Ullerslev: Siden Røde Kors i Ullerslev lukkede den 23. december, er det ikke gået stille for sig. Med krav om at butikker som Røde Kors skulle lukke ned af hensyn til coronasmitten, måtte der tænkes nyt og kreativt, så gryden kunne holdes i kog, og indtjeningen ikke gik i stå.
Derfor valgte man i Røde Kors i Ullerslev at sælge mange af butikkens varer på dens facebookside. Og det har betydet, at forretningen formentlig sætter rekord på onlinesalg i januar måned.
- Jeg satte mig et mål, der hed 100.000 kroner på onlinesalg i januar, hvilket var meget ambitiøst, men indtil videre har vi nået 70.000 kroner, så det kunne godt tyde på, at vi kunne nå det. Vi har jo lige nogle dage at løbe på endnu, fortæller Erik Feldthaus, der er formand for Røde Kors i Ullerslev.
Og fordi onlinesalget har været en stor succes, håber Erik Feldthaus, at det kan fortsætte, når butikken åbner igen. Det kræver dog, at der bliver lavet en plan over, hvordan det skal hænge sammen, så man ikke risikerer at sælge noget i butikken, som i forvejen er solgt på nettet.
- Lige nu kan vi styre det, fordi butikken ikke er åben. Og vi vil egentlig gerne fortsætte det, når vi åbner igen, men det kræver, at vi får lavet et system, så det går vi og udtænker en plan for lige nu.
Stor efterspørgsel
Selv om det primært er møbler, der bliver solgt på siden, er der også mulighed for at købe andre ting til boligen. Den store efterspørgsel fra kunderne har betydet, at personalet har været nødt til at lægge andet end møbler på Facebook, da der var ønsker fra kunderne på andet end møbler.
Erik Feldthaus, formand for Røde Kors UllerslevNår vi ikke kan invitere folk ind, er vi nødt til at favne bredt, så derfor bliver der for eksempel også sat tøj til salg.
- Når vi ikke kan invitere folk ind, er vi nødt til at favne bredt, så derfor bliver der for eksempel også sat tøj til salg. Og hvis man ikke kan komme her i butikken og hente det, kan vi også sende det.
Og når først man har købt noget via Røde Kors Ullerslevs facebookside, får man en bestemt dag og et tidspunkt, hvor man kan afhente sin vare ved butikken, så der ikke kommer for mange mennesker på én gang. Betalingen for varerne foregår over mobilepay.