Annonce
Lokalavisen Nyborg

Ungdomsboliger: Huset der blev bygget to gange

En murer fra Dreier & Co i gang med at mure en kæmpe gavl. Det er afslutningen af renoveringen af de kun fem år gamle ungdomsboliger på Frisengårdavej. Foto: Mogens Rasmussen.
Næsten nye ungdomsboliger på Frisengårdsvej er snart gennem stor renovering. Byggeriet blev en del af skandalen med MgO-pladerne.
Annonce

Nyborg: Det er - heldigvis - ikke normalt, at boliger må gennem en stor renovering efter få års brug.

Men sådan er det gået med ungdomsboligerne på Frisengårdsvej, der er ejet af boligforeningen Holmegården.

Boligerne blev opført ved Butikstorvet nær Nyborg Gymnasium i 2014, og uheldigvis brugte man såkaldte MgO-plader til facadebeklædning under murstenene. Kort efter byggeriet var færdigt, blev byggebranchen i Danmark klar over, at MgO-plader ikke tåler det fugtige danske vejr, og at pladerne kan udskille en syre, der kan give alvorlige byggeskader.

- Vi kunne hurtigt se, at der opstod skader på ungdomsboligerne, fortæller driftschef Christian Nielsen, Holmegården.

Byggeskadefonden blev kontaktet, og efter grundige målinger, blev det besluttet, at murstenene på gavlene af bygningen skulle rives ned, MgO-pladerne fjernes, og derefter skulle det hele bygges op igen. Det arbejde er i gang for tiden, og i sidste uge var en enkelt murer fra Dreier & Co i gang med at mure nordgavlen op igen.

- Heldigvis betaler Byggeskadefonden 95 procent af udgifterne, og resten må vi tage fra vores dispositionsfond, siger Christians Nielsen, der ikke kan oplyse, hvad det har kostet at reparere ungdomsboligerne.

MgO-pladerne har udløst en større byggeskandale over hele landet, og masser af byggerier er havnet i samme situation som Holmegårdens ungdomsboliger.

Også Realdania kan tale med om problemerne med MgO-plader. Fonden opførte en stribe såkaldte mini-CO2 huse ved Steensager i Nyborgs vestlige udkant for nogle år siden. Det ene hus hed "det vedligeholdelsesfrie hus", men desværre måtte man skille det fuldstændigt ad efter få år for at få fjernet MgO-pladerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce