Annonce
Lokalavisen Nyborg

Populær spejdergruppe truet af lukning

Arkivfoto fra 2017, da borgmester Kenneth Muhs prøvede kræfter med praktiske spejderfærdigheder som at kløve brænde hos de tre spejdergrupper fra Nyborg Kommune. Foto: Rikke Koch-Poulsen
Leder-mangel har bragt Ullerslev Spejdergruppe i knibe.
Annonce

Ullerslev: Der var været spejdere i Ullerslev siden 1942, men nu er eksistensen truet.

Krisen skyldes, at Ullerslev Spejdergruppe, som hører ind under Det Danske Spejderkorps, mangler en formand, et bestyrelsesmedlem og en gruppeleder.

"Efter 10 års foreningsarbejde for spejderne har både formanden og gruppeleder valgt at trække sig tilbage, og det stiller foreningen overfor en kommende lukning, da det endnu ikke har været muligt at finde nye kandidater til disse poster til det kommende grupperådsmøde (generalforsamling) 19. februar 2020 kl. 17.00, "skriver Ullerslev Spejdergruppe i en pressemeddelelse.

Den afgående formand er Henrik Koch-Poulsen.

- Jeg har givet spejderlivet en skalle de seneste ti år og kæmpet rigeligt - og ofte seks til syv dage om ugen. Nu orker jeg ikke mere, nu må der andre til, siger han.

Hans hustru Rikke Koch-Poulsen stopper som gruppeleder, men fortsætter sit arbejde hos spejderne for handicappede medlemmer.

Annonce

Sund forening

Spejdergruppen er ellers en sund forening, forlyder det i pressemeddelelsen - med 12 ledere og 60 spejdere i alderen fra tre til 18 år, som er delt ind på seks forskellige grene - familie, mikro, mini, junior, trop. Og som den eneste gruppe på Fyn tilbyder den i Ullerslev også specialspejder for fysisk og psykisk handicappede børn.

"Foreningen oplever stor søgning til spejderlivet i denne tid, hvor forældre gerne vil have deres børn væk fra de digitale skærme, og det giver blandt andet gruppen en ekstra god økonomi, som giver den selvkørende ledergruppe muligheder for innovative tiltag. Men hvor godt kørende spejderlivet end er i Ullerslev, kan den ikke leve videre uden en ny bestyrelse. Spejdergruppen leder derfor med lys og lygte efter nogle, som kunne tænke sig de mere administrative poster", står der i pressemeddelelsen.

Alarmen er slået også på Facebook, og ifølge den afgående formand har der været et par henvendelser.

Han lover at hjælpe og støtte nye kræfter, og det samme gør Rikke Koch-Poulsen, som kan man kontakte på 31 72 81 84, hvis man er interesseret i at høre mere om, hvad de ledige poster går ud på.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce