Svindinge: Tre ugers intensiv fordybelse i Bølle Bob har stået på skemaet for alle eleverne fra 5.- 9. klasse på Svindinge Friskole.
Her er der blevet kæmpet og overskredet grænser for skolens elever, men det har også givet et sammenhold og et fællesskab, der er helt unikt, fortæller skoleleder Julie Pi Dilling-Jensen.
- Det siger rigtig meget at se det fællesskab, der er på scenen, og se hvordan de store og små bakker op, og at alle er vigtige. Om det er hovedrollen eller ham, der bærer rekvisitter ind og ud på scenen, så har alle en stor betydning for, at forestillingen er blevet så god, som den er, siger hun.
Det er hendes første år med musical på skolen, og det har været en rigtig god oplevelse.
- Det sus, der går igennem skolen, når klokken ringer igennem til forestillingens start, og den spænding, der blive mærket i kulissen, er fantastisk at opleve, fortæller Julie Pi Dilling-Jensen og uddyber:
- Noget af det, jeg virkelig har siddet tilbage med, er mod. Det mod at de kan stille sig frem på scenen, at de tør, og at de er trygge nok til at stille sig op og synge en solo og spille forelsket. Det er imponerende, og de bakker hinanden så godt op.
Uge 12 og 13 gik med forberedelser til de i alt fire forestillinger, som de har spillet tirsdag og torsdag i uge 14. Omkring 60 børn var på scenen i alt, og mens de store fordybede sig i musicalen, havde de små fra 0.-4. klasse emneuge, men det gjorde ikke, at der ikke var musical at spore hos dem også.
- Det, at det er noget, vi gør hvert eneste år, gør, at hele vores indskoling synger alle Bølle Bob sangene, og leger de er Bølle Bob-banden eller Hr. Blom i pausen. Hele skolen er en del af det her, og de små elever kommer både ind og ser generalprøven, og så kommer de igen og ser det med deres forældre. De mærker det der sus og begynder at snakke om, når de bliver store nok til at starte, fortæller Julie Pi Dilling-Jensen.
Til de fire forestillinger blev der solgt 320 billetter, og til hver kunne der være 90 tilskuere i alt. Julie Pi Dilling-Jensen fremhæver også, at ugen ikke kunne være sket uden det store engagement fra både lærere, forældre og elever.
- Jeg skal ikke tage æren for særlig meget, men det er en flok lærere, der har været instruktører, stået for musikken og elevernes værk i sidste ende, og det er dem, der har præsteret, siger hun.