Annonce
Lokalavisen Nyborg

Æggestafet, påskejagt og kreative kyllinger af kogler: Få inspiration til påskeaktiviteter for hele familien her

Skovbrynets Børnehus guider til gode lege og aktiviteter i påsken. Lav for eksempel forskelligt pynt som kan hænges op på et træ i haven eller grene indenfor. Arkivfoto: Morten Pape
Påsken er lig med familie og hygge, men det bliver nok ikke til de store familiepåskefrokoster i år, så hvad skal man så få tiden til at gå med. Skovbrynets Børnehus kommer med forskellige idéer til en påskeferie fyldt med aktiviteter her.

Nyborg: Er idéerne ved at slippe op til aktiviteter og sjove lege i påskeferien, så har Skovbrynets Børnehus i Nyborg samlet forskellige lege og aktiviteter for hele familien.

Gækkebreve, puste æg, male æg, æggestafet, lave koglekyllinger, lave kyllinger ud af mælkekartoner og meget mere. Her er noget for den kreative og aktive og dem midt i mellem.

1 Samle familien på afstand

Det er svært at mødes hele familien i denne tid, men en hyggelig ting man kan gøre for at samle familien er at lave og sende gækkebreve til hinanden.

Gækkebrevene kan klippes på alle mulige forskellige måder, hele familien kan være med, og de kan eventuelt pyntes med en vintergæk og silkebånd.

Send det til familien eller gode venner.

2 Forbered påskepynten

En klassisk påskeaktivitet er at puste æg. Lav et lille hul i bunden af ægget og pust indmaden ud. Mal skallerne, dekorer eventuelt med perler eller andet pynt. Hæng pynten op på for eksempel et træ i haven.

Træet kan også pyntes med strandskaller fundet på en strandtur. De dekoreres og hænges op i træet.

I kan også tage i skoven og finde store grankogler. Mal dem gule og dekorer med næb, øjne og fjer.

Tegn barnets eller egen fod på et stykke gult karton, vend tæerne nedad og dekorer foden med øjne, næb og fjer, så det kommer til at ligne en kylling.

3 Forbered til påskefrokosten

Så karse til pynt. Der er mange forskellige muligheder for at lave sjove karsefigurer, som kan pynte i påsken.

Spis et blødkogt æg til morgenmad, brug herefter skallen til at komme vat og karse i, dekorer skallen til et ansigt. Når karsen vokser op, får ansigtet fint grønt hår. Det kan også plantes i en æggebakke.

Tag bunden af en mælkekarton med cirka fem centimeter kant og mal den gul. Sæt øjne, næb og fjer på og så herefter karsen i kartonen.

Herudover kan man koge sine æg til påskefrokosten med frugtfarve i vandet, så bliver æggeskallerne farvet og bliver dekorative til en frokost i det fri eller til påskebordet.

4 Tag ud i naturen

Tag for eksempel ud i naturen for at finde krible krable. Der er mange planter og dyr i skovbunden i øjeblikket, så det er helt oplagt at tage i skove og udforske den. Tag eventuelt kvas og grene med hjem, som der kan laves et insekthus ud af. Det kan være inspirerende for familien i længere tid.

På turen i naturen kan der lægges vægt på at finde grene og planter, der er ved at skyde frem, og det kan blive til en smuk påskebuket til påskebordet.

Tag en tur til stranden og find flotte sten. Mal dem og pynt op med dem både ude og inde.

5 Bag kager eller boller

Lav små kager dekoreret med skumfiduser og glasur øjne. Det kan blive til søde små lam.

Bag boller, hvor der både laves store og små boller. Sæt dem sammen til en kylling og dekorer dem med chokolade øjne og næb.

6 Gode lege

Hvis aktivitetsniveauet skal lidt op, kan I lave en påskejagt i haven, skoven eller på stranden, hvor I for eksempel fortæller en lille historie om, hvorfor vi holder påske på hver post. Der skal selvfølgelig også være påskeæg med i legen. Det kan enten være skatten eller en tælleleg, hvor der er æg på alle poster.

Leg æggestafet, hvor I skal bruge en ske og æg, som enten er kogte eller ukogte. Læg æggene på skeen og gennemfør en bane. Den, der kommer først med sit æg, har fundet.

Hvis I er samlet med nogle af dem, I ser her under corona, kan det være spændende at finde et sted i naturen, hvor der nærmest ikke kommer andre, tage en picnickurv med og leg og hyg på afstand.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce