Annonce
Lokalavisen Nyborg

Snart 100 år: Det værste var polioepidemien

Minna Henningen fylder snart 100 år, og den udadvendte kvinde må leve med at være mere isoleret i disse tider. Foto: Anette Hyllested
Formanden for Vindinge Pensionistforening, Minna Henningsen, fylder snart 100 år. Sammen med hende har vi set tilbage på et langt liv, som har budt på både glæder og sorger. Man må tage tingene, som de kommer, siger hun. Det gælder også coronavirus, som har gjort hendes dage ensformige.
Annonce

Vindinge: 16. april fylder Minna Henningsen fra Vindinge 100 år. Meningen var, at hun skulle fejres 17. marts i Vindinge Forsamlinghus - samtidig med, at Vindinge Pensionistforening, som hun er formand for, fyldte 60 år. Men det blev aflyst - coronavirus kom i vejen.

Planen var også at holde fest for naboer og venner 16. april og derefter for familien 18. april, men også det er aflyst på grund af coronavirus.

- Men det er der ikke noget at gøre ved. Nogle ting må man bøje sig for, siger Minna Henningsen, og måske er det netop evnen til at resignere, der har hjulpet hende med at overkomme de sorger og savn, et menneskeliv næsten altid bliver ramt af. Også Minnas.

Hun har begravet to ægtemænd og to børnebørn, alle sine søskende, mange venner og har i mange år måttet leve med, at to af hendes tre børn bor i Australien.

Minna Henningsen blev født 16. april 1920. Hendes forældre havde et husmandssted i Vindinge, og de følgende år fik Minna fire søskende.

Minna savner sine søskende, når hun kommer til at tænke på noget fra barndommen og ikke har nogen at spørge.

- Der er også mange venner, som er faldet fra. Der er et langt aldersspring mellem mig og de venner, jeg har i dag, siger Minna Henningsen og bekræfter, at en af de store udfordringer ved at blive meget gammel netop er, at man mister sine livsvidner.

Minna Henningen i døren til hjemmet. Hun kan stadig gå rundt, når blot hun har sin rollator. Foto: Anette Hyllested
Annonce

Kærligheden

Minna husker sin barndom som tryg og god. Første Verdenskrig var overstået, da hun blev født, og i modsætning til på gårdene længere ude på landet, var der elektrisk lys i hjemmet i Vindinge, da hun kom til verden.

Heller ikke 1930'ernes økonomiske krise gjorde større indtryk på barnet Minna.

- Vi havde jo det lille landbrug, så vi manglede ikke mad, fortæller hun.

Minna var kun 19 år, da hun sagde ja i Vindinge Kirke og blev gift med Niels Hansen, men dengang var det ikke en ualmindelig alder at blive gift i. Sammen med Niels flyttede hun til Assens, og parret fik tre børn. Minna passede hus og hjem, mens Niels arbejdede på fabrik.

Anden Verdenskrig passerede, men ifølge Minna Henningsen var der forholdsvis stille i Assens, som dengang var en noget mindre by end i dag.

- Der var jo tyske soldater, og vi var bange en gang imellem, når vi kunne høre, at der blev smidt bomber over Tyskland. Der var også en flyvemaskine, som faldt ned uden for Assens og en togulykke i Aarup. Så kunne vi høre ambulancerne køre mod sygehuset i Assens. Indimellem var vi tvivl om, hvordan det hele skulle gå, og vi lyttede til den engelske presse i radioen hver aften, fortæller hun.

I 1946 flyttede familien til København, for det var kun her, man kunne behandle Niels, som havde fået Lupus - en alvorlig kronisk sygdom, der er en autoimmun lidelse, hvor kroppens immunforsvar ved en fejl angriber raske celler og væv.

Niels døde som 40-årig. Da var Minna 32 år, og hun flyttede hjem til forældrene i Vindinge med sine tre børn - den yngste var blot tre år. Her blev Minna boende de følgende 14 år, indtil hun genfandt kærligheden. Han hed Jakob Henningsen og arbejdede på Gasa.

Parret nåede at bo sammen i 23 år - både i Odense og siden i hendes barndomshjem, som de overtog. De blev først gift i 1984. Jakob døde fem år senere.

Annonce

Polio og corona

Minna Henningsen har aldrig fået en uddannelse, men hun har syet i mange år, og ind til hun gik på pension som 60-årig syede hun herretrikotage hos Saxon i Vestervoldgade i Nyborg, fortæller hun.

Hendes børn lever endnu. Den ældste bliver snart 80 år og bor med sin familie i det vestlige Australien. Det gør barn nummer to også, mens Minnas yngste datter, Ulla Østerlund, har overtaget Minnas barndomshjem og bor tæt på sin mor, hvis hjem nu er et lille hus næsten lige overfor - på Bøjdenvej.

Australien kom ind i familiegeografien, da en ven til Minnas svigersøn ville vise sin australske kone Danmark.

- Det er en lang historie, men kort fortalt overtalte de min svigersøn og datter til at flytte ned til dem og senere fulgte også min søn og svigerdatter, fortæller Minna Henningsen.

- Jeg har besøgt dem 13 gange. Jeg kan godt lide Australien. Der er en smuk natur, og jeg var der altid, når det var vinter herhjemme og sommer hos dem. Men det er nok 10 til 12 år siden, jeg var der sidst, fortæller hun.

Hun har holdt af at rejse og har også været i mange europæiske lande.

- Men jeg har ikke rejst så meget, som folk gør i dag.

I årenes løb har hun fået 10 børnebørn, hvoraf to er døde, en uoverskuelig stor flok oldebørn og et enkelt tipoldebarn.

Der har været sorger og glæder, og nu er der coronavirus, som er hun træt af, fordi det begrænser hendes færden.

- Jeg kommer jo ingen steder, og det plejer jeg ellers. Mine dage er blevet noget ensformige, konstaterer hun.

Når hun ser tilbage på de 100 år, er coronavirus dog ikke det, som har skræmt hende mest.

- Det værste var polioepidemien først i 1950'erne. Det tænkte jeg meget på og vi var bange.

Sammen med datteren Ulla Østerlund. Foto: Anette Hyllested
Annonce

Optimist

Minna Henningsen hører glimrende, og hukommelse har det også godt. Det kniber lidt med synet, og det går bedst med at gå, når hun kan støtte sig til sin rollator.

Hun har ingen opskrift på, hvordan man bliver 100 år og ovenikøbet med livsglæden intakt.

Hun har ikke dyrket meget motion eller spist specielt sundt, og frem til 1967 var hun ryger. Hendes mor blev kun 70 år, mens faren blev 87.

- Jeg har fået ord for, at jeg er optimist, så det er jeg jo nok. Jeg har vel også været god til at tage tingene roligt, og som de kommer. Jeg er stadig glad for livet, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce