Annonce
Lokalavisen Nyborg

Per har altid arbejdet for sine kunder: - Det er, så jeg får tårer i øjnene

Det, Per Jørgensen er mest taknemmelig for i sin tid som butiksejer, er de mange loyale kunder, som er kommet i butikken igennem alle årene. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Per Jørgensen er drevet af at lære nyt og se ting gro. Det var også udgangspunktet med Den Gode Smag, inden han besluttede sig for at trække sig tilbage og sælge butikken på Torvet.

Nyborg: - Hvad vil du have, cappuccino, latte, americano? spørgsmålet kommer med det samme, som undertegnede kommer ind ad døren og ned mod det lille caféområde bagerst i butikken.

Per Jørgensen går bag disken på Den Gode Smag, og det er en af de sidste gange, han vil være at finde lange kaffe, kage, sandwich eller delikatesser over disken. Inden længe går han på efterløn og overlader butikken til de nye ejere, restaurant UBN i Odense.

Klokken over døren ind til Den Gode Smag ringer med jævne mellemrum, idet folk kommer og går. Og der kommer mange. En del går hen til den store montre lige indenfor døren med alverdens pølser, mens andre går længere ind i butikken og sætter sig for at få en kop kaffe eller dykke ned i et tapasfad.

Annonce

Det, som Per Jørgensen kommer til at savne mest, er netop dette møde med kunderne.

- Langsomt har jeg fået opbygget et utroligt fast og loyalt kundeklientel. Det er, så jeg får tårer i øjnene. Den opbakning er hele arbejdslivet værd. Det er ikke afgørende for mig, hvor mange penge jeg tjener, jeg skal selvfølgelig have til dagen og vejen, men jeg har aldrig arbejdet et sted, hvor jeg har fået så meget ros fra mine kunder, fortæller Per Jørgensen, da han kommer tilbage med den nybryggede caffe latte

Tredje halvleg

Før Per Jørgensen åbnede Den Gode Smag, lavede han noget helt andet.

Han er uddannet lærer og arbejdede som folkeskolelærer, inden han søgte mod idrætsskolerne i Oure, da de åbnede i 1987. Som tidligere elitebadmintonspiller og siden lærer var det et oplagt spring for Per Jørgensen, som dengang var med til at starte skolerne i Oure op.

Det endte med at blive til 18 år, og var en stor del af Per Jørgensens liv.

- Jeg har prøvet rigtig mange ting derude og haft et fantastisk arbejdsliv, jeg har boet der og fået børn, og de er vokset op, men det var også en form for entreprenørvirksomhed, fordi man har startet noget op og set det vokse. Så jeg tror, jeg var speedet på det at lære nyt og se ting gro, fortæller Per Jørgensen.

Afskedsfest hos Den Gode Smag

Lørdag den 29. maj klokken 10.30-13.30 holder Per Jørgensen afskedsreception foran Den Gode Smag på Torvet.  

Her vil han sige tak til kunderne for, at de har bakket op om butikken og været med til at give ham mange gode år med Den Gode Smag. 

Receptionen kommer til at foregå udenfor af hensyn til corona. Her vil der blive lavet kaffe med hjerter og serveret øl. Herudover vil det være muligt at få Den Gode Smags populære kiksekage med ingefær. 

Per Jørgensen håber, at så mange som muligt vil deltage under hensyn til de gældende coronarestriktioner.

Siden blev Per Jørgensen højskolelærer, men da tingene hurtigt blev en gentagelse år efter år, var han nødt til at søge mod noget nyt for at please sit temperament. Samtidig voksede skolerne i Oure, og i dag er skolerne de største i landet af sin slags.

Men den store maskine af en virksomhed og det bureaukrati der fulgte med, blev for meget for Per Jørgensen. Derfor tænkte han, hvad skal jeg nu?


Der var rigtig mange, der sagde, nu må vi håbe, det går, men det gjorde mig ked af det, og det trodsede mig. Jeg er et konkurrencemenneske, så jeg tænkte, nu skal jeg vise dem

Per Jørgensen


Da han altid har haft en stor interesse for mad, var det naturligt for ham at dyrke den del mere.

- Jeg synes, at mad er en god indgang til fremmede kulturer, uanset hvor jeg er. Jeg har rejst i Afrika, Caribien og Stillehavet, og jeg fandt ud af, at maden er ligesom uden sprog. Det er et godt samtaleemne, og en god ting at snakke med folk om, siger Per Jørgensen.

Det endte med, at han lejede et lokale på Korsgade 16 i Nyborg efter at have ledt i et halvt år i Svendborg, hvor han bor, uden held.

- Ambitionen var, at jeg skulle have et godt arbejdsliv. Jeg tænkte ikke, nu skal jeg blive millionær på at lave et nyt Lagkagehuset. Det var ikke det, der drev mig. Det var, at jeg selv kunne blive dygtig til en masse nye ting, fortæller Per Jørgensen.

Annonce

Konkurrencemenneske

I starten var der mange skeptiske kommentarer til Per Jørgensens nye delikatessebutik, men det fik ham bare til at ville det endnu mere.

- Der var rigtig mange, der sagde, nu må vi håbe, det går, men det gjorde mig ked af det, og det trodsede mig. Jeg er et konkurrencemenneske, så jeg tænkte, nu skal jeg vise dem, siger Per Jørgensen.

Og det endte jo ret godt for Per Jørgensen.

Per Jørgensen har haft 16 gode år med Den Gode Smag, hvor han kun har haft vækst. Han er især taknemmelig for alle de loyale og trofaste kunder, han har haft igennem årene. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

Siden han startede i 2005 har han kun haft vækst i butikken. De senere år har det været mindre end i starten, og han har også haft mere fokus på at holde mere fri fremfor at tage de penge ud til sig selv.

Annonce

Hvad nu?

Idéen til at stoppe nu kom, da Per Jørgensens kone sidste år gik på pension. Derfra spirede tankerne om, hvornår han selv skulle gå, og da han har betalt til efterløn, så han det som en god mulighed til at stoppe nu. Han ville gerne stoppe på et tidspunkt, hvor det går godt.

Den nærmeste tid kommer til at gå med at rejse og gerne i en længere periode. Herudover er Per Jørgensen på udkig efter en sejlbåd, så han kan dyrke sejlads igen. Det har han ikke gjort, siden han startede butikken for 16 år siden.

Uanset hvad han kommer til at lave, er han ikke bange for at komme til at kede sig.

- Hvis det går helt galt, og jeg mentalt ikke kan holde til ikke at have med noget at gøre, så starter jeg bare en kaffebar, eller gør noget andet, siger Per Jørgensen med et smil og uddyber:

- Man kan jo ikke vide, hvordan man mentalt reagerer. Men jeg er sådan én, der ikke sidder roligt, og jeg har 1000 idéer. Jeg er også god til at bruge mine hænder, og jeg har også bygget møbler, så kan jeg gå i snedkerværksted. Jeg tænker ikke, at jeg kommer til at kede mig.

Per Jørgensen vil stadig dyrke sin passion for mad og delikatesser, men det vil i fremtiden være hjemme i privaten. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce