Annonce
Lokalavisen Nyborg

Røde Kors stormer afsted: - Det går strygende, men vi mangler frivillige

Røde Kors i Nyborg mangler frivillige hænder, der kan hjælpe de i forvejen 30 frivillige. Foto: Maria Frellesen Pedersen
Røde Kors i Nyborg er i en rivende udvikling. Men med udviklingen følger også flere kunder, og det betyder, at butikken mangler endnu flere frivillige hænder.
Annonce

Nyborg: Når man går ind ad døren til Vestervoldgade 41 i Nyborg, bliver man mødt af en klokke, der bimler for hver gæst, der træder ind. Derefter møder et sandt tøjmekka øjet. Blomstret, stribet, gult, blåt, stort og småt - der er noget for enhver smag i Røde Kors butikken.

I alt er 30 frivillige en del af hverdagen i butikken. Mens nogle af dem står bag disken, sørger andre for, at kommunens tøjcontainere bliver tømt, og tøjet bliver sorteret efter bedste evne. Der er nemlig intet tøj, der går til spilde.


Vi kunne sagtens bruge mellem 10 og 15 frivillige mere. Der er ingen krav om, hvor mange timer man skal lægge hernede. Det kan være tre timer om ugen, men det kan også være otte timer. Og hvis man er studerende, får vi det også til at passe ind. Der er plads til alle hernede

Anne Lerche Nordlund, formand for Røde Kors Nyborg


Hvis ikke tøjet kan sælges i butikken, fordi der er huller i, eller det er for beskidt, bliver det sendt til centrallageret i Horsens, hvor det kan omdannes til andre ting, eller sælges til opkøbere, som sørger for, at det gør gavn andetsteds.

For bare fem år siden var overskuddet i butikken ikke på meget mere end 600.000 kroner. I dag ser det helt anderledes ud. Det går strygende og klokken i indgangsdøren bimler mere end blot et par gange om dagen.

Men der skal langes mange stykker tøj til 25 kroner over disken hver dag for at kunne skabe et overskud, der kan gøre gavn. Det kræver mange frivillige - og derfor er butikken nu på jagt efter endnu flere ildsjæle, der har lyst til at hjælpe til i butikken.

Annonce

Der skal flere kræfter til

I og med at en af butikkens krumtapper har valgt at sige farvel til det frivillige arbejde, har man valgt, at der nu skal flere og nye kræfter til. Derfor håber formanden for Røde Kors i Nyborg, Anne Lerche Nordlund, at både unge, ældre, mænd og kvinder vil melde sig på banen som frivillig i butikken.

- Vi kunne sagtens bruge mellem 10 og 15 frivillige mere. Der er ingen krav om, hvor mange timer man skal lægge hernede. Det kan være tre timer om ugen, men det kan også være otte timer. Og hvis man er studerende, får vi det også til at passe ind. Der er plads til alle hernede, siger hun.

Anne Lerche Nordlund, formand for Røde Kors i Nyborg, håber, at mellem 10 og 15 frivillige vil melde sig på banen. Foto: Maria Frellesen Pedersen

Udover at skulle få flere frivillige ind i butikken, er det også planen, at der fremover ikke skal være én person, der leder butikken. De frivillige skal derimod være fælles om de opgaver, der ligger. Selv om der stadig vil være nogle af de frivillige, der er tovholdere for enkelte opgaver, er der ifølge formanden ikke én person, der skal stå med det hele selv.

- Vi skal kunne tænke ud af boksen - og det gør vi ved, at alle kommer til at have ansvar for butikken fremover. Alle skal kunne det samme. Selvfølgelig kræver det, at vi omstiller os til det, men vi tror på, at det godt kan lade sig gøre, fortæller hun.

Annonce

De unge skal på banen

Blandt de kommende frivillige har Anne Lerche Nordlund også en plan om, at der skal være flere unge i butikken, som blandt andet skal hjælpe med, at butikken bliver mere synlig på de sociale medier.

- Det er vigtigt, at vi er til stede på både Facebook og Instagram. Det er her, de unge er, så det er vigtigt, at vi også her kan finde ud af at vise vores sortiment frem, så de unge får lyst til at lægge vejen forbi.

Når der bliver indleveret garn i butikken, sørger nørklerne for, at det bliver omsat til ting, der kan sælges i butikken. Foto: Maria Frellesen Pedersen

Allerede nu er Anne Lerche Nordlund blevet kontaktet af to unge mennesker, der ønsker at være en del af hverdagen i butikken.

Mens den ene gerne vil hjælpe til på kommunikationsfronten, har den anden et brændende ønske om at stå i butikken og hjælpe kunderne - og det glæder formanden.

- Det giver en rigtig god dynamik, at der både er unge og ældre i flokken af frivillige. Vi kan lære så meget af de unge, hvis vi vil - og det vil vi i det her tilfælde.

Annonce
Annonce
Lokalavisen Nyborg

Mød Gud online

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce