Loven introducerede et helt nyt samfundsideal: Kongens magt blev indskrænket, og stænderne fik lovbestemte rettigheder. Landet skulle med andre ord styres ved ord og skrift – og ikke sværd og magt.
Erik 5. Klipping (konge 1259-86) blev allerede som femårig udpeget til fremtidig konge, og ved faderens, Christoffer 1., død i 1259, overtog den nu tiårige Erik formelt kongemagten, i praksis dog med sin mor, Margrete Sambiria som formynder. Margrete Sambiria kom til at kæmpe hårdt for Erik og tronen, for både familien og rigets stormænd voldte besvær. Stridighederne angik især kongemagtens rettigheder og pligter, og resultatet blev, at Erik Klipping måtte underskrive håndfæstningen på et Danehof i Nyborg den 29. juli 1282.
1282-loven var en overenskomst mellem kongen og riget, der indskrænkede kongens enevældige magt og gjorde magtudøvelsen lovbestemt. Samtidig var loven et rettighedskatalog, der præciserede rettigheder, privilegier og pligter for både bønder, herremænd, købmænd og kirke.
I loven henvises der ofte til kong Valdemars love, dvs. Valdemar Sejr (konge 1202-41, havde også tilnavnet Valdemar Lovgiver) eller til gamle privilegier. Dermed blev rammerne for kongens magtudøvelse lovfæstet med afsæt i gamle love og rettigheder.
I lovens § 1 defineres det nye ”instrument”; at Danehoffet skulle indkaldes en gang om året til midfaste søndag. Det var altså ikke længere kongen, der bestemte, hvornår der skulle indkaldes til møde – det skulle ske en gang om året. Det er en klar indskrænkning af kongens magtbeføjelser.
De følgende paragraffer handler om retssikkerhed. Der skulle nu dømmes efter loven og ikke efter vilkårlige befalinger fra kongen. Det ses for eksempel i § 2, som forbyder vilkårlig fængsling. Det var nu alene tilladt at fængsle en mand, hvis han tilstod, blev lovligt dømt eller blev grebet på fersk gerning i en forbrydelse, der efter landets love krævede straf på liv eller lemmer.
Herefter følger bøndernes, herremændenes, købmændenes og kirkens rettigheder og pligter med henvisning til gamle love og privilegier. Det slås ligeledes fast, at kongen selv skulle stå til rette for Danehoffet, hvis han uretmæssigt havde tilegnet sig gods. Kongen blev dermed også selv underkastet domstolene, hvis han havde handlet lovstridigt.
Alt i alt var 1282-loven udtryk for en idé om at indskrænke og regulere kongens magt ved lov, ligesom kongen i visse sager blev underlagt Danehoffet – dvs. både rigsforsamlingen og rettertinget (domstolen).
Loven definerede rammerne for et retssamfund, der hvilede på et princip om retfærdighed. I praksis viste det sig vanskeligere end som så, men idéen om parlamentet og retssamfundet trækker tråde helt op til det moderne samfund, vi kender i dag. Af samme grund indgår håndfæstningen 1282 i den danske Demokratikanon fra 2008 sammen med Jyske Lov 1241, idet ”... begge dokumenter er forløbere for senere dansk statsret, herunder Grundloven, og er dermed centrale kilder til demokratiets forhistorie her i landet.”
Principperne bag Erik Klippings håndfæstning er stadig højaktuel. Det markerer vi på sommerens Danehof i Nyborg den 12.-14. august 2022, hvor Erik Klipping igen holder hof i Nyborg, og hvor det vigtige dokument i danmarkshistorien besegles på ny.