Annonce
Lokalavisen Nyborg

Tip fra spejderne: Spejderløb ved Nyborg vold

Hvis man mangler aktiviteter for familien, foreslår spejderne fra Mads Lerche Gruppe, at man kan prøve spejderløb ved Nyborg vold. Det kræver kun, at man downloader den gratis app Woop. Foto: Mads Lerche Gruppe
Det kan være svært at blive ved at finde på nye aktiviteter for familien. De blå spejdere fra Mads Lerche Gruppe foreslår spejderløb ved Nyborg vold.

De blå spejdere fra Mads Lerche Gruppe har mange forslag til, hvad man kan lave med sin familie. Hver uge vil der blive lagt nye forslag op på gruppens Facebookside, som passer til ugens vejr.

Sidste uges tip var fuglefodring og gruppen håber, at mange vil dele fotos og erfaringer med fuglenes livretter i kommentarfeltet på gruppens Facebookside.

Denne uges tip er to små spejderløb ved Nyborg vold. Begge ture starter ved Nyborg Forsyningsselskab. For at kunne se ruter og poster skal man hente den gratis app Woop, og når man står ved forsyningsselskabet vælge “jagt” i appen.

“Mads Lerche kort rute” er for familier med mindre børn. Den er 1,6 kilometer. Den anden rute er for familier med ældre børn og hedder “Mads Lerche lang rute”. Den er cirka fire kilometer.

Ruterne vil være tilgængelige indtil april, hvor det forhåbentlig igen er muligt at komme til almindelige fritidsaktiviteter. Når Corona-restriktionerne lempes, vil gruppen starte spejderaktiviteter op for unge (16+) og voksne spejdere, nye som erfarne. Der vil være mulighed for at prøve egne grænser af, få masser af gode fælles oplevelser, lejrbålshygge og deltage i kurser, hvor man får både praktiske og personlige kompetencer med sig.

Mads Lerche Gruppe har også spejderaktiviteter for børn ned til børnehavealderen, der hver tredje uge kan gå til familiespejder. Her er der stort fokus på de nære oplevelser med familien og at udforske naturen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce