Annonce
Lokalavisen Nyborg

Ingeborg brugte coronatiden på at skrive en bog om sin historiske familie

Ingeborg Fabricius Skovgaard startede med at skrive sin erindringsbog i efteråret, og i løbet af nogle måneder fik hun skrevet sin livshistorie ned. Det gjorde hun ved skrivebordet her på sin røde iPad. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Ingeborg Fabricius Skovgaard har altid været interesseret i sin slægts historie. Hendes oldefar startede Thestrup højskole og var i studiegruppe med Grundtvig. Hele den højskoleånd er givet videre fra generation til generation.

Nyborg: Ingeborg Fabricius Skovgaard blev træt af, at hun i efteråret syntes, der ikke var andet i medierne end dårlige nyheder om begyndelsen af den anden bølge af corona, Mink-sagen, Mee-too bevægelsen og den amerikanske præsident Donald Trump.

Derfor besluttede hun sig for at skrive en bog.

- Det gad jeg ikke bruge vinteren på, så jeg satte mig ned fra klokken 16 til 18 med min iPad og skrev min livshistorie, fortæller Ingeborg Fabricius Skovgaard.

Den mørke vinter og de lange coronadage blev derfor brugt ved skrivebordet i lejligheden i Nyborg, og i løbet af nogle måneder blev bogen "En familie krønike" til virkelighed.

Højskolebevægelsen i blodet

Ingeborg Fabricius Skovgaard bor i Nyborg og har arbejdet som børnehaveklasseleder på Vindinge skole, men hendes historie går længere tilbage og væk fra Fyn.

Én ting, der især kendetegner hendes slægt, er den grundtvigianske tankegang, som har haft en stor betydning i hendes liv. Hendes oldefar, Jens Nørregaard, startede Testrup Højskole. Her voksede hans familie op, og højskolelivet blev givet videre fra generation til generation. Jens Nørregaards barnebarn startede Båring Højskole, og stort set alle i familien har enten været på efterskole eller højskole.

Ingeborg Fabricius Skovgaard har netop udgivet en bog om sin slægts historie. Den hedder "En familie krønike", og i den skriver hun blandt andet om sin oldefar, som var en stor del af den grundtvigianske tankegang og var med til at starte Testrup højskole. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

- Jeg har altid været interesseret i min slægt, og dem der kom før mig. Jeg ville gerne se, om der var nogle lighedstegn mellem mig og min opvækst og min oldefars, fortæller Ingeborg Fabricius Skovgaard.

Udover den grundtvigianske tankegang skriver hun om, hvordan musikinteressen er gået videre i arv fra generation til generation, om barndommen på Mosegaard, studieårene, ungdomsoprøret, hippietiden, livet med veninder og mandevenner og ferier på landet.

Annonce

Havde svært ved at skrive

Det har ikke altid ligget i kortene, at Ingeborg Fabricius Skovgaard skulle skrive en bog. Da hun startede i skole, havde hun svært ved at læse og skrive. Hun gik derfor til ekstraundervisning, og det var først i 4. klasse, at det begyndte at komme mere let til hende. Og herfra steg interessen.

- Jeg har fundet et skrivehæfte, fra da jeg gik i 4. klasse, hvor jeg skriver en historie, som jeg selv har digtet. Jeg kunne godt lide at skrive stil og berette om ting. Det er fortsat, for hvert år til jul skriver jeg også en juleroman til venner, bekendte og familie, fortæller Ingeborg Fabricius Skovgaard.

At det startede som en kamp men endte som en af hendes yndlingsbeskæftigelser gør også, at hun i dag er ekstra stolt over, at hun nu har udgivet en bog. Det havde hun ikke selv regnet med.

I lejligheden i Nyborg har Ingeborg Fabricius Skovgaard sin familie hængende. Her er det familien fra hendes mors side. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Annonce

En bog til alle

Bogen er tilegnet hendes børn og børnebørn, så de kender deres ophav, men Ingeborg Fabricius Skovgaard håber, at bogen kommer ud til endnu flere, da det ikke kun er en erindringsbog om hendes liv.

- Det er også en historisk tidsrejse. Hvad der sker i Danmark fra 1938 og op til i dag med Anden Verdenskrig og 60’erne og 70’erne med hippieungdomsoprøret, som mine søskende var en del af, siger hun.

Det bliver nok heller ikke den sidste bog fra Ingeborg Fabricius Skovgaards side, da udgivelsen af den første har givet hende blod på tanden.

I 2016 flyttede hun og hendes mand til Nyborg efter at have boet i mange år på et landssted på Midtfyn. Hele denne del af hendes liv vil hun også gerne berette om. Herudover går og cykler hun meget, så hun drømmer også om at kunne udgive sine yndlingsruter til andre, så de også kan få glæde af dem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Tappenstreg med smagsprøver

Annonce