Annonce
Lokalavisen Nyborg

Klumme: Hvorfor er vi ofte dårlige til at nyde med god samvittighed?

Hvorfor vente med drømme og længsler, når det er lige nu, vi lever? Livet er skrøbeligt og kan så hurtigt være forbi. Foto: Martin Hvistendal Pedersen
Nogle kan, andre har sværere ved det. Nogle formår at opfylde deres egne behov – andre kalder dem egoistiske. Er det ikke bare misundelse? Er de ikke bare lidt klogere end os andre, der går og bekymrer os? For det siges, at 95 procent af alle vores bekymringer aldrig bliver til noget.

Jeg er blevet inspireret til at skrive denne klumme, fordi jeg har haft min mor på besøg i vinterferien. Hun er lungesyg og kæmper bravt for livet.

Vi har haft dybe snakke, gråd, grin, hygge og kram (med negative coronatests som tryghed), og det har sat tingene på spidsen i mine tanker.

Annonce

Hvorfor vente?

Hvorfor vente med drømme og længsler, når det er lige nu, vi lever? Livet er skrøbeligt og kan så hurtigt være forbi. Så hvorfor bekymrer vi os og måske føler dårlig samvittighed ved at nyde? Når vi egentlig burde leve livet lige nu og her.

Det handler meget om opdragelse, opvækst, etik og moral. Janteloven spiller ind, men det gør vores overlevelsesinstinkt og vores vaner også. Det er tit i kriser, at vi ændrer adfærd, for der er motivationen størst. Se bare på alle de online forretninger, som er blomstret op under coronanedlukningen. Det er et spørgsmål om at ville det nok og at være nødt til at tænke nyt.

Men hvorfor ikke være på forkant og vælge at leve livet lidt mere fra nu af? Uanset om der er krise eller ej. Hvor der er vilje, er der vej.

Annonce

Carpe diem – grib dagen

Hvis du beslutter dig for, at du hver dag vil gøre noget godt for dig selv, vil du med tiden få skabt dette som en god vane. Og drop den dårlige samvittighed over at være god ved dig selv – det er en direkte vej til stress ikke at kunne forkæle sig selv.

Jeg siger tit til klienter med stress, at egenomsorg smitter af på deres omgivelser; når mor og far får ladet op, har de mere at give af til deres børn.

Annonce

Gør det nu

Sangen ”Kys det nu (det satans liv)” af tv-2 har et godt budskab, for det er lige nu, vi lever. Nyd det nu, brug dine sanser, træk vejret dybt ind, kig på himlen, kys dine kære, send en kærlig hilsen af sted, kæl med kæledyret, smag på maden, lyt til musikken og mærk det varme vand i bruseren.

Det tager lidt tid, ja, men det er en pause, der er bedre for dig end at kigge på din telefon.

Det er måske noget af det, vi har lært i coronatiden; at være mere taknemmelige for de små ting i livet – det er der undersøgelser, der peger på.

Så ahh, nu vil jeg tage en velfortjent pause, lægge computeren fra mig og nyde en velsmagende kop kaffe. Vil du også? Hvorfor ikke bare gøre det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce