Annonce
Lokalavisen Nyborg

Ny Føtex-chef kommer fra Nyborg

Kenneth Biller blev tidligere i år kåret som årets nye varehuschef i Føtex-regi. Nu skal han prøve kræfter med opgaven i Nyborg, hvor det hele begyndte. Privatfoto
38-årige Kenneth Biller er udvalgt som manden, der skal stå i spidsen for byens største varehus. Stedet, hvor han selv startede sin karriere som ungarbejder og senere blev udlært.
Annonce

Nyborg: På fredag har 64-årige Allan Mariager sidste arbejdsdag som varehuschef for Føtex i Nyborg efter knap tre år på posten, og i denne uge blev der så sat navn på hans afløser.

Det bliver 38-årige Kenneth Biller, der kommer fra en tilsvarende stilling som varehuschef i Korsør. Et job, der tilsyneladende falder ham naturligt. Tidligere i år blev han nemlig kåret som årets nye varehuschef i Føtex-regi.

Hvis navnet Biller lyder bekendt, så kan det hænge sammen med, at han er søn af cykelhandler Per Biller, der fortsat driver butik i byen.

Selv startede den 38-årige nyborgenser som ungarbejder i Føtex Nyborg, da den åbnede i 1996. Det var også her, han blev udlært i sin tid.

- Derfor er der ingen tvivl om, at netop denne butik betyder noget ganske særligt for mig. Så da jeg hørte, at Allan Mariager ville stoppe for at gå på efterløn, satte jeg alle sejl ind på at få stillingen, fortæller Kenneth Biller, der i dag bor i Odense sammen med kæresten Louise og parrets tre børn.

Og det har han tænkt sig at blive ved med. Efter han blev udlært i 2001 tilbragte han nogle år i Jylland, blandt andet som selvstændig Rema- og Aktiv Super-købmand.

Nu glæder han sig til at stå i spidsen for Føtex i Nyborg, som - hvad omsætningen angår - er på størrelse med butikken i Korsør. Til gengæld er selve bygningen en hel del større.

- Samtidig er det fedt at komme til en forretning, som er helt nyrenoveret. Men også et sted, hvor jeg kan se et stort potentiale, som jeg glæder mig til at arbejde med, siger han uden dog at ville gå i detaljer på nuværende tidspunkt.

For ham handler det i første omgang om at få afsluttet sin tid i Korsør på den bedst mulige måde. Fra 6. januar gælder det så butikken i Nyborg, som tidligere i år gennemgik en større modernisering.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Mød Gud online

Annonce