Nyborg: Det var en stolt cheftræner hos Nyborg Badminton Klub, Magnus Meyer-Iversen, der 29. marts fik beskeden om, at klubben havde vundet prisen som Årets Ungdomsklub på Fyn, som DGI og Badminton Danmark uddeler. Det kom som en stor overraskelse for både ham selv og spillerne.
- De var chokerede og syntes, det var mega blæret. Det var selvfølgelig også en stor anerkendelse for min bror og jeg, som er hovedtrænerne i klubben, fortæller 21-årige Magnus Meyer-Iversen.
Udover prisen fik klubben også et gavekort på 5000 kroner til badmintonudstyr.
Det er ikke første gang, at Nyborg Badminton Klub har vundet prisen som Årets Ungdomsklub på Fyn. Det gjorde den også i sæsonen 2013/14.
Medlemsfremgang efter verdensrekord
Sammen med sin bror, Jonas Meyer-Iversen, hev cheftræneren søndag 13. februar en sand verdensrekord hjem i Nyborghallen, da de to badmintonglade brødre spillede badminton i 27 timer non-stop.
Umiddelbart efter den, lad os kalde den, vanvittige verdensrekord, begyndte der at komme flere nye medlemmer.
- Det er helt vildt så mange nye medlemmer, vi har fået. Jeg tror, der er kommet 20-30 nye, siger Magnus Meyer-Iversen.
Han har selv et bud på, hvorfor så mange har meldt sig ind i klubben efter det 27 timer lange badmintonspil.
- I løbet af de 27 timer var der over 5000 mennesker, der havde fulgt med i vores livestream. Hallen var også åben i alle timerne, og der var jo nogle, som sad der hele natten på trods af, at de ikke selv spillede badminton. Men det er de så blevet grebet af efterfølgende, lyder det fra den unge verdensrekordholder. Han nævner, at klubben nu har over 100 medlemmer.
Magnus Meyer-Iversen, cheftræner Nyborg Badminton KlubNogle af spillerne kommer jo to timer før, deres træning starter, fordi de bare synes, det er hyggeligt at hænge ud.
Nomineret i landsdækkende pris
Ifølge Magnus Meyer-Iversen har klubben også et fantastisk sammenhold, og netop det sociale tror han har medvirket til, at prisen i år gik til Nyborg-klubben.
- Nogle af spillerne kommer jo to timer før, deres træning starter, fordi de bare synes, det er hyggeligt at hænge ud. Vi har lige fået istandsat vores nye klublokale med bordfodbold og alt muligt, så de kommer herned og hygger på kryds og tværs, siger Magnus Meyer-Iversen.
På selve konkurrencefronten går det da også helt godt, mener cheftræneren.
- Der har lige været danmarksmesterskaber for hold. Vi havde tre kvalificerede hold med, og vi fik faktisk en tolvteplads, en sjetteplads og endda en tredjeplads med hjem.
Nok kan Nyborg Badminton Klub nu kalde sig årets ungdomsklub på Fyn, og til spillernes store glæde er den også nomineret i den landsdækkende pris "Årets Ungdomsklub", som DGI Badminton og Badminton Danmark i fællesskab uddeler ved BadmintonForum 7. maj.