Annonce
Læserbrev

Lægehus i Ullerslev har fået forstærkning

1. marts flyttede læge Tine Gadegaard sin praksis fra Nørrevoldgade i Nyborg til lægehuset i Ullerslev, der netop har gennemgået en større renovering. Med sig tog hun knap 1600 patienter. Men der er plads til endnu flere - både patienter og læger.
Annonce

Ullerslev: Flere steder i landet er der mangel på læger, men det gælder ikke i Ullerslev. Tværtimod har det lokale lægehus fået forstærkning i form af Tine Gadegaard, der flyttede sin lægepraksis fra Nørrevoldgade i Nyborg til netop Ullerslev pr. 1. marts i år.

Med sig tog hun mere end 11 års erfaringer og cirka 1600 patienter. Derudover er der ansat en ekstra sygeplejerske i lægehuset, så man nu er tre læger og to sygeplejersker i alt.

Som prikken over iét har lægehuset netop gennemgået en større renovering med nye gulve, et nyt køkken, frisk maling på væggene, en overhaling af toiletterne og to nye konsultationsrum.

Selve pladsforholdene er de samme, men der har hele tiden været rigeligt med plads inde som ude. Blandt andet kan lægehuset prale af særdeles gode parkeringsforhold, fortæller praktiserende læge Ane Jørgensen, der kom til i 2017.

På det tidspunkt var Jørgen Nexøe eneste tilbageværende læge i lægehuset i Ullerslev, efter at hans daværende kompagnon afgik ved døden.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ser det her som en mulighed for hen ad vejen at få flere kunder i butikken og stabilisere situationen yderligere. Det har vi allerede gjort ved at gå fra to til tre læger. Jeg har også prøvet at være én læge til at passe to lægers patienter, og i den situation er man endnu mere sårbar. Jeg har måske været risikovillig tidligere. Men nu hvor jeg har prøvet, hvor galt det kan gå, så foretrækker jeg det så stabilt som muligt, fortæller han.

Den nye situation gør det blandt andet endnu lettere at dække ind i tilfælde af ferie og sygdom.

- Samtidig er der tale om en praksis, som forhåbentlig kan være attraktivt for yngre læger at blive en del af. De vil gerne være del af et lægehus, hvor man arbejder flere sammen, tilføjer Tine Gadegaard.

Hendes eget skifte fra Nyborg til Ullerslev forklarer hun også med behovet for mere stabile forhold.

- Jeg har været glad for mine år i Nyborg og for mine patienter, men jeg kiggede også ind i en fremtid, hvor det var usikkert, om vi skulle rykke til nye lokaler. Herude er der mere stabile forhold, og det havde jeg brug for. Desuden kendte jeg Ane og Jørgen i forvejen og ville gerne arbejde sammen med dem, fortæller Tine Gadegaard om det nye kompagniskab, hvor de tre læger hver ejer en del af lægehuset i Ullerslev.

Tilsammen har de 3600 patienter, men der er kapacitet til mindst 4800, oplyser Ane Jørgensen, der ud over at være efteruddannelsesvejleder også er formand for de praktiserende læger i Nyborg Kommune.

Tine Gadegaard (i midten) har flyttet sin praksis til lægehuset i Ullerslev, der i forvejen består af lægerne Ane Jørgensen og Jørgen Nexøe. Her ses de tre partnere i lægehusets nyistandsatte køkken. Foto: Kasper Riggelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce