder i bestyrelsen.

Den samlede bestyrelse for Svanedammens Venner. På bageste række fra venstre: Birgitte Jaques, Tove Dam Hansen, Bente Hansen og Kirsten Klavsen.I forreste række fra venstre: Nanny Mortensen, som har været beboer på Plejecenter Svanedammen siden 2004, Flemming Grønnegaard Hansen og Ruth Grønnegaard Hansen. Foto: Anette Hyllested
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce