Annonce
Lokalavisen Nyborg

Pernille flyttede til Nyborg i coronatid: - Det har været rigtig svært

Pernille Dyhre flyttede til Sprotoften i Nyborg sidste år, men det var svært at være tilflytter og samtidig finde nye venner i en ny by under corona. Hun fik hjælp fra et online fællesskab. Foto: Kasper Riggelsen
I maj sidste år flyttede Pernille Dyhre til Nyborg med sin mand og deres nu fireårig søn, men med et samfund, der stort set var lukket ned, og en fortid, der gjorde det svært at finde nye venner, var det en svær tid.
Annonce

Nyborg: Ensomheden var til at mærke og føle på, da Pernille sidste år flyttede til Nyborg. Sammen med sin mand og deres søn flyttede de fra Nordfyn til Østfyn. Dels fordi de tidligere har boet i Nyborg Kommune og var glad for det, dels fordi de på den måde kom tættere på Pernilles familie i Tåstrup på Sjælland.

Men at flytte til en ny by og skulle møde nye mennesker i en tid, hvor alt er lukket, og man skal begrænse antallet af personer, man ser, så bliver det hurtigt en udfordring at skabe sig et nyt liv og netværk - især når det at møde nye mennesker var svært i forvejen.

- Det har været rigtig svært. Ikke kun med corona men i det hele taget. Jeg har følt mig rigtig ensom, efter jeg er blevet mor. Jeg har været i mødregruppe, men jeg tror ikke, vi har været ligesindet, selvom vi har haft børn på samme alder, fortæller Pernille Dyhre.

Annonce

En svær fortid

Da den lille familie flyttede til Nyborg havde Pernille Dyhre været ledig i næsten tre år, og der skulle derfor ske noget nyt. Hun er uddannet pædagog, men det var ikke nok længere.

- Jeg havde været ledig længe, og jeg synes, det var svært at komme tilbage som pædagog efter længere tids ledighed. Man var ligesom gået i stå. Der skulle ske noget nyt og bredere, fortæller Pernille Dyhre.

Derfor startede hun på Social- og Sundhedsskolen i Odense for at gå en anden vej og få mere erfaring, så hun står stærkere på arbejdsmarkedet i fremtiden.


Det er mange år siden, men nogle gange er der nogle ting, der kommer frem, som at det er svært at stole på folk. Jeg tror også, at det er derfor, jeg har haft svært ved at finde en veninde, fordi hvad skulle hun ville mig. Man har følt sig så alene med sine tanker tidligere

Pernille Dyhre


Uden et job, et netværk og en fortid, der ikke indgyder til tillid, var rejsen over Fyn svær. Pernille Dyhre er barn af en alkoholiker, og hun har derfor i flere år haft en manglende tro på sig selv og sine egne evner i forhold til at finde nye venner, hun kunne stole på.

- Det er mange år siden, men nogle gange er der nogle ting, der kommer frem, som at det er svært at stole på folk. Jeg tror også, at det er derfor, jeg har haft svært ved at finde en veninde, fordi hvad skulle hun ville mig. Man har følt sig så alene med sine tanker tidligere, forklarer Pernille Dyhre.

I dag ser verden anderledes ud, og Pernille Dyhre har fået en fortrolig, udover sin mand, at dele sin hverdag og tanker med. En ny veninde.

Annonce

Et online fællesskab

På jobcenteret på Nordfyn så Pernille Dyhre et opslag for en online platform, Boblberg, hvor man kan finde venner, og det prøvede hun med succes.

- Det er ikke blevet til et møde endnu på grund af corona, men det at kunne dele noget med en anden, som har hørt min historie, det er rigtig dejligt. Vi har kunne dele alt, løst og fast, det føler jeg ikke, jeg har kunne før, forklarer Pernille Dyhre og uddyber:

- Det betyder, at jeg mange gange kan lette mit hjerte, for det min mand har hørt om mange gang. Det er en anden, jeg kan gå til. Hun har måske nogle andre ting, som hun kan bidrage med. En sjæleven lyder ret stort, men det giver bare noget andet at dele med hende. Hun forstår mig.

I fremtiden håber Pernille Dyhre da også, at det kan blive mere end et online venskab, og at de to veninder rent faktisk kan mødes.

- Nu er verden jo stadig lukket ned, men det er rart, at jeg har fået den kontakt, som jeg har, fordi hun er også meget hjemme, og hun har også nogle udfordringer, hun kæmper med. Jeg er ikke helt alene. Der er én, der har det ligesom mig.

Pernille Dyhre

  • Er 31 år
  • Bor med sin mand og deres søn på fire år
  • Er vokset op i Tåstrup på Sjælland
  • Uddannet pædagog og nu i gang med en ny uddannelse som SOSU-assistent
  • Flyttede til Nyborg i maj 2020 fra Nordfyn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce