Annonce
Lokalavisen Nyborg

Tróndur spillede stort, men det var ikke nok for SUS Nyborg

Tróndur Mikkelsen spillede en stor kamp til onsdagens kamp mod IK Skovbakken og scorede 12 mål. Foto: Peter Johanson
Herrer 1. division, SUS Nyborg – IK Skovbakken 29 – 38 (16 – 19)
Annonce

Onsdag var SUS Nyborg i aktion igen efter kampen mod Skive fH i lørdags. Endnu engang var det på hjemmebane ligesom de foregående fire kampe. Denne gang var det IK Skovbakken, der var kommet på besøg, og det gode forsvarsspil fra Skive kampen havde hjemmeholdet desværre ikke fundet frem fra kampens start, og det blev aldrig fundet frem.

Trods det startede SUS Nyborg til gengæld med stor sikkerhed i deres angrebsspil og kunne efter 10 minutters spil notere sig en 8-5 føring, men det blev hurtigt til tre århusianske mål, og der var igen balance i regnskabet.

Herefter fulgtes de to hold ad til 23 minutter inde i kampen, hvor stillingen var 14-14. IK Skovbakken fik her fat i kampen, og med fire mål i streg, hvoraf to af dem var med en mand i undertal, fik de skabt et hul. Fynboerne fik dog reduceret et enkelt mål inden pausen og kunne derfor gå til pause bagud 16-19.

Især Tróndur Mikkelsen spillede en god første halvleg med fire mål og en evig trussel for Skovbakken-forsvaret. Redningerne fra William Asmussen og senere Kasper Kousholt var desværre en stor mangelvare i første halvleg.

SUS Nyborg fik kontakt med Skovbakken efter seks et halvt minut af anden halvleg ved stillingen 21-22. Tróndur Mikkelsen havde ikke tænkt sig at stoppe sin evige uro fra første halvleg, og ud af de fem mål havde han lavet fire af dem. Udeholdet trak dog fra igen, og efter 11 minutters spil af anden halvleg havde de igen et forspring på fire mål ved stillingen 22-26.

Den føring kom hjemmeholdet aldrig rigtig tættere på, da der var stor tendens til, at målene blev byttet, da ingen af holdene rigtig fik fat i forsvaret. Forskellen lå i at Skovbakkens målmand havde redninger, og det manglede hjemmeholdet i dag, da de kun blev noteret for syv redninger.

Østfynboerne kom aldrig tættere på Skovbakken end tre mål, og ved stillingen 28-33 med fem et halvt minut igen blev der satset med syv mod seks. Det havde en meget negativ effekt, og på under tre minutter scorede århusianerne fem mål, inden Tróndur lavede sit 12. mål og kampens sidste til slutresultatet 29-38, som var et unødvendigt stort nederlag set ud fra kampens gang.

Det solide forsvarsspil, som SUS Nyborg i de sidste par kampe har vist, fandt de aldrig frem. Skovbakken spillede hurtigt og spillede hjemmeholdet tyndt gennem hele kampen, hvilket de 38 mål viste et godt billede af.

Målscorere for SUS Nyborg: Tróndur Mikkelsen 12, Pætur Mikkjalsson, Rasmus Levinsen, Nikolai Aleksandrovietz og Lasse Mikkelsen 3, Joakim Rydal og Anders Stuhr 2, Magnus Kristensen 1.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce