Annonce
Lokalavisen Nyborg

I morgen er der også en dag: Dimissionstale 2021 fra Nyborg Gymnasium

Studenterne festede på det nye torv i Nyborg fredag formiddag. Foto: Kasper Riggelsen
Læs et uddrag af rektor fra Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stockholms dimissionstale til dimittenderne årgang 2021.

Kære studenter, kære dejlige yndlingsmennesker i den her verden!

What a life, what a night

What a beautiful, beautiful ride

Annonce

Don't know where I'm in five

But I'm young and alive

Fuck what they are saying, what a life

(Scarlet Pleasure, ‘What a life’, 2019)

Med det omkvæd - og en fantastisk afslutningsscene med dansende studenter og aldrende gymnasielærere i livskrise - slutter den fantastiske film Druk. I har alle set den scene. Filmen handler om ondt i livet, kærlighed - og alt for meget alkohol, som desværre er kommet til at fylde en del her til lands. Men lige præcis den afslutningsscene indfanger studentertidens sorgløshed, vildskaben og den glæde, som tiden på en ungdomsuddannelse skal indeholde. En tid hvor man lever i nuet, hvor glæden bobler i maven i uendelige, lange lyse nætter. Den oplevelse og fornemmelse under jeg virkelig jer, dejlige, dejlige mennesker. For er der noget, I ikke har oplevet i de seneste år, så er det det!

Jeg har savnet jer, og jeg har set jer alt for lidt gennem det sidste halvandet års undtagelsestilstand. Jeg har spammet jer med en tsunami af retningslinjer, videoer og formynderiske, løftede pegefingre, mens I har kæmpet alene derhjemme i alt, alt for mange måneder. Jeg håber ikke, jeg har givet jer varige mén, og jeg vil godt igen udtrykke mine dybfølte tak for, hvordan I har tacklet det hele. I har taget det umulige så flot og om nogen vist, at ”Den er fri, som gjør, ikke som hand vil, men som han bør” (Peder Syv, 1688). Jeg ville virkelig ønske, det havde været anderledes, for I fortjener så meget bedre.

Uanset hvad, så skal I afsted og ud i livet nu, og det er jeg virkelig vemodig over. For jeg holder så meget af jer. Men jeg er også så pavestolt af jer, som I sidder her med huer i så mange smukke farver. Jeres forældre er stolte, og jeres lærere er også stolte. Og det er ikke bare tomme ord og fraser. Vi er virkelig imponerede af jer, for I har gennemlevet en surrealistisk tid, og I har gjort det med en værdighed og et overskud, som mange af vi andre kunne lære af. I giver os alle sug i maven, og I giver os håb om en bedre fremtid. Jeg har KÆMPESTOR respekt for, at I har været ukuelige og trodsige og optimistiske og stærke og alt muligt andet godt, selvom udfordringerne har været så mange for os alle. I har vist en vild vilje til at holde sammen, holde fast og holde ud.

I er blevet kaldt generation C, I har gennemlevet en historisk tid med en fatal og global pandemi, som har kostet alt for mange døde i en alt for skæv verden. I har oplevet stormløb mod den amerikanske kongres og angreb mod selve demokratiets vugge. I har oplevet en kamp om parallelle virkeligheder, hvor mennesker ikke længere kan nå hinanden, og hvor Hal Kochs samtaledemokrati er reduceret til spin og råberi i tågede ekkokamre. I har oplevet, at klassekammerater brutalt skulle rykkes op med rode og sendes til krigshærgede lande. I har oplevet afsavn og isolation som ingen anden generation. I har oplevet mange mørke stunder og perioder, hvor alt syntes mørkt og trist. Så lige nu ville det være oplagt, at jeg holdt en svovlende sort dommedagstale om Covid-19 og the darkest hour in history. Om dette hæslige annus horribilis. Et regulært lorteår.

Men fandme nej. Jeg vil i stedet trække det positive og opbyggelige ud af de sidste år. For selvom den her tid chokerende har vist mange af os, at vi alligevel ikke er herrer over skæbnen, så har tiden også vist, hvor afhængige vi er af hinanden. Af fællesskabet, forbundetheden, mærkbarheden og af omsorgen for hinanden. Her har I været frontløbere og forbilleder, og I har givet os alle sammen håb for en bedre fremtid. Min tale til jer skal handle om fællesskab, om skæbnen, om at kæmpe og om at lyset vender tilbage. For det gør det. Det skal det.

Jeg vil begynde med et digt af John Donne fra 1642. Digtet er indledningen til Hemingways berømte bog Hvem ringer klokkerne for. Digtets første sætning kender I alle, men nok ikke resten:

”Intet menneske er en ø, en verden for sig;

ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele;

om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget,

Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig,

thi jeg er ét med den ganske menneskehed, så derfor skal du ikke spørge:

Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig.”

Det digt er tidløst og siger så meget om i dag – også selvom det er fra 1642. Hemingway bruger digtet i sin bog fra 1940, som handler om den spanske borgerkrigs meningsløshed og om liv og død. Men digtet handler også om vores forbundethed med hinanden. At vi ikke er øer. At vi er forbundet med hinanden på tværs af landegrænser, tid, kulturer, religioner og historie. Vi er nemlig ikke bare øer, der kan realisere os selv og være ligeglade med alle andre. Vi er forbundet, og klokkerne ringer for os alle.

Skæbnen er vendt tilbage på godt og ondt, men det er det forpligtigende og ansvarlige fællesskab også – og også næstekærligheden. Det har I om nogen vist, og det vender jeg tilbage til. For uanset hvad der er sket, så har I taget livet og skæbnen på jer. I har vist, at I er der for hinanden på trods af afstand og isolation. At I ikke er øer, men gode kammerater, der står sammen og kæmper. I har vist forbundethed, og I har vist, at I kan udvikle jer mere, end nogen af vi fuldvoksne kan gøre over en 41-årig periode – og her taler jeg af personlig erfaring.

Videre i livet

Jeg skal til at runde af, og jeg vil gerne slutte af med at sige jer tak! Tak fordi I er, som I er. Tak, fordi I viser os fuldvoksne og forstokkede vejen og minder os om, at der er vigtigere ting i livet end arbejde og egen ligusterhæk. Lov mig en ting: Bliv ved med at huske de vigtige ting i livet: Fællesskabet og næstekærligheden – også efter Corona, og når I rammer det hamsterhjul, som mange af os render rundt i.

I Imran Rashids førnævnte bog er der et kort og rammende uddrag fra en bog med titlen De fem ting døende fortryder mest. Bogen tager udgangspunkt i udsagn fra mennesker på dødslejet om, hvad de ville ønske, de havde gjort anderledes. De fem ting er så tankevækkende og viser behovet for, at vi slår automatpiloten fra og reflekterer mere over vores egne og andres livserfaringer og virkelig overvejer, hvilket liv, vi gerne vil leve.

De fem ting er som følger:

1. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, hvor jeg var mere tro mod mig selv.

2. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så meget.

3. Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser.

4. Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakten med mine venner.

5. Jeg ville ønske, at jeg havde tilladt mig selv at være mere lykkelig.

De ønsker er vigtige som aldrig før. Så tag dem med jer. Lær af ordene her fra mennesker, der af skæbnen var sat i en situation, hvor de kun kunne kigge tilbage, ikke frem. Husk dem ude i livet. Det skal ikke være jer, der står på den anden side, og fortryder et levet liv. I skal kigge tilbage på et liv, hvor I var tro mod jer selv. Hvor I havde tid og overskud til at være nærværende. Hvor I gav udtryk for jeres følelser. Hvor I havde kontakt med de mennesker, der betyder noget for jer og gav jer selv plads til at være lykkelige.

Husk også mærkbarheden, næstekærligheden og ydmygheden over for livet. I har i de forgangne år lært vigtigheden af alle tre dele på den hårde måde. Vi er ikke herrer over alt, men vi kan træffe uegennyttige valg og fokusere på det vigtige i livet. På humaniteten og det med- og mellemmenneskelige. På fællesskaberne og på, at ingen er en ø.

Alt det har I vist på NG. I er nemlig ikke en selvoptaget generation Corona. I er generation Fællesskab, og I har taget skæbnen på jer, og I har handlet i en svær tid. I har givet mig og skolens ansatte håbet tilbage. Jeg tror på jer og på fremtiden. Og jeg tror på, at lyset vender tilbage. Selvom det har været det værste år nogensinde, så er der også en dag i morgen, som altid er lidt bedre, når man har gode venner og fællesskaber at støtte sig op ad.

Andreas Odbjerg siger det så smukt i sangen ”I morgen er der også en dag”:

Alle har et ar et sted

Flyver højt, falder ned

Selv de dybeste sår de kan hele

Men i dag har du svært ved at se det

Og det' hårdt

Jeg henter dig et sted

Vi ser solen gå ned

Jeg har rødvin og smøger, du ta'r bare

Sidst var det mig

Og du var der

Du er gået i sort

Du siger livet er lort

Du kan sove i tusinde år

Jeg er her når du vågner

Du føler dig svag

Men lyset vender tilbage

I morgen er der også en dag

Kære årgang 2021. Lyset vender tilbage, og i morgen er der også en dag. Nu fortjener I fester, uendelige lyse sommernætter, sorgløshed, og at jeg tier stille. Hold fast i jer selv og fællesskaberne og bliv ved med at være de fantastiske hele mennesker, I er. Gå nu ud og genindspil afslutningsscenen i Druk: ”Fuck what they are saying, what a life!”

Jeg elsker jer, yndlingsmennesker! Og I ved godt, jeg mener det!

Med de ord vil jeg dimittere årgang 2021 fra Nyborg Gymnasium.

Annonce
Annonce
Lokalavisen Nyborg

Tidligere politiassistent udgiver endnu en bog

Annonce
Annonce
Lokalavisen Nyborg

Tatovørkunst, maskedans og et opgivet korstog: Grønland er i fokus under Norden i Nyborg

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Veldrevet foreningshus tvunget til at holde lukket i 11 måneder: Nu går snakken atter om billardbordet

Lokalavisen Nyborg

Et døgn med natur og kultur

Lokalavisen Nyborg

Insektmonstre indtager byen

Lokalavisen Nyborg

Hvem skal bo i Vestervold? Vide rammer for fremtidig brug af ombejlet borgerhus

Lokalavisen Nyborg

Præmieskydning i Svindinge

Lokalavisen Nyborg

Hvad bliver næste forestilling? - Nyborg Voldspil skubber udmelding om kommende opsætninger

Lokalavisen Nyborg

AOF klar med udendørs torsdagskoncerter for alle: - Det skal være folkeligt og fornøjeligt

Lokalavisen Nyborg

Åbent hus i Ørbæk Billard Klub

Lokalavisen Nyborg

En uge med bulder og brag: Her er ugens sommerfotos

Lokalavisen Nyborg

På udebane som BZ'er: Tidligere voldspiller finder nye veje

Lokalavisen Nyborg

Ørbækker er ny klubpræsident for Rotary

Lokalavisen Nyborg

Danehofspillet  i 1939 – og begyndelsen på en lang tradition

Lokalavisen Nyborg

Sild er inde i en stime: Går som varmt brød

Lokalavisen Nyborg

Minna kunne ikke blive præst på grund af sin seksualitet: - Det var mit højeste ønske, men det kunne ikke lade sig gøre

Lokalavisen Nyborg

Fra kaos til kunst

Lokalavisen Nyborg

Charlotte og Poul var tæt på krigen, men oplevede den ikke på tæt hånd: - Det var som 1001 nats eventyr

Lokalavisen Nyborg

Tre strygere og én fløjte

Lokalavisen Nyborg

Loppeguld greb om sig: Søren har åbnet ny genbrugsbutik

Lokalavisen Nyborg

Flotte tider til nyborgensiske svømmere

Lokalavisen Nyborg

Gammel hestevogn blev til blomsterbed: Farverne skal give Torvet liv igen

Lokalavisen Nyborg

Horehuset og Dirch Passers tip-tip-oldemor: Ullerslevs historie skal frem i lyset

Annonce