Annonce
Lokalavisen Nyborg

KinoVino åbner atter dørene: - Det har været en forfærdelig tid, når ens hjertebarn bliver lukket ned

KinoVino i Nyborg åbner endnu en gang dørene til stor glæde for forpagter Simon Storgaard. Foto: Kasper Riggelsen
I næsten fem måneder har KinoVino været lukket ned, og det i en tid der normalt er biografernes højsæson. Over jul, vinter og påske. Nu glæder forpagteren af Nyborgs biograf, Simon Storgaard, sig ubeskriveligt meget til igen at have gæster i biografen og caféen.

Nyborg: Forberedelserne til genåbningen af KinoVino er i fuld gang ugen op til den 6. maj, hvor Nyborgs biograf igen må vise film, og folk kan nyde noget at drikke og let at spise i vinbaren.

Blot en uge før er forpagter af Nyborgs biograf Simon Storgaard i møde med Danske Biografer, brancheforeningen for landets biografer, for at høre hvilke retningslinjer de må åbne under.

Men uvisheden om den nuværende genåbning og uvisheden de seneste knap fem måneder har været hårde for Simon Storgaard og hans hjertebarn, KinoVino. Ikke mindst nyheden om nedlukningen i december.

Annonce

- Når man kan se smittetallene stige, så tænker man, at det nok skal ramme her også, men selvom man rent logisk kan se det, så slår det stadig så hårdt. Det er meget ubehageligt at have den uvished, fortæller Simon Storgaard.


Mit tab, som ikke bliver kompenseret, har været stort. Det er i vintermånederne, man sparer op til de sløje måneder, som sommeren normalt er. Hvorimod mange caféer har det bedre om sommeren, så er det omvendt for biograferne

Simon Storgaard


Biografernes bedste tid forsvandt

Biografernes bedste tid er om vinteren. Det er her, de mørke og grå måneder lokker folk ind i biografernes hyggelige mørke huler, hvor hygge og gode oplevelser er i højsædet. Men det er også i de mørke måneder, at corona stortrives, og det hænger ikke særlig godt sammen med biografernes højsæson.

- Det gik forrygende op til, vi blev tvangslukket i december, og det skulle gerne have fortsat til juleferien. Det er noget af det, der virkelig batter sammen med vinterferien og påskeferien. Det er store tider for biograferne, fortæller Simon Storgaard, som derfor også kan mærke det rent økonomisk.

- Mit tab, som ikke bliver kompenseret, har været stort. Det er i vintermånederne, man sparer op til de sløje måneder, som sommeren normalt er. Hvorimod mange caféer har det bedre om sommeren, så er det omvendt for biograferne, forklarer han.

Annonce

Hjemmegående med børnene

I de første måneder var det okay for Simon Storgaard at gå hjemme, da han kunne hjemmeskole sine to børn, Hilde på syv år og Holger på 12 år, og bruge sine evner som gymnasielærer.

Men som månederne gik, blev det mere og mere frustrerende at se sit levebrød være lukket ned.

- Når man er vant til at gå hernede stort set hver dag og bruge rigtig mange timer fra formiddag til luk de fleste dage og så pludselig ikke skulle noget, det har været ganske forfærdeligt, fortæller Simon Storgaard.

Dagene op til genåbningen var travle for Simon Storgaard. En endelig plan for biograferne var først på plads tirsdag. Derfor var det en ejer, der måtte arbejde i det uvisse næsten frem til åbningsdagen. Foto: Kasper Riggelsen

Derfor var nyheden om, at de kunne få lov at åbne den 6. maj også stor.

- Jeg glæder mig helt ubeskriveligt meget. Det har været en forfærdelige tid, når ens hjertebarn bliver lukket ned på den her måde. Jeg kan dårligt beskrive, hvor meget jeg glæder mig, siger Simon Storgaard, som dog stadig er mærket af den uvished, der har præget de seneste måneder.

Annonce

Ny tid i biografen

I KinoVino vil Simon Storgard både vise gamle kendinge, som ikke nåede at være på plakaten særlig længe, før de måtte lukke ned, samt nye film i løbet af maj og juni.

- Da vi var tvangslukket i december, havde Søren Kragh-Jacobsens film "Lille Sommerfugl" ikke nået at gå i særlig lang tid, så den har vi stadigvæk på. Og så har jeg valgt at tage Druk på igen i åbningsweekenden som en hyldest til, at den har vundet en Oscar, fortæller Simon Storgaard.

- Der kommer forrygende film i løbet af maj. Der kommer Marco effekten, Busters verden og rigtig mange gode film i løbet af sommeren, hvis alt går som planlagt. Og så har vi den store James Bond i efteråret, så det er ikke film, der mangler, uddyber han.

Hvordan er restriktionerne i biografen?

Biograferne genåbner den 6. maj med coronapas. Et gyldigt coronapas kan dokumenteres enten ved, at man har en negativ covid-19 test, der er taget indenfor 72 timer (PCR- eller lyntest), et bevis for et færdigt vaccinationsforløb mod covid-19 eller et bevis for tidligere covid-19 smitte.

Herudover gælder de samme restriktioner som før nedlukningen med mundbind, når man bevæger sig rundt i biografen. Mens man sidder ned, må man tage det af.

Der vil også være håndsprit tilgængeligt, og der vil være ekstra rengøring i salene.

Hos andre biografer for eksempel Nordisk Film Biograferne har de valgt at sætte billetprisen ned på nogle film i åbningsweekenden. Det bliver tilfældet for en enkelt film hos KinoVino, men ellers er det de samme priser som før nedlukningen.

- Det er svært at sætte prisen ned hos os, fordi vi kører med lave billetpriser i forvejen. I forhold til Druk sætter jeg den ned, og de andre er normale priser, forklarer han.

Annonce

Håber på opbakning fra gæsterne

Under nedlukningen har Simon Storgaard brugt tiden på at forny vinkortet i baren med nye leverandører og nye specialøl fra Belgien samt et nyt lydanlæg i salene.

- Nu ved jeg jo godt, at mange har været ude at investere i nyt TV og er begyndt at streame mere, men det er en helt anden oplevelse at komme i biografen og sætte sig i mørket. Vi har brugt tiden på at investere i nyt lydanlæg i den store sal, så på den måde har vi heller ikke ligget på den lade side, siger Simon Storgaard.

Hvad åbner den 6. maj?

Følgende genåbner torsdag 6. maj:

  • Alle elever i folkeskolen kan vende tilbage på fuld tid.
  • 30-minutters-reglen om bordbestilling på barer og restauranter fjernes.
  • Serveringssteder må holde åbent efter klokken 23.00 for særlige private arrangementer, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen.
  • Kravet om, at private fester slutter senest klokken 23.00, droppes.
  • Indendørs idræt og fitnesscentre åbner for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas.
  • Spillesteder, teatre og biografer genåbner med krav om coronapas og op til 2000 tilskuere i sektioner à 500.
  • Konferencer og møder med erhvervsmæssige og faglige formål genåbner med krav om coronapas og op til 1000 deltagere i sektioner à 500, hvor deltagerne hovedsageligt sidder ned.
  • Forsamlingsloftet hæves til 25 indendørs og 75 udendørs.

Når dørene åbner den 6. maj, håber Simon Storgaard, at folk igen vil lade sig opsluge af biografens mørke og hyggelige stemning.

Han har nemlig glædet sig i snart fem måneder til igen at få gæster indenfor hos KinoVino.

- Jeg håber selvfølgelig, at alle har modet til at komme ud og opleve, se nogle andre mennesker og få gang i hele den del, som er blevet taget fra os. Jeg tror, vi er mange, som er ved at blive vanvittige af at gå i en lille gruppe af mennesker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce