Annonce
Lokalavisen Nyborg

Tidligere skuespiller blev selvstændig: - Jeg ville også have tid til at læse godnathistorier for mine børn

Efter at have været skuespiller i otte år, valgte Michael Grønnemose at blive selvstændig. Foto: Maria Frellesen Pedersen
Skuespillerlivet overlod ingen tid til familien. Derfor valgte Michael Grønnemose for tre år siden at lægge skuespillet bag sig og blive selvstændig.
Annonce

Nyborg: Drømmen havde været der, siden han var 12 år. Han spillede på amatørscenen tre eller fire gange om året, og der var ingen tvivl om, at han skulle være skuespiller, når han blev ældre.

Det lykkedes også. I 2009 blev den i dag 45-årige Michael Grønnemose uddannet skuespiller fra Odense Teater, hvor han efterfølgende blev fastansat. Men efter otte år på scenen var skuespillet ikke længere drømmen. Han elskede livet på scenen og det arbejde, der lå op til en forestilling, men han elskede ikke, at han var skuespiller på bekostning af tid med familien.


En aften da jeg kom hjem efter en dag på teateret, fortalte min kone, Freja, mig, at vores søn havde spurgt, om jeg ikke længere boede hjemme, fordi jeg kun var der om morgenen, når han skulle sendes afsted.

Michael Grønnemose, ejer af Livewell Productions


- En aften da jeg kom hjem efter en dag på teateret, fortalte min kone, Freja, mig, at vores søn havde spurgt, om jeg ikke længere boede hjemme, fordi jeg kun var der om morgenen, når han skulle sendes afsted. Det gjorde ondt. I det sekund besluttede jeg mig for, at der skulle ske noget. Jeg ville også have tid til at læse godnathistorier for mine børn, fortæller den tidligere skuespiller.

Og det har han fået muligheden for nu. I 2017 valgte Michael Grønnemose nemlig at blive selvstændig. Mens han stadig var ansat på teateret, begyndte han så småt at arbejde på det firma, som han lever af i dag - nemlig Livewell Productions.

Annonce

Det startede hjemme i stuen

Med tiden indså Michael Grønnemose og konen Freja, at det ikke længere var et sideprojekt, han havde gang i hjemme i stuen. Derfor valgte han at lægge skuespillerjobbet på hylden og kaste sig over videoproduktion til virksomheder på fuld tid.

Udover at lave videoer for andre virksomheder, lægger Michael Grønnemose også selv videoer ud på nettet en gang om ugen. Foto: Maria Frellesen Pedersen

- Det startede egentlig bare med, at jeg lagde en video op på Linkedin, hvor jeg fortalte lidt om mig selv, og det endte med, at min indbakke blev bombarderet med beskeder og bookinger, som jeg ikke kunne sige nej til, så der besluttede jeg mig for, at det skulle være nu, at jeg skulle prøve at være selvstændig.

Men med en virksomhed, der blev større og større, måtte Michael Grønnemose indse, at den ikke længere kunne drives fra stuen. Derfor holder han i dag til på Lindholm Havnevej, hvor han producerer videoer til alverdens firmaer, men også videoer med ham selv, hvor han markedsfører sin virksomhed.

Annonce

En historiefortæller

Grunden til at det netop var den vej, som den tidligere skuespiller valgte at gå, var, fordi det gav ham muligheden for kombinere tid med familien med det, han holdte allermest af ved at være skuespiller: At fortælle historier til andre. Nærværende historier, der gav hans publikum noget at tænke over.

Derfor hjælper han i dag firmaer med at fortælle historier til deres kunder gennem videoer. Det skal ikke være produktvideoer, der har til formål at sælge et bestemt produkt, men derimod videoer, der fortæller, hvem virksomheden er, og hvad der gør lige præcis den virksomhed unik.

Blå bog

  • Er 45 år.
  • Født i Odense, men flyttede til Nyborg som etårig.
  • Har efterfølgende boet i Odense, Aarhus og Haarby, inden han flyttede tilbage til Nyborg for fem år siden.
  • Er uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2009.
  • Blev selvstændig i 2017.
  • Er gift med Freja.
  • Sammen har de en dreng og to piger på henholdsvis otte, fem og to år.

- Med video er jeg sikker på at fange folks opmærksomhed. Da jeg stod på scenen, var jeg kun en del af et samlet billede, men jeg kunne ikke bestemme, hvor folk skulle kigge hen i salen. Når jeg laver en video og først har fanget seeren, ved jeg, at vedkommende kigger på det, jeg vil have, de skal kigge på. Og derfor er videomediet så interessant, fortæller Michael Grønnemose, der inden længe skal lave videoer for Mærsk.

Selv om man aldrig skal sige aldrig, tror Michael Grønnemose ikke, at han vender tilbage til skuespillet - i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid.

- Så længe mine børn er små, kommer jeg ikke til at vende tilbage. Jeg har jo stadig muligheden for at fortælle historier med det, jeg laver nu, så det er ikke noget, jeg savner, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Show med kendte viser

Lokalavisen Nyborg

De brændte chancers kamp

Annonce