Annonce
Lokalavisen Nyborg

Hårdt år for foreninger: Kreative og digitale løsninger har været med til at hjælpe blandt andre NGIF Håndbold

Det var Natasja Laursens bonusfar, Brian Mikkelsen, der indstillede hende til prisen. Han fortæller, at hun har været med til holde gejsten oppe ved pigerne, og at hun i den grad fortjener at blive anerkendt for sin store indsats. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Det har ikke været nemt at være frivillig og træner under corona. Det har krævet kreativitet og en god portion tålmodighed. 16-årig Natasja Laursen vandt en pris netop for sit store engagement til sit hold i en svær tid.

Nyborg: Det var både en overrasket og overvældet Natasja Laursen, der i midten af april blev overrasket af ikke kun venner og familie men også af DGI, som havde en check på 5000 kroner og en pokal med til den kun 16-årige træner fra Nyborg GIF Håndbold.

Hun er nemlig vinder af Super-Gejst-Spreder prisen fra DGI for sit store arbejde som træner under et svært coronaår for U11 piger hos NGIF Håndbold.

- Jeg troede lige, jeg havde fået fødselsdag igen, sagde Natasja Laursen med et smil efter overraskelsen, hvor to spillere fra U11 holdet, deres forældre, Johanne Petersen fra NGIF Håndbolds bestyrelse, et lille hold fra DGI Fyn samt Brian Mikkelsen, Natasjas bonusfar, var mødt op.

Det var Brian Mikkelsen, der indstillede hende til prisen. Han står tilbage stolt og glad over, at hun har vundet ud af et felt på i alt 80 indstillede på Fyn.

- Hun er der for tøserne. Selvom de ikke kan træne fysisk sammen, så meldte hun med det samme ud, at de skulle prøve at lave træning over nettet, og det var der tilslutning til, fortalte Brian Mikkelsen på dagen.

- Nu er hun kun 16 år, og så har hun fået sådan en pris her. Det kan få hende til at blive endnu mere dedikeret, og det er noget, der får betydning for hende i lang tid fremover, sagde han.

Uddeling af Super-Gejst-Spreder prisen. 16-årige Natasja Laursen, træner og spiller i NGIF Håndbold i Nyborg, blev overrasket med blomster og en pokal af DGI Fyn, venner og familie, da hun vandt prisen på Fyn.

Hårdt år for foreninger

Med en nedlukning og ingen mulighed for at dyrke idræt indenfor, har det været et hårdt år for indendørsidrætsforeninger heriblandt NGIF Håndbold. De har heller ikke kunne undgå et fald i medlemstallet fra 2019 til 2020 på trods af kreative løsninger fra deres trænere.

- Grundlæggende har det hele ligget stille. Der er enkelte hold som Natasjas, som har lavet online træninger, men ellers har trænerne også individuelt været ramt, sendt hjem og arbejdet hjemmefra, så overordnet har det været stille med træningen siden midt i december, forklarer Carsten Madsen, bestyrelsesformand for NGIF Håndbold.

Deres seniorhold må endnu ikke mødes til træninger, men fra den 1. marts måtte ungdomsholdene begynde at træne udenfor, og SUS Nyborg, som spiller i 1. division, har under hele forløbet kunne træne og spille kamp.

Det har dog ikke været nemt at lave træningen udenfor, da udendørshåndbold og indendørshåndbold er to forskellige sportsgrene, selvom håndbold indgår i begge, fortæller Carsten Madsen.

På trods af det er han og NGIF Håndbold fortrøstningsfulde for fremtiden, og venter stadig på at få en melding på, hvornår de igen må åbne for træning i hallerne.


Børnene er glade for at se deres kammerater og komme i gang med lidt håndbold igen, selvom det ikke er indendørs. Bare det at de kan mødes, løbe en tur og gribe og kaste en bold til hinanden. De ser den del af deres kammeratkreds igen, og det har kun været positivt.

Carsten Madsen, bestyrelsesformand for NGIF Håndbold


Annonce

Glædeligt for børnene

Det bedste for Carsten Madsen har dog været at se, hvordan børnene trives ved at være tilbage til træningen, selvom den ikke er, som den plejer.

- Børnene er glade for at se deres kammerater og komme i gang med lidt håndbold igen, selvom det ikke er indendørs. Bare det at de kan mødes, løbe en tur og gribe og kaste en bold til hinanden. De ser den del af deres kammeratkreds igen, og det har kun været positivt, siger Carsten Madsen.

Også modtagelsen af Super-Gejst-Spreder prisen til Natasja har været et positivt indslag i et ellers hårdt coronaår.

- Det er da dejligt for klubben, at vi bliver markeret på den måde, og det er superfedt for Natasja, at hun får sådan en udmærkelse, og det gør da, at de unge, som måske går med tanker om en trænerkarriere, kan se, at det er givende, og det kan kaste noget af sig, fortæller Carsten Madsen.

Annonce

Kreative og sjove løsninger

Natasja Laursen har trænet U11 pigerne siden starten af sidste år, lige inden corona for alvor fik sit tag i Danmark.

Venner og familie var troppet op trods en kold aprildag. De to piger med flagene, Mathilde og Nanna, går på U11 holdet, som Natasja Laursen træner. Her står de sammen med deres forældre. Yderst til højre er det Johanne Petersen fra Nyborg GIF Håndbolds bestyrelse. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

For at finde på nye og sjove måder at træne sammen online, har hun søgt inspiration på forskellige sider på internettet. Hun har blandt andet lavet onlinespil, styrketræningsøvelser og arrangeret en fælles gåtur hver for sig, hvor spillerne samlet skulle gå helt til Amsterdam. Eller den samme strækning i hvert fald.

Alt sammen med fokus på bevægelse og det sociale.

- Jeg synes, jeg har været god til at holde træningen og starte noget nyt. Som træner får man lov til at udvikle spillerne og lærer dem bedre at kende, og vi har fået et godt sammenhold på holdet. Selvom jeg er træneren, så kan vi snakke om stort set alt, fortæller Natasja Laursen, som til daglig går i 9. klasse på Danehofskolen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Tappenstreg med smagsprøver

Annonce