Annonce
Læserbrev

Læser spørger, og kommunen svarer: Hvad sker der med papir, pap og plast?

Annonce

Østfyn:"Borgerne i Nyborg Kommune har i nogle år haft mulighed for at deltage i affaldssortering af plast (klar sæk) samt papir og pap (sort vogn med blåt låg).

Dette bliver gjort samvittighedsfuldt rundt omkring. Man er vel med på den grønne, klimavenlige bølge! Dog har det forlydt, at også dette sorterede affald bliver futtet af uden den påtænkte anvendelse.

Må vi nyborgensere og østfynboer af NFS få at vide, hvad der rent faktisk videre sker med det nævnte affald, når indsamlingsbilen cirka hver sjette uge kører hjemad fuldt læsset? Bliver det futtet af, og hvor? Eller går det vitterlig til genanvendelse, og hvor da, og hvordan? Kun positive svar herpå kan motivere til deltagelse i den velmente ordning!

Las os få redegørelsen ikke kun på nettet, men under alle omstændigheder i al sin klarhed i byens og oplandets papiravis ”Lokalavisen”.

Sådan lyder opfordringen fra Philip Rasmussen fra Bøjdenvej i Vindinge, og her er svarene fra direktør hos Nyborg forsyning og service, Erik Hansen:

"Tak for din interesse i affaldssortering og genanvendelse af papir, pap og plast.

Papir og pap fra husholdninger, genbrugsstationer, genbrugsøer samt foreningsindsamlinger sendes til genanvendelse gennem danske genanvendelsesvirksomheder, og der bliver ikke ”futtet” noget af, som du skriver. Det genanvendes blandt andet til nye papkasser, toiletpapir, æggebakker, tæpperuller m.m.

Plast er en vanskelig fraktion, hvor der endnu ikke sker en 100 % genanvendelse. Plast indsamlet fra husstandene i Nyborg Kommune sendes til en dansk genanvendelsesvirksomhed, som grovsorterer og efterfølgende sender plasten til et sorteringsanlæg i Tyskland. Den neddelte og sorterede plast sendes til andre genanvendelsesvirksomheder, hvor det indgår i nye produkter f.eks. renovationssække m.m. Der opstår en rest efter sortering, som brændes.

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at når vi beder om, at affaldet sorteres, skal man som borger selvfølgelig også kunne være sikker på, at materialerne rent faktisk går til genanvendelse, og det er blandt andet det, NFS sikrer.

I Nyborg Kommune er det besluttet at indføre en ny renovationsordning, som vil betyde endnu mere sortering, og dermed mere til genanvendelse til gavn for miljøet, så jeg håber, at du vil fortsætte din samvittighedsfulde sortering, for det nytter."

Hvad sker der med papir og plast, når det er sorteret og samlet ind, spørger Philip Rasmussen fra Vindinge. Direktør Erik Hansen, NFS, svarer. Arkivfoto: Robert Wengler.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce