Annonce
Lokalavisen Nyborg

Lav en valgplakat: Ungdomsrådet opfordrer til kampvalg

19-årige Magnus Ahlstrøm er formand for Nyborg Ungdomsråd. 22-årige Kristine Aleksandrovietz er bestyrelsesmedlem. Foto: Anette Hyllested
Nyborg Ungdomsråd har haft et travlt år og blandt andet forskønnet ungdomshuset. Ambitionen er at blive Danmarks bedste ungdomsråd, og nu opfordrer bestyrelsen Nyborgs unge til at give den et brag af et kampvalg.
Annonce

Østfyn: Mens nogle bestyrelser ser frem til et valg med gru - af skræk for at miste stolesæder - gør bestyrelsen i Nyborg Ungdomsråd det stik modsatte. Den opfordrer kommunens unge til at stille op til bestyrelsen, så der kan blive kamp om pladserne.

Ungdomsrådet holder årsmøde 21. februar, og det er her, at bestyrelsen på syv vælges.

- Vi opfordrer alle unge, som har lyst til at stille op, til at lave valgplakater, som kan hænges op på for eksempel skoler, siger den nuværende formand, 19-årige Magnus Ahlstrøm.

Man kan ovenikøbet få hjælp til at lave sin plakat, da ungdomsrådet holder plakatworkshop i Ungdomshuset i Grejsdalen 17. februar.

- Det skal være en kort, men intensiv valgkamp, for strækker vi det over for lang tid, glemmer folk det, siger Magnus Ahlstrøm.

Den nuværende bestyrelse håber, at der bliver mange plakater og kamp om posterne - for det kan alt sammen være med til at skabe fokus på unge og unge-demokratiet i Nyborg.

Eksempel på en valgplakat. Her Magnus' egen. Foto: Anette Hyllested
Annonce

Ungdomshuset forskønnet

Ungdomsrådet er for unge mellem 15 og 25 år i Nyborg kommune, og det er særligt til årsmødet, at unge, hvad enten de stiller op eller blot deltager, kan præge, hvad bestyrelsen skal arbejde med det kommende år.

- Men man kan også sagtens være med til projekter i årets løb, selv om man ikke sidder i bestyrelsen, siger bestyrelsesmedlem 22-årige Kristine Aleksandrovietz fra Ullerslev.

Ungdomsrådet får 50.000 kroner om året af Nyborg Kommune til diverse aktiviteter. Derudover får selve ungdomshuset 100.000 kroner årligt til drift og aktiviteter, og til mange af dem er der god brug for ekstra hænder og flere ideer.

Årets største opgave for ungdomsrådet har været netop ungdomshuset.

- Vi valgte at lukke det sidste efterår, fordi det var for rodet og misvedligeholdt. Så brugte vi november og december på at rydde op, male og købe nye møbler, og vi er stolte af resultatet, fortæller Kristine Aleksandrovietz og Magnus Ahlstrøm.

Huset, som er røgfri zone og kun sælger alkohol til unge over 18 år ved særlige lejligheder, indeholder blandt andet en biograf, et musikrum, hyggerum og køkken, og alle unge kan låne det. Blandt andet bruges det af SIND Ungdom - unge med psykiske udfordringer.

På længere sigt skal ungdomshuset have sin egen bestyrelse, men foreløbig hører det under ungdomsrådet.

Annonce

Stem nu for fuck's sake

Nyborg Kommune har inviteret ungdomsrådet med i en række udvalg. Blandt andet er rådet repræsenteret i kommunens ungeudvalg, hvor der arbejdes med en ny ungdomspolik, i cykelstrategigruppen, i biblioteksrådet og i Newcastle of the World, som er en sammenslutning af byer, som hedder Newcastle.

- Jeg og en anden fra bestyrelsen skal med på en Newcastle-konference i Schweiz, hvor jeg er den danske ungdomsrepræsentant. Jeg arbejder især med på en app om byerne, fortæller Magnus Ahlstrøm.

Det var også ungdomsrådet, som til det seneste kommunalvalg førte kampagne for at få unge til at stemme med ordlyden "Stem nu for fuck's sake".

- Vi fik lidt klager over ordlyden, men det virkede. To procent flere unge stemte, fortæller Magnus Ahlstrøm.

I årets løb har ungdomsrådet også arrangeret besøg af andre unge-råd fra Langeland og Faaborg-Midtfyn, haft den rullende talerstol (en trailer med lydanlæg) ude at køre i samarbejde med ungdomsskolen til taler om unges sundhed. Og talerstolen har været brugt til gæster fra LAMBDA - foreningen for blandt andet homo-og biseksuelle. Desuden har dele af bestyrelsen været i Estland og arbejdet på et tolerance-projekt sammen med estiske unge.

- Det er ikke kun sjov og ballade at sidde i ungdomsrådets bestyrelse. Det er også en masse arbejde, men vi har klaret det godt og været med, hvor vi kunne. Jeg tror på, at vi kan skabe det allerbedste ungdomsråd i hele landet - vi er allerede godt på vej, siger Magnus Ahlstrøm.

Årsmødet 21. februar finder sted klokken 16 i Ungdomshuset, Grejsdalen 28. Der vil være pizza til alle og sandsynligvis også underholdning.

Ungdomsrådet har renoveret ungdomshuset i Grejsdalen. Privatfoto
Hyggekrog i ungdomshuset. Privatfoto
Kristine Aleksandrovietz og Magnus Ahlstrøm arbejder for unge i Nyborg. Foto: Anette Hyllested
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Ballet i Landporten

Lokalavisen Nyborg

Magiske aftener i Nyborg

Lokalavisen Nyborg

Smuk aftentur

Lokalavisen Nyborg

Fotogene brumbasser

Annonce