Annonce
Lokalavisen Nyborg

Nu falder julesneen hvid: Nyborg Voldspil indkalder til audition

Jesper Dupont. Arkivfoto: Niels Andreasen
Årets vinterforestilling bliver "Peters Jul", og instruktør Jesper Dupont er spændt på, om det lykkes at finde de to drenge til hovedrollerne.
Annonce

Nyborg: Mens sommeren er over os, går Nyborg Voldspils instruktør Jesper Dupont rundt med jule-tanker.

20. og 21. juni er der i Slotsmøllen audition på årets vinterforestilling, og i år bliver der tale om en ægte juleforestilling, for det bliver klassikeren "Peters Jul".

Forestillingen rummer cirka 15 navngivne roller, og dertil kommer et mindre ensemble, så der skal bruges mellem 20 og 25 medvirkende.

- Som sædvanlig er ingen roller besat på forhånd. Jeg kan lide at starte på en frisk, så det bliver spændende at se, hvem der kommer til audition. Årets store spørgsmål er, om vi kan finde kandidater til de to bærende roller som drengene Peter og Rasmus, for det plejer at være sværere at finde drenge end piger, der vil spille teater, siger Jesper Dupont.

Drengene skal være mellem 10 og 13 år.

Peters Jul

"Peters Jul" er oprindeligt en børnebog på vers, som blev udgivet anonymt i 1866. Forfatteren var Johan Krohn.

Teaterforestillingen er skrevet af Martin Miehe-Renard og Søren Skjold med musik af Lars Fjeldmose.

Nyborg Voldspil afholder audition 20. og 21. juni.

Aspiranterne skal danse, synge og præstere en dialog.

Panelet, som bedømmer præstationerne, består af det kreative team og en repræsentant fra Nyborg Voldspils bestyrelse. Herudover vil der være en pianist, en stikordsgiver og en assistent til koreografen til stede.

Det kreative team består af Jesper Dupont (Instruktør), Maria Kronborg (Koreograf) og Kristine Becker Lund (Sang- og korinstruktør).

Forestillingen opføres i Slotsmølllen fra 6. november til 6. december.

Annonce

Bytter identitet

"Peters Jul" handler om Peter, der ikke mangler noget i sit liv bortset fra frihed og eventyr. Det sidste har gadedrengen Rasmus masser af, men den fattige dreng savner en seng at sove i og at få mad hver dag. De to drenge ender med at bytte identitet, og moralen er blandt andet, at den rigtige jul kommer indefra, og at det ikke altid er godt at få, hvad man ønsker sig.

- Det er en god historie, og "Peters Jul" er i det hele taget indbegrebet af dansk jul, siger Jesper Dupont, der er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater.

Han har også spillet på Det Kongelige Teater, men i de senere år har han været teaterinstruktør - blandt andet for Nyborg Voldspil.

Han har boet i Nyborg i fire år, og "Peters Jul" bliver også hans fjerde juleforestilling i Slotsmøllen. Tidligere har han instrueret vinterforestillingerne "Jul på Slottet", "Pippi Langstrømpe" og "Ronja Røverdatter".

Det er anden gang, at Nyborg Voldspil opfører "Peters Jul" - første gang var i 2012.

Annonce

Corona

Nyborg Voldspil har som bekendt måttet aflyse årets sommerforestilling "Cyrano" og udsætte den til næste år, og alle, der skulle medvirke i år, har fået tilbud om at få samme rolle, når forestillingen sættes op næste år.

- Min fornemmelse er, at langt de fleste takker ja, men nogle kan være udfordret af for eksempel nyt arbejde eller ny uddannelse og derfor være nødt til at springe fra, fortæller Jesper Dupont.

Alle skal give endeligt tilsagn inden november, og hvis der opstår huller i rollelisten, vil der blive afholdt en ny audition for at skaffe nye medvirkende til at "fylde hullerne".

Corona-situationen kan også komme til at påvirke vinterforestillingen.

- Men vi er nødt til at komme i gang og tro på, at situationen er en anden til vinter. Der kommer nye retningslinjer hele tiden, og dem følger vi, siger Jesper Dupont.

"Peters Jul" opføres fra 6. november til 6. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Ballet i Landporten

Lokalavisen Nyborg

Magiske aftener i Nyborg

Lokalavisen Nyborg

Smuk aftentur

Lokalavisen Nyborg

Fotogene brumbasser

Annonce