Annonce
Lokalavisen Nyborg

Kvickly giver økonomisk støtte til trængte virksomheder: Vil skabe liv i byen

Varehuschef i Kvickly, Morten Moesgaard, er stolt af at kunne hjælpe sine kolleger i de mindre butikker i Nyborg. Arkivfoto: Kasper Riggelsen
Kvickly i Nyborg vil sammen med Nyborg Handel de næste måneder løfte sløret for en række events, der skal hjælpe de mindre butikker i Nyborg Kommune med at få kunder i butikken.

Nyborg: Mange af Nyborg Kommunes mindre butikker har i flere måneder kæmpet økonomisk. Supermarkedskæden Kvickly besluttede tidligere på året, at de vil hjælpe mindre butikker økonomisk for at skabe mere liv i byen.

Kvickly er med en pose penge, der lyder på 100.000 kroner gået sammen med handelstandsforening i Nyborg, og det planlægges lige nu, hvordan støtten skal fordeles.

Annonce

Events skaber liv

Varehuschef i Kvickly i Nyborg, Morten Moesgaard, kan fortælle, at det på nuværende tidspunkt ikke er slået fast, præcist hvordan pengene uddeles. Han kan dog sige, at der vil blive tale om en række events i løbet af de næste måneder, alt afhængigt af hvordan genåbningen af samfundet kommer til at se ud.

- Vi har i samarbejde med handelstandsforeningen været ude og lave planer om, hvordan vi vil gøre. Der kommer nogle arrangementer hen over de næste måneder. Det er ikke helt færdiggjort endnu, men det kan for eksempel være forskellige events som ølsmagning af påskeøl eller annoncetillæg. At der er liv i byen betyder meget. Det lokker også kunder til os, siger Morten Moesgaard.

Annonce

Gode naboer

Morten Moesgaard er begejstret for, at man igennem denne hjælp til butikkerne i lokallivet i Nyborg kan være med til at skabe mere liv i byen og få gang i handelslivet igen.

- Vi har manglet liv i byen, og derfor vil vi gerne være gode naboer for at få gang i handelslivet igen. Jeg synes, det er positivt, at alle Kvickly butikker kan støtte deres lokalområde. Det kommer til at give rigtig meget til byen, siger han.

Kvickly og Nyborg Handel har valgt at være tålmodige, så også de butikker der endnu ikke må åbne kan få noget ud af hjælpen.

- Vi vil gerne sprede det ud over nogle måneder, så alle i handelstandsforeningen ligesom kan være med. Vi ved jo ikke endnu, hvornår frisører for eksempel åbner, så vi har valgt at forlænge det lidt, så alle får gavn af det, siger Morten Moesgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce