Annonce
Lokalavisen Nyborg

Svømmehal for hunde: Her kan de lege og blive stærke

Lise Juul Andersson med Eddie efter svømmeturen. Foto: Anette Hyllested
Lise Juul Andersson fra Ørbæk har i godt fire år drevet en svømmehal for hunde, hvor dyrene kan komme i form. Forretningen omfatter også en butik med udstyr til hunde og katte og deres ejere.
Annonce

Ørbæk: To gange om ugen kører Eddie og Ida med deres ejer, Tessa Johansen fra Odense, til Alkeshavevej i Ørbæk for at svømme i tyve minutter. De små hunde, en blanding af racerne pekingeser og lhasa apso, er far og datter og ikke vandhunde i den forstand, at de er ellevilde med svømme. Men de gør det alligevel. Måske fordi, det er blevet en vane, og måske fordi, de begge har dårlige hofter.

- De har fået det meget bedre, efter at de er begyndt at svømme regelmæssigt, fortæller Tessa Johansen. For svømningen styrker deres form og muskler uden at belaste hofterne, og med flere muskler lindres dårligdommene også.

Det er en kold vinterdag, men vandet er varmt, for Eddie og Ida svømmer inden døre i svømmebassinet hos Lise Juul Andersson. Til foråret er det fire år siden, at hun og hendes mand byggede hunde-svømmehallen i deres stald, hvor de havde haft heste. Samtidig åbnede de en butik med udstyr og foder til hunde og katte og deres ejere. I begyndelsen var det udelukkende en web-butik, men nu er der også en fyldt butik, hvor kunderne kan se og røre varerne og få en snak med Lise Juul Andersson.

Mens Eddie og Ida denne dag svømmer rundt og rundt, fortæller Lise Juul Andersson, at bassinet er uden klor, men holdes rent af UV-lys og et sandfilter. Hunde fælder, så det kræver en indsats at fjerne hår. En gang om ugen tilsættes bassinet også nogle iltmidler, der dræber alger.

- Og stofferne er væk på tyve minutter. Det har været meget vigtigt for mig, at vandet er så naturligt som muligt, siger hun.

Lise Juul Andersson

Lise Juul Andersson, 55 år, født og opvokset i Nyborg.

Student fra Nyborg Gymnasium. Boede herefter næsten otte år i England, hvor hun blandt andet arbejdede med hunde og stiftede bekendtskab med svømning for hunde.

Arbejdede herefter i flere år som fængselsbetjent på Nyborg Fængsel.

Gift med Bent Andersson i godt tyve år.

Parret bor på Alkeshavevej i Ørbæk, hvor de for snart fire år siden byggede en svømmehal til hunde og etablerede en tilstødende butik. I butikken er der blandt andet foder, godbidder, legetøj og tøj til både hunde, katte og ejere.

Svømmehal og forretning hedder CanisVitae.dk, og det er Lise Juul Andersson, som er daglig leder.

Annonce

Svømmeveste

Eddie og Ida har svømmeveste på. Det er for at støtte dem, for Eddie gik til bunds, da de prøvede uden. Sådan er der flere hunde, der har det, men der er også mange, som svømmer uden svømmehallens veste.

- De første gange var de også "helt døde", når vi kom hjem i den forstand, at de var blevet så trætte, at de kun ville sove. Men nu er de i langt mere vigør efter svømning, konstaterer Tessa Johansen.

Mens Eddie og Ida svømmer som en slags genoptræning, er der ejere, der giver deres hunde en svømmetur blot for sjov - som en anden mulighed for at få brugt noget energi.

- Og der kommer hunde, der svømmer for at blive holdt i god fysisk form. Det er for eksempel jagthunde og konkurrencehunde, fortæller Lise Juul Andersson og tilføjer, at langt de fleste hunde er glade for at komme i bassinet, men at der er enkelte, som ikke bryder sig om det.

Selv har hun tre store hunde af racen tibetansk mastiff, som hun omtaler som formentlig verdens ældste hunderace.

- Jeg har altid haft hunde, og i min fritid arbejder jeg som ringpersonale i forbindelse med hundeudstillinger, eller også arbejder jeg med vores egne hunde.

Annonce

Hårdt arbejde

Arbejde og fritid løber lidt sammen, når passionen bliver til en selvstændig virksomhed. I begyndelsen var det et ekstra hårdt slid, først med at bygge og etablere og siden med at løbe det hele i gang. Det tog tid.

- Det var også lærerigt, og i dag går det fornuftigt med både svømmehallen og butikken. Her er kunder hver dag - også i weekenderne, siger Lise Juul Andersson.

Hun lever godt med, at hun ikke "går hjem fra arbejde" på faste tider som mange andre.

- Jeg er næsten hele tiden på - men jeg er meget glad for det.

Et tjek på hendes hjemmeside CanisVitae.dk afslører da også, at svømmehallen er åben hver dag fra klokken 9.30 til 20.10. At den har åbent 10 timer om lørdagen og næsten otte om søndagen - her er den dog kun for øvede, der kan klare sig uden hendes hjælp.

Ida har som Eddie nogle hofteproblemer, og det hjælper hende at svømme. Foto: Anette Hyllested
Og så drejer vi en omgang ... Ida og Eddie svømmer i tyve minutter to gange om ugen. Foto: Anette Hyllested
Efter svømmeturen får hundene specielle håndklæder på, der fungerer som en slags dragter, der suger vandet og holder dem varme på turen hjem. Her er Eddie og Ida sammen med deres ejer Tessa Johansen. Foto: Anette Hyllested
Lise Juul Andersson sammen med en af sine egne hunde, Rami, foran sin butik og svømmehal i Ørbæk. Foto: Anette Hyllested
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Ballet i Landporten

Lokalavisen Nyborg

Magiske aftener i Nyborg

Lokalavisen Nyborg

Smuk aftentur

Lokalavisen Nyborg

Fotogene brumbasser

Annonce