Fyn: Hovedpine, åndenød, brystsmerter, svimmelhed, dårligere eller ingen lugte- og smagssans, søvnforstyrrelser. Listen er lang, når det kommer til senfølger efter et sygdomsforløb med covid-19.
Størstedelen af de personer, som har haft covid-19, bliver raske igen uden behandling og kan vende tilbage til en normal hverdag, selvom det kan tage noget tid. En mindre gruppe oplever dog også at have symptomer i længere tid.
Mens nogle mærker senfølgerne i en mild grad, kan andre leve med en dårligere eller ingen lugte- og smagssans eller voldsomt energitab i længere tid.
Der findes ikke en officiel definition for, hvornår der er tale om senfølger ifølge Sundhedsstyrelsen.
Det kan derfor være svært at skelne imellem, hvornår der er tale om længerevarende symptomer, og hvornår der er tale om symptomer, der er så lange, at de bliver anset som egentlige senfølger efter covid-19.
Sundhedsstyrelsen betragter dog symptomer, som har varet i fire uger eller mere, som et længerevarende covid-19 sygdomsforløb.
Senfølgeklinikker
For at hjælpe dem, der døjer med alvorlige senfølger, valgte Sundhedsstyrelsen i efteråret at oprette senfølgeklinikker i hver enkelt region, hvor to af dem er i Region Syddanmark. En er tilknyttet Odense Universitets Hospital, mens den anden er på Kolding Sygehus.
Typiske senfølger efter covid19
De mest hyppigste senfølger efter et covid19 sygdomsforløb er:
Åndenød og hoste
Brystsmerter, trykken for brystet og hjertebanken
Træthed og feber
Kognitive problemer som koncentrations- og hukommelsesbesvær, hovedpine, søvnforstyrrelser, perifer neuropati (nedsat/ændret følesans), svimmelhed og delir (forvirringstilstand som oftere ses hos ældre)
Mavesmerter, kvalme, diarre, anoreksi/nedsat appetit (hos ældre)
Led- og muskelsmerter
Symptomer på depression og angst
Tab af smags-/lugtesans, tinnitus, ørepine, ondt i halsen, svimmelhed
Hududslæt
Klinikkerne er ikke fysiske klinikker, men lever i stedet i et samarbejde på tværs af forskellige specialer. På OUH er afdelingen forankret i Infektionsmedicinsk Afdeling.
Langt de fleste med en covid-19 infektion kommer sig efter to til tre uger, men foreløbige data fra Sundhedsstyrelsen viser, at cirka 10 procent har symptomer efter fire uger.