Annonce
Lokalavisen Nyborg

Godt nyt fra Muzirkus' hårde drenge

Muzirkus-bandet Anoxia har spillet heavy i snart 20 år. Nu har de sendt en ny cd på gaden. En skive, de har rodet med i flere år. PR-foto.
Heavy-bandet Anoxia har sendt en ny cd på gaden. De hårde drenge er blevet halvgamle og har job og parcelhus. Men kærligheden til den tunge musik ruster ikke.
Annonce

Nyborg: Det er noget, der går over. Med tiden lærer de sikkert at holde af almindelig musik. Beatles, U2, TV2 og sådan noget.

Sådan har forældrene til en flok drenge fra Nyborg garanteret tænkt for omkring 20 år siden, mens de tunge lyde fra Black Sabbath, AC/DC og så videre væltede ud af højtalerne på drengekamrene.

Men nej. Nogle gange går det ikke helt, som forældrene håber. En gruppe knægte som startede med at spille i Bums før årtusindskiftet holder ved. Og det er stadigvæk det tungeste af det tungeste, der kommer ud af højttalerne.

De fleste af knægtene holder sammen endnu i bandet Anoxia. De spiller stadig det tungeste heavymusik, og de har lavet en ny cd, To The Lions, der netop er udkommet på en god gammeldags cd ud over på diverse streaming-platforme.

Lokalavisen møder sanger og guitarist, Lars Frederiksen i bandets øvelokale oppe under taget på Muzirkus-bygningen på Provst Hjortsvej. Et øvelokale, bandet har haft til rådighed - sammen med et andet orkester - siden 1999. Og i øvrigt et øverum, der er pyntet med de plakater, der blev hængt op lige omkring årtusindskiftet - mest nogle mere eller mindre nøgne damer, der er klippet ud fra en kalender udgivet af det tyske værktøjsfirma Wûrth.

- Vi startede bandet i Bums i 1996, og kom herover til Muzirkus nogle år senere. Til at begynde med spillede vi bare rock, men det blev hurtigt heavy, det handlede om, siger Lars Frederiksen.

Bums var en forening i Skovparken, der gav de yngste mulighed for at spille rock, inden de blev store nok til at komme ud i Nyborgs mekka rockmusikere, Muzirkus.

Anoxia

Anoxia består af:

Lars Frederiksen – Vocal og uitar
Claus S. Nielsen – Guitar
Allan Nielsen – Bass
Søren Frederiksen – Trommer

Ole W. Bertelsen har stået for producing, recording, mixing af den nye cd

Simon Jørgensen har stået for trommelyden på cd'en

To The Lions kan købes i pladeforretninger og streames fra de fleste tjenester blandt andet Spotyfy.

Annonce

Ventilen

Der er sket meget med drengene, siden de gik og hang billederne af damerne op på væggene. De har fået uddannelse og job, flere af dem er blevet gift og fået børn. Men musikken og fællessakbet er det samme.

- Jeg tror godt, man kan sige at det her er vores ventil nu. Det er drengeklubben, hvor vi kan fyre den af i øvelokalet en eller to gange om ugen. Det skal vi simpelt hen bare have tid og mulighed for, siger Lars Frederiksen, der selv er 38 år, uddannet civilingeniør og arbejder for det store rådgivnings-firma COWI i Lyngby. Når han ikke er guitar-helt i Anoxia bor han i parcelhus i Nyborg sammen med sin kone og deres søn.

Men det almindelige borgerlige liv tager en del tid fra de østfynske heavy-musikere, og arbejdet med To The Lions har taget ualmindelig lang tid. De seneste udgivelse fra Anoxia kom i 2010, og musikerne her rodet med de sange i årevis, inden det hele sad, som det skulle.

- Noget af det indspillede vi tilbage i 2015, men det er især det seneste års tid, der kom fart på det , siger Lars Frederiksen.

En stor del af musikken er i øvrigt indspillet i studier i Nyborg.

Når man spiller heavy, har man placeret sig selv i en musikkens nicher, hvor det kan være svært at komme ud og spille. Anoxia har omkring 15 job om året, men Lars Frederiksen understreger, at heavy-kulturen ikke bare er en lukket klub. Genren er blevet ret så bred.

- Musikalsk handler det jo især om hårde stil, men mange kender jo også de ballader, heavybands laver. Og publikums-mæssigt er blandt andet en festival som Copenhell i København jo blevet kæmpe stor, siger han.

Hvis man er til rå rockmusik, skulle man måske lige tage en tur forbi foreksempel Spotyfy og give To The Lions en chance. Skru godt op for spillen derhjemme og nyd musikken. Her er masser af fræsende guitarer og gode melodier.

Hvis man har fået lyst til at høre Anoxia spille deres meget melodiske heavy live, kan det næste gang lade sig gøre ved at tage til Kansas City i Odense den 6. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Ballet i Landporten

Lokalavisen Nyborg

Magiske aftener i Nyborg

Lokalavisen Nyborg

Smuk aftentur

Lokalavisen Nyborg

Fotogene brumbasser

Annonce