Annonce
Lokalavisen Nyborg

Går imod strømmen: Sydbank jagter lokaler og ansatte i Nyborg

Områdedirektør Claus B. Hansen (nærmest kameraet) og filialdirektør Jacob Monin Rasmussen står i spidsen for arbejdet med at åbne den nye filial i Nyborg. Først skal man dog have fundet et egnet lokale og ikke mindst 4-6 ansatte med bopæl i Nyborg eller omegn. Foto: Kasper Riggelsen
Vi skal være til stede lokalt, hvis vi skal skaffe kunder på Østfyn, lyder det fra områdedirektør i Sydbank, Claus B. Hansen, der er parat til at gå imod strømmen.
Annonce

Nyborg: I slutningen af november sidste år lukkede Jyske Bank sin filial i centrum af Nyborg for i stedet at samle kræfterne i Odense.

Lukningen er et billede på en udvikling i den danske banksektor, som har stået på i efterhånden mange år. Spørg bare i Ullerslev, eksempelvis, som allerede i starten af 2012 måtte vinke farvel til sin filial af Danske Bank.

Hos Sydbank har man også været igennem en lignende udvikling, men nu er man parat til at gå imod strømmen og åbne nye afdelinger.


Hvis vi skal skaffe kunder i Nyborg, kræver det, at vi også er til stede. Det hjælper ikke, at vi sidder inde i Odense og prøver at overbevise Nyborgs borgere og virksomheder om, at vi er Danmarks bedste bank.

Claus B. Hansen, bankdirektør


Og her er Nyborg et helt naturligt valg, lyder det fra Claus B. Hansen og Jacob Monin Rasmussen, der er henholdsvis områdedirektør på Fyn og filialdirektør i Sydbank.

- Vi har kigget os om på Fyn og sagt: hvor kunne det være spændende at udvide. Som altid, når vi træffer den slags beslutninger, har vi forinden analyseret situationen grundigt og nået frem til, at Nyborg er et meget attraktivt markedsområde. Det er en by i udvikling, og så er der tale om en kommune med en geografisk placering midt i landet, Danmarks måske bedste infrastruktur, spændende erhvervsvirksomheder og et aktivt handelsliv, siger Claus B. Hansen.

- Vi læser rigtig meget om Nyborg og om, hvad der sker på Østfyn. Tour de France, kulturliv og så videre. Der sker rigtig meget i byen, og det vil vi gerne være en del af, tilføjer filialdirektøren.

Annonce

Lokal tilstedeværelse

Begge lægger vægt på, at Sydbanks styrke er den lokale tilstedeværelse.

- Hvis vi skal skaffe kunder i Nyborg, kræver det, at vi også er til stede. Det hjælper ikke, at vi sidder inde i Odense og prøver at overbevise Nyborgs borgere og virksomheder om, at vi er Danmarks bedste bank, og at de skal være kunder hos os. Derfor går vi efter at åbne en såkaldt fuld servicebank for både privat- og erhvervskunder, og gerne så hurtigt som muligt, forklarer Claus B. Hansen.

At det sker på et tidspunkt, hvor landet er mere eller mindre lukket ned, kan synes paradoksalt. Bankdirektøren lægger da heller ikke skjul på, at corona-krisen har betydet, at man er et par måneder senere fremme end planlagt. Det ændrer bare ikke på, at beslutningen er den rigtige, mener han.

- Nu er vi heldigvis begyndt at vaccinere, og det er heller ikke sådan, at vi åbner en filial i morgen. Men i løbet af et par måneder skulle vi gerne være klar, bemærker han.

Først er der dog et par praktiske ting, som skal falde på plads.

Dels er Sydbank gået på jagt efter nye medarbejdere, meget gerne med bopæl i Nyborg. Selv forventer Claus B. Hansen, at man skal bruge mellem fire og seks ansatte, herunder en ny filialdirektør.

Desuden skal man have fundet et egnet lokale, som er centralt og synligt placeret i byen. De to direktører har allerede været på besigtigelse i Nyborg, men holder indtil videre kortene tæt til kroppen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Nytårskoncert aflyst

Lokalavisen Nyborg

Hækl Ærøske badehuse

Annonce