Annonce
Lokalavisen Nyborg

Pensionister får gratis IT-hjælp i Ullerslev

Der er to gange om ugen IT-café for pensionister på aktivitetscentret ved Egevangen i Ullerslev. Foto: Peter Krogh Frausing
Pensionister i Nyborg Kommune kan komme til Ullerslev og få IT-hjælp - helt gratis. Det sørger Børge Thomsen for.
Annonce

Ullerslev: - Hvordan er det nu lige, hvis du skal slutte den til fjernsynet Bent? Spørger Børge Thomsen en af deltagerne på tirsdagens IT-hold.

- Man skal bare sætte Hdmi-kablet i, og så ikke tænde for boksen, hvis man har sådan en, svares der hurtigt.

Tirsdagens IT-time nærmer sig dens afslutning, og der er både blevet rodet med internet-tilkobling, anti-virus og Hdmi-kabler i løbet af timen. Flere har også øvet sig på at importere billeder til computeren.

- Jeg har haft de her IT-hold i 14 år nu. Først seks i Ørbæk og nu otte år i Ullerslev. Det er frivilligt, jeg gør det, og det koster ikke noget at være med, fortæller Børge Thomsen.

Meningen er, at pensionister kan komme og få hjælp til at finde rundt i deres computer, samt til at komme ind på hjemmesider som borger.dk og e-boks, hvor især det med Nem-id kan give udfordringer.


Folk kommer med lidt af hvert, og den ældste af dem, der er med, er 92 år gammel.

Børge Thomsen, underviser i IT


- Folk kommer med lidt af hvert, og den ældste af dem, der er med, er 92 år gammel. Jeg hjælper dem både med internet, email og sådan noget som print, forklarer Børge Thomsen.

Annonce

Følger med tiden

IT- timerne har gjort god gavn for ægteparret Ketty Frederiksen og Bent Frederiksen, som bor i Ullerslev. For deres vedkommende handler det om at følge med tiden.

- Alt foregår på computeren, så man må jo følge med tiden. Vi er kommet hernede i fem år, og det er rigtig godt at kunne bruge computeren. Vi bruger den jo både til at komme på nettet, men også til at holde kontakten med vores børnebørn og læse avisen, fortæller de.

Og netop for at brugerne af IT-hjælpen kan følge med tiden, fik deltagerne ved dagens IT-time en lektie. De skal have opdateret deres computere, inden de kommer igen næste gang.

Deltagerne fik i dag lektion med hjem, at de skulle have opdateret deres computere inden næste gang. Foto: Peter Krogh Frausing
Annonce

Social computertime

Efter computertimerne drikker brugerne altid en kop kaffe sammen. På den måde bliver der også en social omgangskreds ud af tiltaget.

- Vi har sådan en aftale her på aktivitetscentret om, at vi kan købe en kop kaffe og en småkage for fem kroner hver. Så kan vi sidde og snakke lidt sammen bagefter. For os er det jo også en social ting, fortæller Børge Thomsen.

Der er IT-hold hver tirsdag og torsdag fra 9.30-10.30 med efterfølgende kaffe. Om torsdagen er der også IT-café, hvor pensionister kan få hjælp til at tjekke e-boks, printe eller lignende. Det foregår i tidsrummet 12.30-14. Man kan tilmelde sig de gratis hold i aktivitetscentret på Egevangen i Ullerslev. Til IT-café er ingen tilmelding nødvendig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

De brændte chancers kamp

Lokalavisen Nyborg

Show med kendte viser

Annonce