Annonce
Lokalavisen Nyborg

Udskudt udveksling sendte Axel og Marius på andre veje

Axel Bror Jensen og Marius Bjørn Beck skulle have været på udveksling med Rotary, men det er foreløbigt udsat til sommeren 2021. Foto: Peter Krogh Frausing
To 17-årige drenge havde set frem til at skifte Nyborg ud med Australien og Columbia, men da coronaen ramte, fik de i stedet travlt med at finde en ungdomsuddannelse.
Annonce

Østfyn: I juli måned skulle to drenge fra Nyborg have sat sig i hver deres flyvemaskine fra Kastrup, og flyve til henholdsvis Columbia og Australien, hvor deres nye liv i et år skulle udspille sig.

Sådan gik det ikke i denne omgang

Den 1. april fik de begge en mail om, at de måtte vente et år.

- Jeg troede helt oprigtigt, at det var en aprilsnar, og skrev til Rotary, at jeg ikke synes, den var særligt sjov. Det var først op ad dagen, at der kom svar om, at det var alvor, og der tog humøret ærligt talt et dyk, fortæller Marius Bjørn Beck.

Eventyret var for en periode sat på standby, og de to unge drenge fra Nyborg måtte se sig om efter en ungdomsuddannelse, som de kunne bedrive det næste år med.

- Jeg havde allerede søgt ind på STX her i Nyborg, så selv om det ikke var det, jeg havde regnet med at skulle bruge det næste år på, havde jeg en plan b. Det er selvfølgelig lidt træls at skulle afbryde gymnasiet i et år efter 1.g, men jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg ikke vil undvære et år i udlandet, fortæller Axel Bror Jensen.

Anderledes var det for Marius Bjørn Beck, som gerne vil være elektriker. Han havde nemlig ikke søgt ind på en ungdomsuddannelse på forhånd, og måtte derfor bede om dispensation til at starte på EUX-uddannelsen på SDE i Odense.


Muligheden tror jeg bare aldrig kommer igen, og derfor vil jeg ikke være oplevelsen foruden.

Marius Bjørn Beck


- Det bliver nok svært at finde en læreplads, når jeg holder et års pause midt i uddannelsen. Derfor var jeg også i tvivl om, om jeg ville tage imod tilbuddet om at komme afsted næste år. Muligheden tror jeg bare aldrig kommer igen, og derfor vil jeg ikke være oplevelsen foruden, fortæller han.

Annonce

Drømmen om Sydamerika

Inden de to blev udtaget til udvekslingsprogrammet, var de med i en ansøgerrunde, hvor fem kandidater fra Nyborg havde søgt om at komme på udveksling. I ansøgningsrunden havde de begge skrevet et langt brev om dem selv og deres motivation for at komme på udveksling. Rotary var også hjemme hos deres familier for at fornemme, hvem de selv er, og hvordan deres familier er.

- Jeg var meget glad, da jeg fik at vide, jeg skulle på udveksling. Jeg har et stykke tid haft en drøm om at komme til Sydamerika for at lære spansk, og det her er den helt oplagte mulighed, fortæller Marius Bjørn Beck.

Netop Sydamerika er et af de steder i verden, hvor corona-virusen har slået allerhårdest, hvorfor det heller ikke er garanteret, at verdensdelen bliver åben for udvekslingsstudenter igen, før den næste afrejsedato falder i Rotary.

- Jeg har det egentlig okay med, at udvekslingen blev udskudt, og jeg forstår også, hvis jeg ikke kommer til netop Sydamerika. Jeg har set billeder i medierne, hvor der ligger døde mennesker på gaderne. Jeg er sikker på, at jeg ikke bliver sendt afsted, hvis det stadig er sådan til sommer. Og det er fint, for jeg skal ikke være blandt dem, der ligger på gaden, siger han.

Axel Bror Jensen fra Frørup (venstre) skulle have indtaget Australien i et år, ligesom  og Marius Bjørn Beck (højre) skulle have været til Columbia og lære spansk. Foto: Peter Krogh Frausing
Annonce

Ikke den første i familien

Axel Bror Jensen er ikke den første i familien, der skal på udveksling. Hans storesøster har nemlig været afsted på selv samme udvekslingsprogram. Ideen om at rejse ud i verden, og blive en del af en anden kultur kommer derfor ikke et helt fremmed sted fra.

- Mine forældre var ikke særligt svære at overbevise - tværtimod motiverede de mig faktisk til at springe ud i et udvekslingsår. Jeg er egentlig ikke så bekymret for at få hjemve, når vi endelig skal afsted. Selvfølgelig kommer vi til at savne hinanden, men et år i Australien kommer til at blive en kæmpe oplevelse, som jeg tror, vil optage mig mere, fortæller han.

Marius Bjørn Beck hørte første gang om udveksling til en konfirmation, men det at tilbringe længere tid i udlandet, kommer faktisk heller ikke fra et helt fremmed sted. Begge forældre har nemlig boet i udlandet som unge, og motiverede ham derfor også til at gøre det samme, da de hørte om Rotarys ungdomsudveksling.

- Jeg glæder mig til, vi igen skal i gang med forberedelserne. Jeg har faktisk lige været til lægen og få en erklæring på, at jeg er rejseklar, men ellers har sommerfuglene i maven lagt sig lidt. De baskede ellers på fuld kræft, da vi var på seminar i foråret for at blive forberedt på afrejsen, som skulle have været i år.

Foreløbigt er planen, at de to skal afsted i sommeren 2021. Hvorvidt landene bliver de samme, som oprindeligt besluttet, står endnu i det uvisse.

Annonce
Annonce
Lokalavisen Nyborg

Højtlæsning for voksne

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Nyborg

Musik på hjernen

Annonce