Annonce
Lokalavisen Nyborg

Lokal hjerteforenings digitale generalforsamling var en succes

Den lokale hjerteforening afholdt deres generalforsamling virtuelt, og det gik over forventning. Privatfoto
Med nye tider for øje afprøvede Hjerteforeningen Nyborg Lokalafdeling en virtuel generalforsamling, og det gik bedre end forventet.

Nyborg: Med en hverdag hvor corona dikterer, hvordan og hvor mange vi må forsamles, var Hjerteforeningen i Nyborg tvunget til at finde op alternative løsninger, da årets generalforsamling bankede på døren.

Derfor endte den årlige generalforsamling med at foregå virtuelt på Microsoft Teams, dog med større tilfredshed end de havde regnet med.

- Vi vidste, at deltagelsen ikke blev lige så stor som tidligere generalforsamlinger, hvor vi nemt kunne komme op på 70-80 deltagere. Men at vi havde mere end 30 stemmeberettigede deltagere, var alligevel en succes, siger Kjeld Ahrendsen, formanden for Nyborg Lokalafdeling, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer dog, at det alligevel er nemmere, når man kan vende tilbage til at kunne mødes fysisk igen.

Kjeld Ahrendsen kunne til generalforsamlingen berette om et år med få aktiviteter med baggrund i de nedlukninger, der prægede 2020 og starten af 2021.

- Vi kan konstatere en lille fremgang i medlemsantallet i 2020, og trods nedlukning i 2020 nåede vi dog en nytårsvandring, to hjertestivandringer, generalforsamling, foredrag og hjertestarterkursus. Da Corona og Mette Frederiksen måtte lukke Danmark, fik vi dog også gennemført en del hjertegymnastik under ændrede regler/ restriktioner, fortæller formanden.

Herudover fortalte han, at grundet den nuværende situation har de valgt forsigtighedsprincippet og udskudt alle aktiviteter, indtil der er nyt fra sundhedsmyndighederne.

På valg til generalforsamlingen var Kjeld Ahrendsen, Jørna Nielsen, Peter Andersen og John Bakkebo Pedersen. Der var ingen modkandidater, og alle modtog genvalg.

Valg af suppleanter Lis Lehmann og Jan Ulrich, ingen modkandidater og dermed genvalgt.

Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig således: Formand: Kjeld Ahrendsen, Næstformand/sekretær: John Bakkebo, Kasserer: Per Stapelfeldt. Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Jørna Nielsen, Kirsten Storm, Tove Rasmussen og Peter Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce