Annonce
Mariager Avis

Cykelstien Assens-Åmølle under planlægning

Nu er kommunen i med planlægning af en ny cykelsti mellem Assens og Åmølle. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Cykelsti mellem Assens og Åmølle er nu under planlægning.
Annonce

Mariagerfjord: Planerne om at anlægge en cykelsti mellem Assens og Åmølle kom et skridt videre mod realisering, da byrådets udvalg for teknik og miljø havde sagen til behandling for at beslutte, hvordan linjeføringen skal være for den kommende cykelsti.

På forhånd havde den kommunale forvaltning foreslået at lade cykelstien forløbe parallelt med Gl. Hadsundvej og Hadsundvej som en dobbeltrettet cykelsti på sydsiden af vejen, og det blev også den løsning, som politikerne i udvalget bakkede op om, og som forvaltningen nu skal arbejde videre med.

Der har været fire alternativer med i overvejelserne. Blandt andet at etablere enkeltrettede cykelstier i begge sider af vejen, men også to forslag om linjeføringer, der placerer den nye cykelsti tættere på fjorden.

- Tilgængelighedsmæssigt, trafiksikkerhedsmæssigt, myndighedsmæssigt og økonomisk er løsning 1 klart at foretrække. Det anbefales, at cykelstien mellem Assens og Åmølle udføres som linjeføring nr. 1 og som dobbeltrettet cykelsti, hedder det i fagenhedens indstilling til politikerne, og sådan bliver det så.

Det vurderes, at den nye cykelsti kan etableres for omkring 7,5 millioner kroner. I forvejen er der cykelsti mellem Åmølle og Hadsund, og på den anden side af Assens er der en dobbeltrettet cykelsti til Fladbjerg, ligesom der herfra er cykelsti videre til Mariager.

Sideløbende arbejdes der i kommunen med et andet cykelsti-projekt, nemlig på strækningen mellem Mariager og Skjellerup. Her skal Mariagerfjord Kommune nu i gang med at købe den jord, som cykelstien skal anlægges på. Det skal, foreslår udvalget for teknik og miljø, ske gennem frivillige aftaler på ekspropriationslignende vilkår. Og kan der ikke opnås frivillige aftaler, skal der skrides til ekspropriation, mener udvalget.

Det forslag skal godkendes i byrådet, inden processen kan sættes i gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce