Annonce
Lokalavisen Nyborg

Trine fra Fighterne fik slået benene væk under sig

Trine Vive er modtager af Handicapprisen 2019. Foto: Mikael Tipsmark
Det kom bag på Trine Vive, som har skabt bokseholdet Fighterne, at hun vandt Handicapprisen 2019. Samtidig modtog hun Den Gyldne Stok.
Annonce

Nyborg: 2500 kroner er mange penge, men der gik flere timer, før Trine Vive fra Skellerup opdagede, at hun havde fået dem. For da hun tirsdag aften 4. december vandt Handicapprisen 2019, var det æren, hun i første omgang hæftede sig ved.

- Det er jo et kæmpestort skulderklap. Jeg blev meget overrasket over, at prisen gik til mig, for de to andre nominerede var lige så værdige til prisen, så jeg må indrømme, at det slog benene væk under mig, fortæller hun.

Først, da hun kom hjem efter festen og læste om den på fyens.dk, gik det op for hende, at hun ikke "kun" havde modtaget prisen og diplom, blomster og et maleri, men også 2500 kroner.

- Det er jo dejligt, men helt ærligt ikke pengene, der vægter højest for mig. Det er æren og især glæden ved "Fighterne", siger hun.

Det var 49-årige Trine, som er handicaphjælper, der i sin tid fik idéen til "Fighterne", som er et boksehold for udviklingshæmmede under Nyborg Bokseklub. Hver mandag træner hun som holdleder de 12 på holdet - og der kommer fortsat nye til - sammen med fire hjælpetrænere i Kampsportens Hus i Nyborg. Og hun elsker sin mandags-time.

- Der er så stor glæde på holdet, og vi får så mange smil, fortæller hun.

Handicaprådet

Handicaprådets formål er blandt andet at medvirke til at fremme et samarbejde mellem Nyborg Kommune og kommunens forskellige foreninger, brugerråd og klubber, der arbejder for at forbedre vilkårene for børn, unge og voksne med nedsat funktionsevne i Nyborg Kommune.

Lars Bennedbæk, 66 år, er formand og repræsenterer sammen med Ole Skovsbøll, Birthe Rasmussen, Mitzi Faarbæk og Inge Nybo Mikaelsen foreninger, mens byrådet er repræsenteret ved Martin Stenmann, Rameesh T. Sambanther og Jørn Terndrup. Fra kommunen sidder Jens-Kimer Jørgensen og Dorthe Dahlstrup.

Annonce

En stok oveni

Trine Vibe er født og opvokset i Nyborg, men har de seneste 17 år boet i Skellerup.

"Det er helt klart Trines fortjeneste, at "Fighterne" er blevet så stor en succes. Hun er en ildsjæl, der altid går forrest for de svage i samfundet", lød det i en af indstillingerne til Handicapprisen, og formand for Handicaprådet i Nyborg, Lars Bennedbæk, føjede flere roser til, da han på vegne af rådet overrakte hende prisen.

- Det handler om det, den danske filosof K.E. Løgstrup kaldte den etiske fordring. At du hjælper et menneske, fordi du ikke kan lade være - ikke for at få noget ud af det, sagde han blandt andet om Trine Vives uegennyttige indsats.

Det var ikke en nem opgave for Handicaprådet at vælge årets prismodtager. De to øvrige nominerede til prisen har nemlig også gjort det fantastisk godt, så det var en tæt og svær afgørelse, fortæller formand Lars Bennedbæk.

Per Stapelfeldt fra Hjerteforeningen Lokalafdeling Nyborg var sin egenskab af kasserer i foreningen nomineret for at være primus motor i sociale tiltag som udflugter, fester og ikke mindst gåture den første søndag i hver måned med efterfølgende fællesspisning.

Poul Danielsen var nomineret til prisen for på femte år hver uge at undervise et hold døve i indoor-bike. Deltagerne på holdet kan på grund af deres hørehandicap ellers have svært ved at deltage i holdsport, men her kan de være med uanset form og alder - ikke mindst, fordi Louise Soon Pedersen er tilknyttet som tolk.

Ikke nok med, at Trine Vive modtog Handicapprisen 2019. Tirsdag aften fik hun også Den Gyldne Stok af Halvvejserne, som er en handicapforening i Ørbæk. Stokken gives hvert år på den internationale handicapdag til en person, som har gjort en særlig indsats for handicappede.

Trine Vive i aktion på bokseholdet "Fighterne". Arkivfoto: Kasper Riggelsen
Maleri-gaven er malet af Ole Skovsbøll.
Trine Vive i midten flankeret af tre af sine hjælpetrænere, Harry, Sanel og Damir. Yderst til venstre borgmester Kenneth Muus og ved siden af ham de to øvrige nominerede til prisen, Poul Danielsen og Per Stapelfeldt. Til højre formand for handicaprådet, Lars Bennedbæk og Ole Skovsbøll, der havde malet et maleri til prismodtageren. Foto: Mikael Tipsmark
Formand for Handicaprådet, Lars Bennedbæk. Foto: Anette Hyllested
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce