Nyborg: Hvad gør man som musiker, når en pandemi river grundlaget for koncerter væk under fødderne på en, og sommerens festivaller samt jam-arrangementer aflyses i flæng?
Foreningen Muzirkus har fundet opskriften på at få det bedste ud af situationen, ved at bruge den til at afprøve et nyt format af deres koncerter, hvor de rykker musikken helt hjem til folk.
Det nye format, som Muzirkus aldrig har prøvet kræfter med før, kalder de "Muzirkus Sessions".
Koncerterne optages simpelthen på video i foreningens øvelokaler og koncertsal, for derefter at blive lagt på Facebook, hvor folk kan genopleve koncerten, når det passer dem. Det er håbet, at videoerne kan give bands fra Muzirkus en ny platform, hvor de kan nå ud til et endnu bredere publikum.
- De små bands kommer simpelthen ikke ud, selv om man gerne må lave koncerter igen. Det er de store navne, som får lov at turnere, mens de små bands har mistet grundlaget for at komme ud til deres publikum. Med de nye "Muzirkus Sessions" danner vi et nyt grundlag for at spille for folk, indtil situationen igen tillader, at vi laver koncerter med publikum igen, fortæller Simon Jørgensen, initiativtager bag konceptet.
Ungt blod og rockklassikere
Lokalavisen var med, da Muzirkus optog én af koncerterne i rækken, hvor bandet "Birk Johnson Trio with friends, company and more" optog to rock-klassikere til deres bud på en "Muzirkus Session".
Bandet blev dannet, da de fem musikere gik i 1.g sammen på Nyborg Gymnasium. Nu går de alle i 3.g og drømmer om at investere deres tid i musikken, når de til sommer dimitterer fra gymnasiets musik-linje.
- Vi har haft god tid til at øve. Det er vel det positive, der har været ved coronaen. Men det har været ærgerligt, at vi ikke har kunnet spille for folk. Så det er super fedt, at vi kan prøve kræfter med det her format. Også selv om det var en spøjs oplevelse at stå og spille for et kamera. Vi tror på, at det bliver et mega fedt produkt, siger Alexander Pors Jensen, guitarist i bandet.
Til trods for at samtlige medlemmer af bandet er blot 18 år gamle, havde de valgt to numre, der udkom lang tid før de selv kom til verden, er det ikke helt tilfældigt, at valget faldt på rock-genren.
- Der er mere plads til leg og kreative udfoldelser i de gode gamle rock-numre. Det er der, man kan give det sit eget twist i modsætning til de nyere pop-numre, som mere eller mindre går på den samme rundgang, fortæller Toke Wilhjelm Merstrand, forsanger og bassist.
Bandet håber at kunne udvide deres publikumsskare, som i øjeblikket består mest af medstuderende, når video-koncerten bliver offentliggjort af Muzirkus.
- Man ved aldrig. Men det kunne da være fedt, hvis der var flere, der fik øjnene op for os på den her måde, indskyder Rasmus Lyndgaard Nielsen, trommeslager.
Et mere åbent Muzirkus
Muzirkus er en forening, som råder over en af kommunens bygninger på Provst Hjortsvej, hvor et større antal øvelokaler er indrettet. Selv om alle øvelokalerne er fyldte, føler foreningen alligevel en forpligtigelse til at være mere åbne omkring, hvad den står for.
- Nogen sidder måske med den fornemmelse, at Muzirkus er en lukket klub. Folk har måske ikke et ordentligt indtryk af, hvad det er for et sted. Det skal vi have gjort op med, og det her er også et forsøg på, at invitere folk til at se, hvad Muzirkus egentlig er for et sted, fortæller Simon Jørgensen.
Et andet projekt, som er sat i søen og som fortsat er i den meget spæde fase, er en historisk bog om Muzirkus som sted og forening, og hvordan Muzirkus har udviklet sig gennem tiden.
Til det er der hyret en professionel formidler, som selv har været med på sidelinjen i stort set hele foreningens tid.