Annonce
Lokalavisen Nyborg

Skive fH fik kamp til stregen, inden kræfterne løb op

Jacob Kampmann blev topscorer i kampen mod Skive fH. Foto: SUS Nyborg
Skive blev en hård modstander for Nyborgdrengene, der måtte se sig slået i weekendens kamp.
Annonce

Nyborg/Skive: I de fire første kampe har SUS Nyborgs 1. divisions herrer i to af kampene mødt hold, der er kandidater til oprykningen til håndboldligaen. I weekenden kom så den tredje modstander, som ligeledes vil kæmpe med om oprykningen. På udebane ventede Skive fH.

Kampen startede lige, og SUS Nyborg viste stor fightervilje gennem det meste af kampen, og fulgte med hjemmeholdet til stillingen 8–6. På under fire minutter blev udeholdet ramt af to udvisninger - perioden blev tabt med 4–0, og derfra var det op ad bakke.

Ved stillingen 15–9 med fem et halvt minut tilbage viste SUS Nyborg sin styrke, og lavede halvlegens sidste tre mål til pausestillingen 15–12, og udeholdet havde igen en kamp.

I anden halvleg kom fynboerne igen ud med god gejst og pressede Skive godt i de første 12 minutter. Ved stillingen 21–17 måtte de dog sande, at de i dag mødte et bedre hold, som her løb fra udeholdet.

Med fem Skive-scoringer i træk lukkede de endegyldigt kampen. Herfra var det blot et spørgsmål om nederlagets størrelse. Kampens største føring kom efter 53 minutters spil, hvor Skive kom på 31–21.

SUS Nyborg vandt dog de sidste syv minutter med 3–5 og slap derfor fra Skive med et nådeligt nederlag på 34–26. Trods 34 mål imod stod Kasper Kousholt i dag en rigtig god kamp med 13 redninger.

- Det er lidt samme følelse som mod Team Sydhavsøerne, hvor vi generelt er meget tilfredse med spillet, og hvor vi viser en god gejst. Det går helt sikkert den rigtige vej, og flere ting fungerer, sagde Mads Rydal, SUS Nyborg-træner efter kampen

- Vi mangler i dag Daniel Lundsgaard og Rasmus Levinsen, som normalt er to habile forsvarsspillere. Det er derfor nye og uprøvede konstellationer, vi forsøger i forsvaret. Vi manglede også Rasmus’ skudstyrke ude bagfra, hvor vi generelt havde det svært på langskuddene.

Målscorer: Niclas Thyssen og Jacob Kampmann seks, Joakim Rydal og Emil Thorsen tre, Trondur Mikkelsen og Pætur Mikkjalsson to, Anders Stuhr, Thomas Stuhr, Magnus Kristensen og Chris Petersen et.

Næste SUS Nyborg-kamp spilles lørdag den 17. oktober klokken 15 i Nyborghallerne mod Nordsjælland Håndbold.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Show med kendte viser

Annonce