Mariager: DRC Dansk Flygtningehjælp aflyser i år den traditionelle indsamling i Mariager - og resten af landet - til fordel for verdens flygtninge. I stedet for opfordrer organisationen til at man støtter indsamlingen digitalt.
- I november måned plejer tusindvis af lokale indsamlere at ringe på dørklokker for at samle ind ved DRC Dansk Flygtningehjælps landsindsamling. Men i år bliver de hjemme for at undgå at udbrede coronasmitte. Samtidig har mennesker på flugt på grund af corona mere end nogensinde brug for hjælp, fortæller DRC Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Charlotte Slente og fortsætter:
- Derfor går landsindsamlingen i år digitalt. Beslutningen om at gøre landsindsamlingen digital blev besluttet allerede tidligere på sommeren, før vi vidste, hvordan coronasituationen ville udvikle sig. Men DRC Dansk Flygtningehjælp besluttede ikke tage nogen chancer - hverken med folks sundhed eller med de penge, som skal gå til at hjælpe flygtninge.
Tegn et hjem og stør indsamlingen
Under overskriften ”Giv et hjem til verdens flygtninge” opfordres danskerne i stedet til at hjælpe hjemme fra sofaen. Man kan også starte en digital indsamling eller blot bidrage med et beløb på mobile pay 930089.
Charlotte Slente tilføjer, at man kan også være med ved at tegne et hjem og sælge tegningen til familie, venner og naboer - eller gennem tegnethjem.dk til og med 9. november. Pengene fra salget går til mennesker på flugt. I eksempelvis Bangladesh kan man for 218 kroner bygge et hjem, der består af bambusstænger, metalwire, søm og presenning.
Det er også muligt at støtte direkte ved at sende en sms teksten HJEM til 1910 for at støtte med 218 kroner eller via mobilepay donere et valgfrit beløb til 930089
Kampagnen ”Giv et hjem til verdens flygtninge” løber frem til 9. november, men man kan altid støtte Dansk Flygtningehjælp via organisationens hjemmeside flygtning.dk/stoet-os.