Nyborg: På Vindinge Skoles gamle boldbaner, lige bag Lamdrup station, bliver der ikke spillet nær så meget bold, som der nok en gang gjorde.
For banerne har siden hen fået andre gæster, og de ynder hverken at kaste eller sparke til noget. I stedet sigter de med umådelig præcision deres pile mod skydeskiven, og der bliver ofte ramt plet.
For det er netop her, at Nyborg Slots Buelaug holder til, og snart har de været der i 10 år.
Ved bålhytten, som buelaugets medlemmer selv har stablet på benene, var bålet tændt op, og ude foran stod flere klar med deres buer, og som de sidste ankom, blev der spændt op for buerne.
Her var flere forskellige teknikker, men også forskellige slags buer, selvom de alle var betegnet som langbuer.
Med de spændte langbuer var det tid til at stille klar ved den første streg. 36 yard fra skydeskiven svarende til knap 33 meter.
- Hvert et skud giver en helt fantastisk følelse, og når man går herfra, så er man glad. For en stund har man bare været tilstede i nuet, fortæller Nyborg Slots Buelaugs bestyrelsesmedlem Erling Krog Rasmussen.
Selv fik han interessen, da han havde lyst til at være viking - og måden hvorpå han kunne det var langbueskydning. Så han fandt en klub i Odense, men efter et stykke tid ville han gerne skyde et sted tættere på.
Derfor tog Erling Krog Rasmussen chancen og forsøgte sig med at starte en klub i Nyborg, og interessen viste sig at være stor.
Middelalderen var et hit
Middelalderen og Nyborg Slot var blevet et stort taleemne. Danehofmarkeder og kampmarkederne fik sin begyndelse og voksede, som middelalderen for alvor begyndte at hitte.
Og det var her, i 2012 til Nyborg Kampmarked, at Erling Krog Rasmussen tog chancen. Og det viste sig at være en god beslutning.
For efter kampmarkedet havde hele 25 meldt sig til, og siden da har buelauget eksisteret.
- Vi havde virkelig medvind, lige da vi startede, ikke kun i form af medlemmer, men vi fik også de ting, vi søgte om, så vi kunne starte godt op, og det har betydet meget, fortæller Erling Krog Rasmussen.
I dag har buelauget omkring 45 medlemmer og også enkelte børn, som kommer og skyder i ny og næ. For som Erling Krog Rasmussen fortæller, så er bueskydning en sport, hvor alle kan være med.
- Det fede er jo, at man aldrig bliver færdig. Der er altid en ny måde at skyde på, nye buer eller andre teknikker, som man kan prøve af og øve sig i. Og det fantastiske ved bueskydning er, at alle kan være med.
Efter skydninger fra både 36 yard, 24 yard og 16 yard blev det tid til kaffe og hyggesnak i buelaugets bålhytte, for i Nyborg Slots Buelaug skal der være plads til det sociale.
- Det er vigtig for os, at det er et rart sted at komme, hvor vi kan hygge os med hinanden og snakke sammen, også mens vi skyder, uden at der skal være sure miner fra nogen, fortæller Erling Krog Rasmussen.
Fejrer jubilæum med åbent hus
Udover skydninger på Vindingeskoles gamle boldbaner, viser Nyborg Slots Buelaug sig også frem til Danehofmarkedet, hvor langbueskydningen bliver vist frem. Og der har også været mulighed for at afprøve klubbens langbuer.
Og med 10 år i bagagen afholder buelauget - den 30. april fra klokken 12 til 15 - åbent hus på skydebanen på Nyhavevej 1A, hvor alle, som har lyst, kan komme og afprøve det at skyde med bue og pil.