Annonce
Lokalavisen Nyborg

Stjernestøv over Nyborg-skuespiller

Johanne Milland får debut i filmen Venuseffekten, som netop er blevet optaget i Nyborg. Foto: Peter Krogh Frausing
Johanne Milland, der oprindeligt kommer fra Frørup, har netop været hovedrollen i uge-lange filmoptagelser i Nyborg.
Annonce

Nyborg: De første replikker som skuespiller blev for Johanne Milland sagt på Nyborg Vold, hvor hun i flere år medvirkede i den årlige sommer-musical. Senere gik hun på Musical Talentskolen i Nyborg, før hun for alvor tog springet og startede på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.

Den dag i dag bor den 25-årige skuespiller i København, men er netop hjemvendt til Nyborg for at filme sin første spillefilm. Endda i hovedrollen, og med optagelser lige op og ned af Volden.

- Jeg er vokset op på Nyborg Voldspil, hvor jeg havde min første forestilling i 2011. Så det, at vi er tilbage i voldspillets omgivelser, fuldender cirklen. Jeg starter min nye filmkarriere der, hvor det hele begyndte. Det er ret fedt, fortæller Johanne Milland.

Johanne skal spille hovedrollen "Liv" i den nye spillefilm "Venuseffekten", som fortrinsvis er optaget i Nyborg. Liv er en pige fra provinsen, som bliver forelsket i en kvinde, som er ældre end hende selv, og som bor i København. Den rolle blev hun tildelt, selv om hun ikke har tidligere erfaring med spillefilm.

- Det er meget anderledes at lave film. De to ting kan jeg slet ikke sammenligne. Det er så forskellige fokuspunkter, man arbejder med. I musical bearbejder man tekst og sange, men i film er det meget mere nørkleri. Det synes jeg, er fedt, men jeg elsker altså stadig at bryde ud i sang, forklarer Johanne Milland.

Venuseffekten filmoptagelse Nyborg
Annonce

Roser fra stjerner

Johanne har da også gjort positivt indtryk på de mere erfarne film-skuespillere. Blandt andet Sofie Gråbøl er glad for et ungt indspark, og ynder at arbejde sammen med Johanne Milland:

- Hun er simpelthen så skøn. Det er ikke nødvendigvis en fordel at have lavet ekstremt meget. Det handler om, hvordan man indgår. Jeg synes, Johanne er fantastisk at arbejde med, fortæller Sofie Gråbøl.

Selv om Johanne selv har hovedrollen i filmen, er det ikke den følelse, hun går med, når hun er på settet. Her kan hun nemlig selv slappe af, når andre vil have autografer fra de mere kendte film-skuespillere.

- Jeg føler mig egentlig lidt, som om jeg stadig er statist. Det er sjovt, men det har jeg det faktisk rigtig godt med. Sofie og Lars er simpelthen bare fantastiske, og det er rigtig rart for mig at starte i film med nogle mennesker, som har enormt meget erfaring. Og så er det rigtig fedt, at alle dem, der gerne vil have autografer og billeder, går over til dem, for så kan jeg gå ud og tage mig en sodavand, fortæller Johanne Milland med et stort smil på læberne.

"Venuseffekten" er en romantisk komedie, instrueret af Anna Emma Haudal, som selv har debut med spillefilm. Filmen får premiere den 25. december på det store filmlærred.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

De brændte chancers kamp

Lokalavisen Nyborg

Show med kendte viser

Annonce