Annonce
Lokalavisen Nyborg

Spændende, interessant og tragisk: Susanne fik oprullet sin familiehistorie i "Forsvundne arvinger"

Susanne Skov Nielsen blev noget overrasket, da hun en dag fik et brev fra en advokat om, at hun havde arvet 14.000 kroner fra en onkel, som hun kun nåede at kende i få år, inden han forsvandt ud af familien igen. Foto: Louise Holmgaard Nielsen
En dag blev Susanne Skov Nielsen kontaktet af en advokat om en arv fra en halvonkel, som hun havde glemt alt om. Det blev starten på afsløringen af en familiehistorie, hun ikke anede, hun havde, i DR-programmet "Forsvundne Arvinger".

Skellerup/Odense: ”Nu, 40 år senere, er manden død uden nære pårørende omkring sig. Men vi skal finde hans slægtninge, fordi de har ret til hans arv”.

Sådan starter vært Mette Frisk programmet "Forsvundne Arvinger" på DR1 om den afviste søn, Hans Peter Rudolf Petersen. Han blev aldrig gift, havde ingen børn og havde umiddelbart ingen arvinger. Indtil Danmarks Radio får gravet i hans familiehistorie og blandt andre finder Susanne Skov Nielsen, hans niece.

- Man har da tænkt, kunne sådan noget her ske for mig, når man har set programmerne. Var der en eller anden rig onkel et sted? siger Susanne Skov Nielsen eftertænksomt.

Annonce

Det var indtil, hun blev kontaktet af en advokat om, at hun havde arvet 14.000 kroner fra en onkel, som hun ikke har tænkt på i mange år. Det blev starten på en rejse i hendes mors slægts historie, som gemmer på flere hemmeligheder, end Susanne Skov Nielsen lige vidste.

Den afviste søn

Susanne Skov Nielsens onkel hed Hans Peter Rudolf Petersen, men det var først, da Susanne var flyttet hjemmefra, at han pludselig en dag dukkede op i barndomshjemmet hos hendes forældre. Ingen vidste hvor han kom fra, udover at han var Susannes mors halvbror.

- Han var en stille mand og introvert. Jeg kan huske, at han havde gaver med til min mor. Nogle fade i noget der lignede sølv, så det betød åbenbart meget for ham at give gaver, fortæller Susanne Skov Nielsen.

Han åbnede sig aldrig op, for ellers havde vi nok vidst noget mere om hans baggrundshistorie. Der var jo ingen af os, der vidste, hvor han kom fra.

Susanne Skov Nielsen

De gaver samt eventuelle billeder af ham er desværre gået tabt, da Susannes barndomshjem brændte, hvor hendes mor også omkom, men hun ved, at han kom i huset to-tre gange om året i et par år i 1980'erne.

Hans Peter Rudolf Petersen er vokset op på børnehjem og har senere boet på forskellige værelser i Odense. Han blev aldrig gift eller fik børn. I et afsnit i Forsvundne Arvinger på DR1 søger de efter hans familie, og her finder de blandt andre Susanne Skov Nielsen, som er hans niece. Privatfoto

- Han åbnede sig aldrig op, for ellers havde vi nok vidst noget mere om hans baggrundshistorie. Der var jo ingen af os, der vidste, hvor han kom fra. Mine forældre gættede på, at han var fra et børnehjem, siger Susanne Skov Nielsen.

En dag kom han uanmeldt på besøg, hvor hendes forældre havde planer og var på vej ud ad døren, så han kunne ikke blive. Den afvisning kom han sig aldrig over. Det var sidste gang, han besøgte forældrene.

Historien om Hans Peter Rudolf Petersen

Hans Peter Rudolf Petersen boede i Odense og døde som 90-årig.

Han blev født på Rigshospitalet den 9. april 1930. I kirkebogen er hans mor først skrevet ind som et nummer, hvilket tyder på, at hun har født anonymt. Efter 2,5 år er hendes navn dog skrevet ind. Hun hed Dagmar Dusine Petersen.

Hun er senere blevet gift med Hans Peter Otto Larsen, men de har ikke beholdt Hans Peter, som blev anbragt på et optagelseshjem i Fredensborg i 1932. Han har altså boet hos sin mor de første år af sit liv.

Hans Peter Otto Larsen har efter al sandsynlighed ikke været Hans Peters far. I en maternitetserklæring har Dagmar Dusine Petersen skrevet Hans Peters far ind som Rudolf Svendsen, men i programmet "Forsvundne Arvinger" kan de ikke finde flere oplysninger om ham.

Familien har været fattig. Hans Peter Otto Larsen var daglejer og ejede ikke noget. Dagmar Dusine Petersen blev som ung sendt i tvangsarbejde. De får seks børn sammen.

Da Hans Peter var omkring 10 år blev han anbragt på skolehjemmet Gamle Bakkehus, som var Danmarks første kostskole for udviklingshæmmede, der gennem undervisning og oplæring kunne gøres selvforsørgende.

Hans Peter når at bo på fem forskellige børnehjem. Han bliver aldrig gift eller får børn og ligger begravet på Assistenskirkegård i Odense.

Annonce

Ekstra gren i familien

I dag 40 år efter i hjemmet i Skellerup kan Susanne Skov Nielsen godt undre sig over, at der ikke var nogle, der vidste noget mere om Hans Peter eller havde spurgt mere ind til hans historie.

Da han opsøgte familien, var der også flere, der ikke ønskede at have noget med ham at gøre. Da han boede i Odense, og Susannes familie boede i Rønninge på Østfyn, var det nemmest for ham at besøge dem, som han ofte gjorde på sin cykel. Men det var altid ham, der kom til dem.

- Min mor besøgte aldrig ham. Det var hans ønske om at få en familie, der ikke ville have ham. Men efter at de har lavet alle de undersøgelser ved Danmarks Radio, så har det godt nok været synd for ham. Det har været et hårdt liv, og jeg tænker, han har været ensom, fortæller Susanne Skov Nielsen.

Selvom Susanne Skov Nielsens slægt har en sørgelig familiebaggrund, så har det at være med i programmet "Forsvundne Arvinger" bragt familien tættere sammen, og hun har i dag kontakt med flere fætre og kusiner på sin mors side af familien. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

Det, der særligt overraskede hende, da de begyndte at grave i hendes mors familie, var ikke, at hun havde en halvonkel. Det vidste hun i forvejen, selvom hun ikke havde tænkt på ham i mange år og slet ikke havde regnet med at arve fra ham. Det var mormorens anden store hemmelighed.

Nogle år før hun fik Hans Peter, havde hun nemlig født en anden søn, Jørgen Petersen, som også blev født udenfor ægteskab og anbragt udenfor hjemmet. Han voksede op hos en plejefamilie i Fredericia, blev senere gift og skilt igen men fik aldrig børn og døde i en ung alder som 50-årig.

- Det interessante var alt det, de fandt frem, som vi ikke anede noget om. Skide da med, at vi arvede 14.000 kroner hver. Dem havde vi nok kunne leve uden, men det de fandt frem til, om hvordan hun (Susannes mormor, red.) egentlig havde haft det, da hun fik den her dreng uden for ægteskab, og det at hun faktisk havde et barn før ham. Det kom jo som en stor overraskelse. Det var der ikke nogen af os, der vidste, forklarer Susanne Skov Nielsen.

Annonce

Næsten ingen kontakt

Op gennem sin opvækst besøgte de sjældent bedsteforældrene på Nordsjælland. Hun husker heller ikke sin mormor og morfar som særligt kærlige eller omfavnende mennesker.

- Jeg er fra 1956, og dengang havde vi ikke bil, så man skulle med offentlig transport. Vi skulle først til Nyborg, så med færgen, og så skulle man med tog fra Korsør til København og skulle sandsynligvis med et andet tog fra København til det nordsjællandske. Det har været en lang rejse for mine forældre og to små børn, fortæller hun.

Hun husker enkelte togture, men som tiden gik forsvandt kontakten til hendes mors familie.

Susanne Skov Nielsen har en væg med billeder af familien hængende på sit kontor. Her hænger blandt andre hendes mor, hende selv og hendes bror, niece og nevø og deres børn. Foto: Louise Holmgaard Nielsen

I dag ser det dog anderledes ud. I programmet fik hun mere kontakt til sin fætter, som også var med i afsnittet om Hans Peter Rudolf Petersen, og hun har også kontakt med sin kusine. I dag skriver de tre ofte sammen, og Susanne Skov Nielsen besøgte sin kusine på Nordsjælland med sin mand i sommers, og til denne sommer skal de besøge fætteren på Lolland.

Programmet har genskabt en tabt familiekontakt, og det er Susanne taknemmelig for.

- Det er jo ikke pengene, det drejer sig om. Det er det pludselig at få oprullet en del af ens familiehistorie, som man ikke kendte noget til. Det er det, der er det spændende, interessante og tragiske i det, fortæller hun.

Annonce
Lokalavisen Nyborg

Svag start for Nyborg i weekendens kamp

Annonce
Lokalavisen Nyborg

Nyborg sejrede over Odense på udebane

Annonce
Lokalavisen Nyborg

En af Danmarks ældste biavlerforeninger: Ulrik startede sin biavler-rejse på grund af sin kone

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Margit og Benny vandt over kræften: Nu konkurrerer de ikke længere mod sygdommen, men mod hinanden i floorball

Lokalavisen Nyborg

Otte tips til at finde forsvundne forfædre

Lokalavisen Nyborg

Menneskeofringer og magiske skrubtudser: Østfyns Museer fortsætter jagten på de gode historier

Lokalavisen Nyborg

Grib cykelhjelmen og prøv mountainbike-ruten på Nyborg Vold: Efter cykelløb åbnes banen for alle

Lokalavisen Nyborg

Jens' kone fik en sjov idé, og pludselig stod Christian Prudhomme klar med pennen: Nu får hun en bonus

Lokalavisen Nyborg

Nyborg Bokseklub kæmper sig til to sølvmedaljer ved Jyske Mesterskaber

Lokalavisen Nyborg

Nyborg sejrede mod Krogsbølle i svær udekamp

Annonce