Annonce
Lokalavisen Nyborg

Klumme: Tag på ege-ekspedition

Ole Lejbach tegner egetræerne i ”Ege-Ekspedition”. Illustration: Ole Lejbach
Det er coronatid, og store dele af Danmark er lukket ned, men kulturlandskabet holder som altid åbent 24/7. Og her er der masser at opleve, hvis blot man har øjnene med sig. I denne uge skal vi se på egetræer.
Annonce

De gamle, krogede egetræer er et meget karakteristisk indslag i det danske – og særligt det østdanske – landskab. Egetræet er, som St. St. Blicher skrev i 1847, ”Skovens Konge” og dermed kongen over alle de andre træer. Måske fordi egetræerne kan blive rigtig gamle. Et dansk egetræ kan blive omkring 500 år, og det ældste danske træ, ”Kongeegen”, er mellem 1500 og 2000 år gammelt.

Det krogede træ med den tætte krone forbindes ofte med historier og myter, og så er det hjemsted for omkring 800 insektarter. En fascinerende vækst, som også giver associationer til noget stabilt og holdbart.

Træet har mange gode egenskaber og er ofte blevet anvendt som byggemateriale til huse og skibe. I Nyborg er også de mange vandrør i byens gader lavet af egestammer, ligesom Nyborg Slot rummer masser af gammelt egetræ.

Egetræet fortæller i bogstavelig forstand historie, for træet giver ofte mulighed for at foretage præcise dateringer ved at tælle årringe, den såkaldte dendrokronologiske metode, der afslører året for træets fældning.

Men der er også unge egetræer med historie. Således den blot 25 år gamle eg, der nu pryder Nyborgs nye Torv. Træet har navnet ”Luther-Eg” med henvisning til Nyborgs særlige rolle i forbindelse med Reformationen. Endnu syner egetræet ikke af så meget, men det har en lang fremtid foran sig.

Annonce

Egetræer i billedkunsten og litteraturen

H.C. Andersen skrev i 1857 eventyret ”Det Gamle Egetræs Sidste Drøm”: ”Der stod i skoven, højt på skrænten, ved den åbne strand, sådan et rigtig gammelt egetræ, det var netop tre hundrede og femogtresindstyve år, men den lange tid var for træet ikke mere end lige så mange døgn for os mennesker….”

Men også i nutiden finder egetræerne vej ind i litteraturen. For nogle år siden drog forfatteren Jens Blendstrup og billedkunstneren Ole Lejbach på ”Ege-Ekspedition” rundt i Danmark.

Projektet resulterede i flere udstillinger blandt andet på Johannes Larsen Museet i 2015, men også i en bog, der stadig kan købes – og som giver et fascinerende indblik i egetræernes og såmænd også i menneskenes verden. Mens Lejbach tegner og fotograferer de gamle træer, så skriver Jens Blendstrup historier. På Østfyn besøger de to kunstnere blandt andet Broløkkeegen, Hverringeegen og Ladegårdssøens Ege.

Sammen med det nye torv kom også et egetræ på pladsen. Foto: Mette Ladegaard Thøgersen

Om Ladegårdssøens Ege skriver Jens Blendstrup:

”Jeg er egen der sørger for regnen, når det har været tørt i månedsvis, og sommeren synger på sidste vers. Fluerne er fede, hvepsene er sultne, og gryderne er støvede af askestøv. Der er blevet grillet alt for meget. Jeg trækker vejret dybt og suger skovbunden ind. Så kommer regnen. En ordentlig skylle! – og 24 tøjbutikker åbner igen. Det er sgu da meget godt gået.”

Bogen fortæller om kunst, kulturhistorie og naturhistorie – og har masser af humor. Den kan læses hjemme i sofaen, men den kan også bruges som afsæt for en tur ud i landskabet. Der er angivet GPS-koordinater for de omtalte egetræer, så man selv kan gå på jagt efter dem. Måske møder man også andre spændende og sjove egetræer derude; man skal bare tage fantasien og måske et kamera eller en tegneblok med – helt som de to kunstnere.

Lige nu står egetræerne ude i vinterkulden og venter på at få besøg. Vi ser alle frem til foråret, hvor coronaen forhåbentlig er på retur, og hvor træerne igen springer ud. Et gammelt ordsprog lyder: ”Springer eg før ask, går sommeren i vask. Springer ask før eg, bliver sommeren bleg”. Lad os håbe, at vi får en god sommer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Kunder som brødrene Price: Interno i Ellinge overlever corona på loyale kunder og nye tiltag

Annonce