Bovense: Der skulle luft under vingerne. Der skulle være plads til børn. Og så skulle der leves mere simpelt. Det var bare nogle af grundene til, at 37-årige Bjørn Rosendahl Jacobsen og hans 32-årige kæreste Nini Kirkemoe i 2016 besluttede sig for at flytte fra det travle liv på Vesterbro i København til Bovense.
Og nu kan parret inden længe se frem til at få realiseret deres drøm. Til foråret er det nemlig planen, at de åbner gårdbutikken Brugbar på deres matrikel i Bovense.
Bjørn Rosendahl Jacobsen, BrugbarVi vil det lokale og vi vil økologien, så derfor giver det rigtig god mening for os at lave et sted som det her.
Egentlig var planen, at parret ville starte et økologisk landbrug på gården, hvor de blandt andet skulle levere varer til restaurant Aro i Odense, som Bjørn Rosendahl Jacobsen har startet sammen med Christoffer Schärfe.
Bjørn Rosendahl Jacobsen skulle være kok på restauranten samtidig med, han skulle dyrke grøntsagerne på gården i Bovense, men da der kom børn ind i billedet, indså han, at det ikke fungerede. Han ville gerne være tæt på familien, så han kunne putte et barn om aftenen, uden at skulle køre helt til Odense for at arbejde efterfølgende til sent ud på aftenen. Derudover måtte han også indse, at han nok var en bedre kok end landmand.
Og derfor er valget nu faldet på gårdbutikken, hvor der fortsat skal dyrkes grøntsager til, men ikke i samme omfang, som det var tiltænkt til restauranterne, da parret flyttede til Bovense.
- Vi vil det lokale og vi vil økologien, så derfor giver det rigtig god mening for os at lave et sted som det her. Vi er et sted lige nu, hvor vi ikke rigtig ved, hvad det hele kommer til at munde ud i, men vi ved, at det bliver en form for gårdbutik med lokale råvarer. Og så kommer jeg til at bage surdejsbrød, men det bliver ikke en bagerforretning, fortæller Bjørn Rosendahl Jacobsen.
Lokalt samarbejde
Selv om det endnu ikke er slået fast med syvtommersøm, hvad der skal ske på gården i Bovense, er drømmene store.
Én ting er dog sikkert: Det økologiske og lokale skal dyrkes.
Og derfor håber Bjørn Rosendahl Jacobsen også, at det med tiden bliver muligt at bygge et samarbejde med flere af de lokale producenter i området op.
- Der er så mange spændende producenter i området. Man burde lave et østfynsk laug af lokale producenter, som kunne hjælpe hinanden - det gør det hele mere interessant for os alle, lyder det fra Bjørn Rosendahl Jacobsen.
Bjørn Rosendahl Jacobsen
- Er 37 år.
- Bor sammen med sin kæreste Nini Kirkemoe på 32 år og deres to børn.
- Har været med til at starte restauranten Aro i Odense.
- Ejer flere andre restauranter.
De mange lokaler producenter i området betyder også, at parret bag Brugbar ikke er bekymrede for placeringen af deres gårdbutik ude på landet.
- Hvis man sælger et godt produkt, er jeg ikke i tvivl om, at folk også gerne vil køre efter det. Man tager en beslutning om at køre herud - og så er det også utrolig flot herude. En anden fordel er også, at vi ikke har en nær så høj husleje herude, så vi kan sælge kvalitetsprodukter til fornuftige penge.
Fremtiden
Når først gårdbutikken for alvor er kommet på benene, er det meningen, at den skal have åbnet onsdag, torsdag og fredag eller torsdag, fredag og lørdag, men heller ikke det er fastlagt endnu.
- Idéen er ikke, at jeg skal stå bag en disk fra 8-16 hver dag og håbe på, at der kommer nogle kunder. Vi forestiller os, at meget af salget kommer til at foregå over mobilepay, og at jeg måske vil stå i butikken en time eller to de dage, vi har åbent. Jeg skal også have tid til at dyrke jorden ved siden af og producere til butikken.
Og udover at kunne købe surdejsbrød og økologiske grøntsager, har Bjørn Rosendahl Jacobsen også en idé om, at man i fremtiden skal kunne spise et måltid mad i gårdbutikken, hvis sulten melder sig, når man er på tur. Og så vil han heller ikke udelukke, at han kan lave små anretninger til firmaer.
Men selv om gårdbutikken først for alvor åbner til foråret, så holder den åbent den 23. og 24. januar, hvor det vil være muligt at forudbestille brød på Brugbars hjemmeside eller facebookside.