Annonce
Lokalavisen Nyborg

Klumme: Barsk, historisk spændingsroman på havet

Mathias Lyngs fra Nyborg Bibliotek anbefaler i denne uge en barsk spændingsroman, som ikke er for sarte sjæle. Privatfoto
Hvis du er på udkig efter en velskrevet og fandenivoldsk spændingsroman om det barske liv på havet tilsat et stænk krimi, er Ian McGuires ”Nordhavet” fra 2016 lige det, du leder efter.

”Nordhavet” tager sin begyndelse i 1859. Romanen handler om militærlægen Patrick Sumner, der med et blakket ryg fra krigen i Indien må se sig nødsaget til at tage hyre som skibslæge på hvalfangerskibet Volunteer.

Det hårde liv på havet og de usle vilkår skal dog vise sig at blive hans mindste problemer, da han opdager, at en skibsdreng bliver seksuelt misbrugt på skibet. En dag findes drengen myrdet, og da Sumner mistænker kaptajnen og officererne for at have fat i den forkerte gerningsmand, må han selv tage affære og efterforske sagen.

Han indser dog hurtigt, at han er oppe imod en ondskab og brutalitet, der langt overgår hans oplevelser fra krigen, mens en helt anden katastrofe ulmer i al hemmelighed.

Annonce

Engelske Ian McGuire (f. 1964) er uddannet Ph.D. i amerikansk litteratur fra 1900-tallet, og har siden 1996 undervist ved University of Manchester i amerikansk litteratur og kreativ skrivning.

Han debuterede som forfatter i 2006, men slog for alvor sit navn fast på de internationale bestsellerlister med ”Nordhavet” fra 2016 (på dansk i 2018).

Klaustrofobisk og bestialsk

”Nordhavet” er ikke en roman for sarte sjæle, for den er skrevet med en sådan detaljerigdom, brutalitet og fandenivoldskhed, at romanens hadefulde sprog og til tider makabre scener står kvalmende tydeligt for læserens indre.

Men det er også disse gruopvækkende beskrivelser, der gør ”Nordhavet” til en utroligt velfortalt og gribende roman, der giver et glimrende indblik i det barske liv på et hvalfangerskib fra 1800-tallet med de bryske personligheder og den hårde jargon, der var en nødvendighed for at overleve i miljøet.

Samtidig er det en neglebidende krimi og en psykologisk thriller, der tager os med helt ud på kanten af menneskeheden, hvor du skal se langt efter næstekærlighed og empati.

Det er virkelig en genistreg af McGuire at sætte scenen på et så klaustrofobisk sted som et skib langt fra hjem, hvor der er meget begrænsede muligheder for at gemme sig og et faretruende, isnende mørke under skibets køl.

Så hvis du er til barske krimier, nervepirrende tankespil og historiske beretninger, må du ikke snyde dig selv for ”Nordhavet”, der er helt unik, utrolig velskrevet og et fremragende indblik i en svunden tid.

Du kan selvfølgelig låne bogen på Nyborg Bibliotek.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce