Annonce
Lokalavisen Nyborg

Klub får 400.000 kroner til ny klatrehal

Nyborg Klatreklub har nu halvdelen af finansieringen op plads til at lave en klatrehal. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Nyborg Kommune har besluttet at bevillige 400.000 kroner til klatrefaciliteter i kommunen. Nu venter arbejdet med at samle den sidste halve million.
Annonce

Nyborg: I slutningen af oktober sidste år dannede Nyborg Klatreklub sin bestyrelse på fire – og lidt senere fem – medlemmer.

Et år, en pandemi og en stor portion frivilligt arbejde senere fik klubben for nylig meldingen om, at kommunen støtter klubben med 400.000 kroner til at bygge klatrefaciliteter.

- Jeg prøver at undgå at bande. Så jeg nøjes med at sige: hold nu op, det var fedt at få det svar! Det betyder alt. Vi har været igennem en proces med en masse papirarbejde, research, ansøgning og en præsentation på et kultur- og fritidsudvalgsmøde. Det er meget motiverende, når det lykkes, lyder det fra Nyborg Klatreklubs bestyrelsesformand, Henrik Rocca Stephansen.

400.000 kroner er dog ikke nok til at finansiere den moderne klatrefacilitet, som klubbens bestyrelse arbejder for at få til Nyborg. Klatrehallen koster nemlig i omegnen af 900.000 kroner at etablere. Men det er en god start, påpeger formanden.

- Sammen med Nyborg Kommune er vi kommet utroligt langt. Vi rakte ud til Kultur- og Fritidsudvalget tidligt i processen, hvor de har hjulpet os med sparring på projektet. Og nu altså også med finansiering. Kommunen har sørget for, at glasset er halvt fyldt og mere til, for med de 400.000 kroner i baghånden bliver det lettere for os at søge finansiering andre steder, fortæller Henrik Rocca Stephansen.

Nyborg Klatreklub forestiller sig, at klatrehallen skal indrettes omtrent sådan. Kilde: Nyborg Klatreklub

Planen er at hente det manglende beløb på cirka en halv million kroner fra henholdsvis et lån på 100.000 kroner hos Dansk Idrætsforbund og et tilskud på 200.000 kroner fra Lokale- og Anlægsfonden, mens resterende beløb skal komme fra andre fonde.

Når finansieringen er endeligt på plads, bliver de største udfordringer at finde et sted samt at bygge faciliteten.


Hold nu op det var fedt at få det svar! Det betyder alt.

Henrik Rocca Stephansen


Klubben har kigget på flere steder, men har endnu ikke en fast aftale. Én af udfordringerne er, at der skal være cirka fem meter til loftet i et relativt åbent rum på cirka 300 kvadratmeter.

- Vi knokler videre, og vi skal nok komme i mål, lyder det fra Henrik Rocca Stephansen, der opfordrer alle med interesse i projektet eller klatring til at melde sig ind i facebookgruppen "Nyborg Klatreklub".

Nyborg Klatreklub

- Stiftet: 22. oktober 2019.

- Facebookgruppen ’Nyborg Klatreklub’ er åben for alle interesserede – også ikke-klatrere.

- Foreningen vil bygge en boulder-klub, som tilbyder klatring på lave vægge på tre-fire meter.

- De nyborgensiske klatrere træner for øjeblikket i Odense.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Nytårskoncert aflyst

Lokalavisen Nyborg

Hækl Ærøske badehuse

Annonce