Annonce
Lokalavisen Nyborg

Udstillingen på Ting- og Arresthuset gav uventet afkast

Cirka 500 gæster har været på rundvisning i Ting- og Arresthuset. Foto: Østfyns Museer
Stort set alle visninger af sommerens udstilling om Nyborgs Ting- og Arresthus var udsolgt.
Annonce

Nyborg: Udstillingen ”Ting- og Arresthuset 100 år” er ikke som så mange andre udstillinger på Østfyns Museer. Den enestående genstand, som er udstillingens fokus, er nemlig det bygningskompleks i det centrale Nyborg, der for 100 år siden blev rejst til Nyborgs ting- og arrestvæsen. I dag er komplekset arbejds- og mødested, og udstillingens gæster måtte derfor booke sig ind på faste rundvisninger for at se udstillingen.


Det har været en fornøjelse at møde de mange nysgerrige borgere - ikke mindst dem, der selv var en del af stedets historie som enten ansatte eller indsatte i arresten

Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Nyborg Slot og Kulturarv


- Vi er meget tilfredse med udstillingen og rundvisningerne. Det har været en fornøjelse at møde de mange nysgerrige borgere - ikke mindst dem, der selv var en del af stedets historie som enten ansatte eller indsatte i arresten, fortæller Mette Ladegaard Thøgersen, der er leder af Nyborg Slot og Kulturarv i en pressemeddelelse.

Annonce

Gæster var kilde til ny viden

Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem historikeren Aksel Andersen og museumsinspektør Ditte Larsen, som har indsamlet viden om stedets historie. I løbet af sommeren har de yderligere kunnet føje en lang række gode historier til.

- Mange gæster har bidraget med viden, fortællinger og erfaringer, som løbende er blevet indlemmet i rundvisningerne. Blandt vores gæster har der også være tidligere arrestanter, som har genbesøgt Ting- og Arresthuset for første gang siden deres ophold her, fortæller Ditte Larsen i en pressemeddelelse.

Udstillingen forbliver i Ting- og Arresthuset indtil efterårsferien. Foto: Østfyns Museer


I udstillingens periode fra 18. juni til 30. august var museets frivillige guider på banen fire gange om ugen og fik i alt vist omkring 500 gæster rundt i udstillingen, der er spredt over hele det gamle Ting- og Arresthus.

Udstillingen ”Ting- og Arresthuset 100 år” er skabt af Østfyns Museer og støttet af Erhvervs- og Udviklingsudvalget i Nyborg Kommune. Udstillingen forbliver intakt i Tinghuset indtil efterårsferien. Udstillingens plancher vil fremover hænge permanent på væggene i Ting- og Arresthuset, så de fortsat kan minde om stedets unikke historie. Det er muligt at bestille en rundvisning i Ting- og Arresthuset ved at kontakte Østfyns Museer.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce