Annonce
Lokalavisen Nyborg

Nanna har en vild have: Brændenælder og skvalderkål blomstrer om kamp mellem blomsterne

Nanna Bille har startet på projekt vild have for at hjælpe biodiversiteten på vej. Det kræver mindre havearbejde, da tingene får lov til at i højere grad at passe sig selv. Selvom der er kommet flere brændenælder og skvalderkål, så sørger hun og familien stadig for, at det er under kontrol, så det ikke overtager haven fuldstændig. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Nanna Bille er i gang med at anlægge en vild have, og det er vigtigt for at hjælpe den nuværende biodiversitets-krise. Det mener både Nanna Bille og Nyborg Kommunes naturvejleder Tue Skovgård Larsen.

Nyborg: Brændenælder står side om side med skvalderkål og meget ulig mange andre danske haver, så står græsset i toppe og ikke helt nyslået. Nanna Bille har kastet sig ind i kampen for at få en mere vild have af den simple grund, at hun vil være bedre ved vores natur.

I weekenden havde hun sammen med fire andre lokale græsrodsgrupper taget initiativ til et borgermøde, hvor de ledte efter vilde idéer fra borgerne til at få biodiversiteten til at blomstre i Nyborg Kommune.

Nanna Bille er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Nyborg og sammen med Naturfamilier i Nyborg, Grønne Piloter, Vilde Havementorer, Bedsteforældrenes Klimaaktion og kommunens naturvejleder vil de sætte biodiversitet på dagsordenen.

Annonce

Det har de allerede gjort, da de for tre måneder siden fik byrådet overbevist om at tilmelde sig konkurrencen "Danmarks vildeste Kommune", hvor de udover at vinde titlen også kan vinde én million kroner.


Jeg føler, at hvis jeg kan, så skal jeg gøre noget, og jeg føler, at folk også gerne vil, hvis de ved hvordan. Mine børn skulle gerne opleve alle de her ting, vi har i naturen i dag

Nanna Bille


Dårlige vilkår for naturen

Der er mange grønne marker og velplejede græsplæner i Nyborg Kommune, men når det kommer til "ægte", vild natur er kommunen slet ikke så grøn.

Nyborg er nemlig en af de kommuner i landet, hvor den vilde natur og biodiversiteten har de dårligste vilkår.

I en kortlægning af den såkaldte naturkapital i kommunerne, Danmarks Naturfredningsforening har lavet i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet, er Nyborg således helt nede som nummer 93 ud af 98.

Idet at familien ikke slår græsset så meget længere, er der kommet flere blomster i haven. Hvilke er Nanna Bille ikke helt klar over, men hun kan tydeligt se en forskel i haven. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

Da Nanna Bille fandt ud af dette, besluttede hun sig derfor for at gøre noget.

- Biodiversitet er vigtigt for mig. Det startede egentlig ved, at jeg interesserede mig for grøn omstilling. Jo mere jeg kom ind i det, jo mere fandt jeg ud af, at problemet med biodiversitet er større. Vi kan ikke trykke på en knap og genskabe naturen, men vi kan rent faktisk gøre noget ved det nu, forklarer Nanna Bille.

Hun fik overtalt sin mand til at være lidt mere doven med græsslåmaskinen, gik ned i planteskolen i Langeskov og købte hjemmehørende planter til haven frem for de mere eksotiske slags, som kræver en del mere pleje.

Et af de steder i Nyborg Kommune, hvor der allerede er anlagt et stykke vild natur er på Lille Svanedam ved Nyborg Private Realskole. Her står der, at der er anlagt nogle af insekternes yndlingsplanter. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Annonce

Mindre havearbejde

Herudover har hun anlagt en havedam, som er med til at forøge biodiversiteten i haven. Langs hækken har hun fået lavet en kratbunke, som skal hjælpe dyr med at overvintre. Det er planen, at der skal vokse buske op for at skjule den med tiden.

Det nemmeste ved hele projektet er dog, at det ikke kræver så meget i hverdagen.

- Vi har fået mindre havearbejde, fordi vi lader meget af det være, siger Nanna Bille, mens hun går rundt i sin lille have i Nyborg.

Det er primært hendes projekt, selvom hendes søn Sylvester på syv år også går med i haven en gang imellem. Det er også blevet et vigtigt projekt for hende.

Udover at være formand for Danmarks Naturfredningsforening i Nyborg er hun også sommerfugleambassadør, så hun går meget op i naturen og at bevare den til de fremtidige generationer.

- Jeg føler, at hvis jeg kan, så skal jeg gøre noget, og jeg føler, at folk også gerne vil, hvis de ved hvordan. Mine børn skulle gerne opleve alle de her ting, vi har i naturen i dag, fortæller Nanna Bille.

Udover ikke at slå græsset så ofte og plante hjemmehørende planter, så har familien i Nyborg også anlagt en havedam. Havedammen er stadig under udarbejdelse, men her har de også forskellige planter for at prøve at opnå det rigtige miljø og klima. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

Hun understreger dog også, at folk skal gøre det i deres tempo. Det kan være angstprovokerende at begynde at lade både brændenælder og skvalderkål brede sig i haven.

- Mange har et stærkt forhold til sin have, så det skal komme med tiden. Man skal gøre det i sit eget tempo. Vores have foran er også mere fin, mens vi har gjort det vilde hernede i baghaven, siger Nanna Bille.

Annonce

Naturvejleder skal hjælpe naturen på vej

I Nyborg Kommune er det naturvejleder Tue Skovgård Larsen, der skal hjælpe naturen til at få bedre vilkår. Det har han gjort i en årrække allerede, og det er en vigtig kamp at tage.

- Biodiversitet er lige nu den oversete krise. Vi har klimakrisen, den er vi alle sammen godt klar over eksisterer, men den anden store krise er biodiversitet, som er ved at komme på dagsordenen, siger Tue Skovgård Larsen.

Det er et problem, der kan ramme os alle på sigt, selvom man måske ikke kan mærke det på den korte bane.

Hvad er biodiversitet?

FN definerer biodiversitet som: "Mangfoldigheden af levende organismer i alle miljøer, både på land og i vand, samt de økologiske samspil, som organismerne befinder sig i. Biodiversiteten omfatter såvel variationen indenfor og mellem arterne som mangfoldigheden af økosystemer."

Med andre ord er biodiversitet alt liv på jordkloden, herunder dyr, planter, svampe, bakterier og andet levende både på land og i vand.

- Hvis man er lidt grov, kan man sige, at det bortset fra nogle skjulte sammenhænge ikke påvirker os mennesker så meget, bortset fra at vi på sigt taber al den her natur for evigt. Det klassiske eksempel er, at det kan være den nye penicillin, der går tabt, uden man ville vide det. Vi får meget fra naturen, og hvilken ret har vi egentlig som arter at tage alt fra naturen, fortsætter Tue Skovgård Larsen.

Det behøver dog hverken være besværligt eller indviklet at hjælpe biodiversiteten med at blomstre. Selvom det er de større instanser som kommunen eller staten, der skal tage det store læs ifølge Tue Skovgård Larsen, så kan man også hjælpe som privatperson.

- Alle os andre kan godt gøre noget i det små. Det gælder især her i Danmark, hvor naturen ikke har så meget plads, så skal vi prøve at skabe noget plads. De store områder er selvfølgelig gode, men det er de små også. Det kan for eksempel være områder som villahaver, man kan gøre vilde, siger Tue Skovgård Larsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce