Nyborg: Oppe på bordet er Erling Otto Pedersen ved at finde sin iPad frem. De fleste kender ham nok blot som Otto, eller sågar Otto-hurtigløber.
På iPaden har han den musik liggende, som han bruger på sit gymnastikhold.
- Jeg er mere gammeldags, så jeg bruger cd'er, for det virker, fortæller hans kone Birgit Berg Pedersen, mens Otto baner sig vej tilbage til sofaen med iPaden i hånden.
I 20 år har de sammen haft holdet Senior Gym M-K for folk over 50 år. Men inden længe er det slut. For den sidste træning har allerede fundet sted, og sæsonens afslutning markeres den 9. april med Nyborg Gymnastik og Idrætsforenings opvisning.
Men det er ikke kun de sidste 20 år, som Otto Pedersen og Birgit Berg Pedersen har tilbragt i klubben - for deres historie med gymnastikken i NGIF går meget længere tilbage.
Blå Bog
Erling Otto Pedersen 82 år og Birgit Berg Pedersen 80 år.
Kom til Nyborg i oktober 1964 og bor i dag med udsigt til Storebæltsbroen.
Erling Otto Pedersen har arbejdet som politibetjent, hvor han også fik tilnavnet Otto-hurtigløber, da han kunne løbe knallerterne op.
Birgit Berg Pedersen har arbejdet i forskellige butikker i Nyborg.
Sammen flyttede de til Nyborg i 1964, og de begyndte begge til gymnastik på henholdsvis herre- og dameholdet, en sport de også havde dyrket som børn.
Efter en af herreholdets træninger stak Otto Pedersen hovedet ind til holdet, som trænede i lokalet ved siden af. Her var Oda Memborg instruktør, og de to kendte hinanden fra et gymnastikevent i Stuttgart.
- Vi fik en snak om det gymnaestrada (verdens største gymnastikfestival, red.), vi begge havde været til, og så ville hun gerne have, at jeg hjalp hende. Det pigehold, hun trænede, skulle til at lave nogle spring, som de ikke kunne, men det kunne jeg, fortæller han.
Og siden da har han været instruktør, og senere tog han også over på herreholdet. Birgit Berg Pedersen trådte også til som instruktør, men først i 1983.
- Jeg havde ikke tænkt på, at jeg skulle være instruktør. Men da klubben blev delt i to, manglede de nogen til at tage over på et børnehold. Og jeg sagde, at hvis de gav mig de rette kurser, så skulle jeg nok tage over, fortæller hun.
Og senere tog hun også over for dameholdet.
Gymnaestrada i 1982
På iPaden har Otto Pedersen fundet playlisten frem med de numre, som han godt kan lide at lave gymnastikserier til.
- Jeg er stor bruger af Kim Larsens musik, fordi det er regulær musik, som jeg kalder det. Men jeg er nu også rigtig glad for denne, fortæller han, idet tonerne til Sunshine Reggae strømmer ud af højtaleren.
Med fingeren på bordet tapper han takterne i sangen. En, to, tre, fire. Og han kan næsten ikke sidde stille, uden at kroppen bevæges i takt til serierne.
Men det er ikke uden grund, at hverken han eller Birgit ikke kan sidde stille - for de brænder for gymnastikken. Og gymnastikken har givet dem minder og oplevelser for livet, og særligt en skiller sig ud.
- Gymnaestrada i Zürich er en af de bedste oplevelser, og det tror jeg, at jeg kan sige for os begge to, fastslår Birgit Berg Pedersen.
- Ja, det var bare en helt fantastisk oplevelse, tilføjer Otto Pedersen.
Ved det store gymnastikstævne, som også bliver kaldt for gymnastikopvisningens OL, var Birgit Berg Pedersen med for dameholdet og Otto Pedersen for herreholdet - noget de var blevet udtaget til.
- Vi gav opvisning på cykelbanen. Det var udendørs, og det var en meget stor oplevelse. Vores instruktør var grædefærdig, da det var slut, fordi opvisningen havde været så flot, fortæller Birgit Berg Pedersen.
- Og vi kunne nævne mange flere store oplevelser end den ene, tilføjer Otto Pedersen.
Ikke et endegyldigt farvel
Selvom der stadig kommer gode oplevelser til, så er det for Otto Pedersen vigtigt at stoppe, mens legen er god.
- Jeg er træt. Og det er med at stoppe, mens du har det rimeligt med det, fortæller han ærligt og læner sig tilbage i sofaen.
- Jeg kunne måske godt være blevet ved lidt endnu, men jeg har bestemt mig for, at jeg stopper sammen med Otto. Og det føles rigtigt, men det er alligevel vemodigt, tilføjer Birgit.
Selvom de to takker af som instruktører efter henholdsvis 56 og 39 år, så er de ikke helt færdige med klubben. For sammen går de til Tai Chi, og Birgit fortsætter også på det ene af klubbens damehold.